“Tyfus Mary“ blev lagt for had og isoleret i 26 år

Den stenrige finansmand Charles Henry Warren, hans kone og parrets tre børn elskede den, og de kunne næsten ikke få nok af kokken Mary Mallons lækre dessert, der bestod af hjemmelavet vaniljeis blandet med små gule stykker af frisk fersken.

Den dessert havde den 36-årige kok tilberedt og serveret de fleste aftener, siden hun blev en del af staben af tjenestefolk i den store luksusejendom, som Charles Henry Warren havde lejet på hjørnet af McCouns Lane og East Main Street i Oyster Bay, der ligger på Long Island ud for New York.

Området var om sommeren udelukkende beboet af overklassefamilier, og ikke langt fra Warrens hus lå i øvrigt Sagamore Hill, der var præsident Theodore Roosevelts sommerresidens.

Fredag den 27. august 1906 var der dog ingen, der havde lyst til Mary Mallons isdessert – familien havde fået meget andet at tænke på:

Efter i nogle dage at have haft høj feber og hovedpine blev familiens yngste – den otteårige Hazel Warren – først på dagen ramt af meget voldsom diarré, og senere samme dag konstaterede lægen, at hun var blevet smittet med tyfus, der stammer fra salmonellabakterier.

Tyfus findes i adskillige varianter, og i løbet af dagene, der fulgte, blev også finansmandens kone, Sarah Warren, endnu en datter, to stuepiger og gartneren angrebet af samme alvorlige tyfus-variant som familiens yngste.

Alle, der blev ramt i Warrens sommerresidens, overlevede, og skønt der i årenes løb er udviklet en effektiv kur, eksisterer sygdommen stadig. Ifølge WHO rammes over 20 millioner om året, og dødstallet ligger på verdensplan på omkring 600.000. I Danmark registreres omkring 25 tilfælde af tyfus om året, og de smittede har typisk været på rejse i for eksempel Indien og Pakistan.

Sygdommen er meget smitsom, hvorfor det i bestræbelsen på at undgå en epidemi/pandemi stadig er alfa og omega at få identificeret den første person, der i forbindelse med nye udbrud har smittet andre.

I forbindelse med den aktuelle coronapandemi, arbejdes der stadig på højtryk for at identificere den første kineser, der blev angrebet af coronavirus.

Ifølge South China Morning Post, der har skaffet sig adgang til tophemmelige dokumenter, brød sygdommen sandsynligvis ud allerede den 17. november 2019 i Hubei-provinsen. Forskere har indkredset knap 10 mennesker, som kan være ”Patient Zero”, men sandsynligheden for, at det er en 55-årig mand, anses for stor.

I øvrigt bygger betegnelsen ”Patient O” om den første, der udvikler en smitsom sygdom – og dermed kan starte en epidemi/pandemi – på en misforståelse:

Udtrykket opstod i USA i 1984, da forskere i Californien betegnede Gaëtan Dugas, der i mange år blev opfattet som verdens første aids-offer, som ”Patient O”, hvor o’et stod for out-of-state. Bogstavet blev siden forvekslet med tallet 0, hvorefter udtrykket ”Patient Zero” blev alment gældende.

Tyfusudbrud vakte bestyrtelse i overklassen

Tilbage til 1906 og den bestyrtelse, det vakte, da nyheden om, at den velhavende Warren-familie var blevet smittet med tyfus i sin sommerresidens i Oyster Bay, bredte sig.

Tyfus, der som nævnt udløses af salmonellabakterien, opstår generelt under stærkt uhygiejniske forhold og derfor oftest blandt fattige i slumkvarterer, hvilket blandt andet skete i Philadelphia i USA tidligere samme år, da knap 10.000 blev smittet og omkring 60 mennesker døde. Udbredt var tyfus i USA også under borgerkrigen fra 1861 til 1865, hvor omkring 80.000 døde af sygdommen.

