Fortsæt til indhold
Kultur

Balstyrkos 12 år gamle debutalbum "Jagten paa noget" går direkte ind som nummer ét på den danske albumhitliste

Koncertaktuelle Balstyrkos 12 år gamle debutalbum "Jagten paa noget", som bl.a. kendes fra DR-programmet "Nak & Æd", er nu strøget ind som nummer ét på hitlisten efter genoptryk.

I 2009 udkom den danske gruppe Balstyrkos hidtil eneste album ”Jagten paa noget”. I dag, 12 år senere, er albummet strøget direkte ind som nummer ét på den danske albumhitliste.

Det hænger sammen med at albummet netop er blevet genudgivet på vinyl og til streaming. ”Jagten paa noget” overtager førstepladsen fra det danske Eurovision-bidrag Fyr og Flamme og deres debutalbum ”Fyr og Flamme”, som styrtdykker fra topplaceringen og helt ned på plads nummer 40.

Selvom man ikke umiddelbart har hørt om albummet ”Jagten paa noget”, vil mange danskere alligevel kende flere af numrene, der bruges som soundtrack til tv-programmet ”Nak & Æd” på Danmarks Radio.

Det 12 år gamle gamle album "Jagten paa noget" af Balstyrko er nu blevet genudgivet.

Balstyrko består af sangerinde Ane Trolle, producer Ormen (Anders Christophersen) samt sanger og producer Blæs Bukki (Lasse Bavngaard), der også er kendt fra de tre rapgrupper Den Gale Pose, Malk de Koijn og Bikstok Røgsystem.

Udover genudgivelsen af deres debutalbum er gruppen også koncertaktuelle i Danmarks tre største byer.

Den 4. september kan de opleves på Posten i Odense, den 8 og 9. september spiller de i Store Vega i København og den 10. og 11. september giver de koncert på Train i Aarhus.

De akkompagneres live af trommeslager Jesper Elnegaard, Jakob Falgren på bas, Mads Hyhne på trombone og violinist Davide Rossi, som bl.a. har arrangeret strygere for Coldplay og er aktuel på Peter Sommers nye plade ”PSPHPT”, der udkommer fredag den 3. september.

I 2019 udgav Balstyrko singlen ”Boegereden”.