Fortsæt til indhold
Kultur

Jens Rosendal satte umiddelbare ord på den forelskelse, der for ham var kompliceret

Salmedigter og sangskriver Jens Rosendal, der især er kendt for sin folkekære hymne "Du kom med alt det der var dig", er død kort før nytår i en alder af 91 år. Dette portræt er skrevet i forbindelse med hans 90-års fødselsdag i 2022.

Salmedigter og sangskriver Jens Rosendals personlige historie er de senere år udfoldet flittigt i medierne.

Alligevel bliver den ved at fremstå lige stærk, rørende og universel: Allerede som ung knægt blev Jens Rosendal bevidst om sin homoseksualitet. Men da den slags i hans samtid og miljø ikke var accepteret, forsøgte han at tilpasse sig normerne.

»Jens’ livshistorie handler om at stå og ikke være, som de andre mener, man bør være. Om ikke at passe ind i kasserne. Hvordan står man ved sig selv – det er den identitetsfortælling, der ligger i Jens’ beretning, og som vi ville formidle,« siger Anne Knudsen, der sammen med sin mand, Steen Valgreen-Voigt, har skrevet en biografi om Jens Rosendal, som udkom på Gyldendal i 2019.

Gennem sin opvækst i landsbyen Thorshøj i Vendsyssel, hvor Jens Rosendals far var lokalformand for Indre Mission, fik sønnen indskærpet, at homoseksualitet er en synd, som Gud slår hårdt ned på.