Derfor savnede det enhver form for logik, at Warren-familien blev så hårdt ramt i sin luksusbolig. Ejendommen blev flere gange minutiøst gennemgået i jagten på en smittekilde, men forgæves. Ejeren af huset, George Thompson, blev til sidst så nervøs for, at myndighederne ville beordre ejendommen revet ned, at han hyrede George Soper, der var uddannet sanitetsingeniør med særligt fokus på hindring af udbredelse af smitsomme sygdomme.

Med ham på banen tog sagen, der fyldte voldsomt meget i datidens aviser, en helt ny og ganske overraskende vending:

Soper fik igen ejendommen undersøgt fra a til z, og gennem samtaler med Warren-familien og staben af tjenestefolk søgte han at skabe sig et overblik over, hvad der var sket op til tyfusudbruddet.

Han fandt ud af, at familien den 4. august havde hyret en ny kok ved navn Mary Mallon, der i 1883 var indvandret fra Cookstown – en lille fattig by i Nordirland. Efter i nogle år at have levet under kummerlige forhold i New York boede og arbejdede hun nu hos skiftende overklassefamilier.

Familien var meget tilfreds med hendes indsats i køkkenet, men de beskrev hende som meget indadvendt og egenrådig. Desuden havde de hæftet sig ved, at hun ikke just var den mest renlige kok, de havde haft ansat.

George Soper fokuserede tidligt på isdesserten som mulig smittekilde, idet salmonellabakterien ikke overlever i forbindelse med kogning og stegning af mad, men sagtens kan leve i is.

Alt dette sammenholdt med det besynderlige faktum, at Mary Mallon knap tre uger efter tyfusudbruddet i Oyster Bay pludselig uden besked af nogen art forsvandt sporløst, fik en alarmklokke til at ringe hos George Sober, der satte alt ind på at spore hende.

Dramatisering af George Sopers sporing af Mary Mallon:

(Video gengivet med tilladelse fra Science Channel)

Til sin forbløffelse fandt han ud af, at hun i de seneste år havde arbejdet hos flere familier, hvor personer var blevet smittet med tyfus. I sin iver efter at finde Mary Mallon, der optrådte under flere forskellige navne, undersøgte han desuden fortløbende alle aktuelle udbrud af tyfus, og i 1907 var der endelig bingo.

En velhavende familie på Park Avenue i New York var blevet ramt af alvorlig tyfus, og da ihærdige George Soper undersøgte sagen, viste det sig, at deres kok var Mary Mallon.

Han hastede straks til den eksklusive adresse og fik kontakt med hende. Skønt han kom for at hjælpe hende, var hun fra første minut ekstremt afvisende og fjendtlig, og hun nægtede på det kraftigste, at hun havde tyfus og derfor kunne have smittet andre. Da George Soper ville vise hende sin dokumentation, blev hun så rasende, at hun bevæbnet med en spids gaffel i hånden smed ham ud af sit køkken.

Hendes reaktion kom meget bag på George Soper, der dog også var vidende om, at tyfus i nogle tilfælde også kan udløse varige mentale forstyrrelser. Da hun nægtede at samarbejde, valgte han derfor at indberette sagen til New York City Health Department.

Herfra fik man politiet til at hente hende, og hun blev anbragt i isolation i et lille hus i tilknytning til Riverside Hospital, der på North Brother Island ud for New York rummede patienter, der var ramt af smitsomme sygdomme som tuberkulose og tyfus. På hospitalet blev Mary Mallon testet positiv for tyfus.

Hun bar på smitten i sin galdeblære, hvorfor lægerne ville fjerne den, men det nægtede Mary Mallon.

Efterfølgende stod det klart, at Mary Mallon havde smittet over 50 mennesker med tyfus, og af dem var mindst fem døde. Da hun ofte optrådte under falsk navn, og eftersom der var længere perioder, i hvilke hendes aktiviteter er ukendte, har hun sandsynligvis smittet mange flere.

