Kritik af kritikerne: Må en kulturanmelder skrive, at kvinder vimser rundt?

En vimsende tv-værtinde, en kvabset danser og en mandehadsk feminist er noget af det, der i den senere tid har fået anmeldere i stormvejr på de sociale medier.

Vi forventer, at anmelderne skriver, hvad de mener. Men er der grænser for, hvor kønsstereotypt og personligt det må blive? Og må man ikke mene noget om feministisk scenekunst, bare fordi man er mand?

Flere anmeldere har været i shitstorme på internettet i forbindelse med deres omtaler af offentlige personer. I november 2019 beskrev Politikens kritiker Bo Tao Michaëlis i en anmeldelse tv-værten Lise Rønne som »vimsende småneurotisk rundt i vanlig værtindestil«. Og i begyndelsen af 2020 kom Weekendavisens Klaus Rothstein i modvind, fordi han omtalte Malou Aamunds hårfarve. Selv beskrev han dette som en satire rettet mod forlaget Gyldendal.

De mange shitstorme stiller et centralt spørgsmål til danske anmeldere. Må de anmelde et feministisk teaterstykke, hvis de ikke selv er feminister? Må de skrive det, de tænker, eller skal de vare deres mund?

Skal være sagligt

Det mener ph.d. i kulturkritik og kulturjournalistik Steffen Moestrup ikke. Han er adjunkt ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og tidligere kulturredaktør her på avisen.

»Hvis det var mig, ville jeg altid sende den anmelder, der er mest kompetent til at anmelde det pågældende felt,« siger han og fortsætter:

»Man skal hverken skelne til køn eller ens holdning til feminisme. Hvis værket lægger op til at være et show for feminister, så skal man som anmelder tage udgangspunkt i den præmis for værket.«

En anmelder skal kunne gå ind i alle typer af værker og forholde sig til værket, mener han:

»Det er en mærkelig form for indskrænkelse af værket, hvis det er meningen, at det kun skal kunne forstås eller modtages af en bestemt målgruppe.«

Skribentens faglighed vægter altså højere end køn og overbevisning hos anmelderen.

Men betyder det så, at man kan skrive næsten hvad som helst? Ja, mener Anne Middelboe Christensen, der er balletanmelder på Dagbladet Information og forfatter til anmelderhåndbogen ”Begejstring & brutalitet” (2012).

»Tiden må ikke påvirke os, så vi ikke tør skrive, hvad vi oplever, for så er det visuelle udtryk umuligt at vurdere. Teater er en visuel kunstart, så det er relevant, hvordan kunstnerne ser ud. Men det skal være sagligt. Man må gerne beskrive en dansers udseende, når det betyder noget for dansen,« forklarer hun.

Hun mener for eksempel ikke, at ordet ”vimser” i sig selv er problematisk eller specielt kønsspecifikt:

»I min verden kan både mænd og kvinder vimse, og ”vimse” er et godt ord, for det giver et meget klart billede af personens bevægelser. Det vigtigste er at være så præcis som muligt. Måske kunne man finde et andet ord, men måske ville det ikke være lige så præcist.«

Kønnede ord

Men vi kommer ikke udenom, at der er visse ord, der har tendens til at fremprovokere reaktioner, når de bruges i medierne. Ifølge Eva Skafte Jensen, der er seniorforsker ved Dansk Sprognævn, handler det om, at sprog er personligt.

»Der er både et psykologisk og et sociologisk aspekt i det. På den ene side kan brugen af nogle bestemte ord føles som et angreb på vores person, fordi vi er særligt knyttet til det ord. På den anden side er der en tendens til, at vi gerne vil være i en gruppe og måske endda lægge afstand til andre grupper, og så kan vi melde os ind i debatten om et ord, selv om dét ord egentlig ikke betyder alverden for os,« forklarer Eva Skafte Jensen.

Hun bemærker også, at der for tiden er en større interesse for køn i vores sprog:

»Vi får mange spørgsmål om kønsneutrale og kønnede ord. Der er tilsyneladende nogle, som gerne vil ændre på sagernes tilstand, og som efterspørger gode råd til, hvad man kan gøre sprogligt i forhold til forskellige kønsidentiteter,« siger hun.

Camilla Møhring Reestorff, der er lektor i Nordisk Sprog og Litteratur ved Aarhus Universitet, mener ikke, at vores sprog er tæt på at være kønsneutralt.

»Der er rigtig lang vej igen. Vi italesætter generelt kønnene forskelligt. Kvinder bliver stadig beskrevet ved deres udseende, og mænd bliver beskrevet ved deres handlinger. Men der er kommet en større bevidsthed om kønsstereotype beskrivelser,« siger hun.

»Det er vigtigt, at journalister – og især kulturjournalister – er med til at udligne den måde, vi omtaler kønnene, og skabe en bredere repræsentation i mediebillede. At man eksempelvis er opmærksom på, hvor mange mandlige og kvindelige forfattere man anmelder. Det vil være med til at påvirke, hvordan vi som kulturforbrugere opfatter, hvad der er værdifuldt.«

Undskyldning

Alle fagpersoner, der er blevet interviewet til denne artikel, har sagt, at man som anmelder stadig kan skrive, hvad vi vil. Men det er samtidig tydeligt, at ordene skal vælges med omhu og tage afsæt i det værk eller det produkt, der anmeldes, hvis det skal være gangbart.

Helt at undgå shitstorms, når man anmelder andre, er nok svært. Vi har spurgt Klaus Rothstein, om han fortryder sin omtale af Malou Aamunds hårfarve.

»Jeg skrev i avisen ugen efter, at satire, der skal forklares og forsvares, ikke er vellykket satire, og at jeg gerne ville undskylde for det. Det har aldrig været min intention at gøre nogen vrede eller kede af det. Men jeg fortryder ikke pointen med min tekst, der var en kritik mod Danmarks mest magtfulde forlagskoncern,« forklarer Klaus Rothstein og understreger:

»Man kan stadig skrive, hvad man har lyst til, men det er med en betydelig risiko for, at man bliver genstand for mange menneskers harme. Lige nu vil jeg sige, at jeg ikke gider involvere mig i flere problemer lige med det første.«

Skribenten bag denne artikel er selv kulturanmelder ved Jyllands-Posten.