Det specielle ved Mary Mallon var, at hun ikke selv led af tyfus, men alene var smittebærer. Det kan skyldes, at hun som spæd i Cookstown i Irland faktisk blev ramt af en meget mild form for tyfus og siden havde båret på – og spredt – bakterien. Det var første gang, at en rask smittebærer var indkredset, og hun var en af de første personer, der blev identificeret som ”Patient Zero” i relation til et større sygdomsudbrud.

Mary Mallon – der af medierne blev kaldt Typhoid Mary, Tyfus Mary, var rasende over at være sat i isolation, og hun overdængede myndighederne med klagebreve, og hun gav udtryk for sin frustration i adskillige interviews til pressen. I 1909 sagsøgte hun myndighederne med krav om at blive sat fri, men det blev afvist af New Yorks højesteret. Året efter bøjede myndighederne sig, og mod at hun lovede, at hun aldrig nogensinde ville arbejde som kok mere, blev hun sat på fri fod.

Siden er der i øvrigt blevet spekuleret i, om det var bladkongen Randolph Hearst, der i sin iver for at få fyldt avisen med nye historier om Typhoid Mary betalte hendes kostbare retssag.

Hun holdt ikke sit løfte

Da der i 1915 udbrød tyfus på barselshjemmet Sloane på Manhattan, blev 25 ansatte smittet, og en enkelt døde. Hjemmets kok var Mary Mallon, der igen blev anholdt og anbragt i total isolation på North Brother Island. Her opholdt hun, der nægtede at lade lægerne fjerne hendes galdeblære, sig i ensomhed, indtil hun 23 år senere døde som 69-årig af lungebetændelse.

At en person kan bære på tyfusbakterien og smitte andre uden selv at være syg, blev hurtigt ophøjet til faktum, og adskillige symptomfri smittebærere blev identificeret – også flere, der havde smittet mange flere end Mary Mallon, men de blev ikke spærret inde i længere tid.

At det skete i tilfældet Mary Mallon, skyldtes dels, at hun nægtede at lade sig operere, og ikke mindst at hun efter at have overtrådt forbuddet mod at arbejde som kok blev lagt for had af befolkningen. Bedre blev det ikke af, at den temperamentsfulde irlænder til sin dødsdag nægtede, at hun var smittebærer.

Hængt ud som ”Patient Zero” og svinet til

Gaëtan Dugas, der var født og opvokset i Quebec i Canada og arbejdede som steward hos Air Canada, var homoseksuel og meget aktiv i miljøet.

Han blev formentlig allerede smittet med aids i slutningen af 1970’erne, og han døde som 31-årig af aids den 30. marts 1984.

Samme år udgav journalisten Randy Shilts en bog om Gaëtan Dugas, og i denne udråbte han stewarden til USA’s første aids-offer. Samtidig tegnede han et meget negativt billede af Dugas, som han blandt andet beskyldte for med vilje at have smittet mange hundrede med aids, og Shilts hævdede, at stewarden havde haft over 2.500 seksuelle forhold til mænd.

Det meget negative billede af Gaëtan Dugas blev hængende indtil 2016, da en videnskabelig rapport dokumenterede, at han umuligt kunne have været ”Patient Zero”, og at aids – uden at man vidste det – allerede var ganske udbredt blandt homoseksuelle i Los Angeles og San Francisco fra begyndelsen af 1970’erne. Siden undskyldte Randy Shilts, der selv døde af aids i februar 1994, offentligt det meget negative billede, han havde tegnet af Gaetän Dugas.

En af de yngste, der i nyere tid har fået betegnelsen ”Patient Zero”, er den blot toårige Emile Quamouno, der i december 2013 i landsbyen Meliandou, der ligger i Guinea i Afrika, udløste den hidtil værste ebolaepidemi i Afrika. Da denne ebbede ud i 2016, havde den ramt over 29.000 afrikanere og taget livet af over 11.000.

Den toårige kom formentlig i kontakt med den smittefarlige virus, da han legede i et område, hvor der levede mange flagermus, som er kendte bærere af ebolavirus.

Sygdommen, der stort set kun florerer i Vestafrika, var kendt inden 2014, den er ikke udryddet og koster stadig menneskeliv.