Hvor er ytringsfriheden blevet af?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

JP’s leder 22/12 kommenterer Lise Rønnes stunt, hvor en anmelders bemærkning om “at vimse” bruges som katapult til at udpensle det sexistiske ligestillingskort; at Lise Rønne så tilmed glider i afsættet, understreger blot, at formålet helliger midlet. Politikens efterfølgende beklagelse og anger støtter yderligere formålet og får JP til at advare mod at lefle for »identitetspolitiske krav om særrettigheder, når det gælder køn, etnicitet, religion osv.«.

Men måske rækker forløbet videre: I februar 2006 stod tre danske ambassader i Mellemøsten i flammer; Dannebrog blev hånet og afbrændt af voldelige menneskemasser, danskere på rejse blev truet, og danske varer blev fjernet fra hylderne. Hvorfor? Jo – i JP var publiceret tegninger af profeten Muhammed, og muslimer over hele verden følte sig angiveligt krænkede og krævede satisfaktion og undskyldning. Statsminister Anders Fogh Rasmussen var ked af, at muslimer følte sig krænkede, men undskyldte ikke tegningerne: Et demokrati kræver ytringsfrihed for at fungere. Ytringsfriheden er selve fundamentet for demokratiet og må forsvares med alle midler.

Grundlovens § 77 angiver, at »enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres«. Ytringsfrihedens grænser sættes af gældende lov, og der var højt til loftet – dengang.

I dag er mediebilledet dramatisk ændret. Jammer- og krænkelseskulturens budskaber om splittelse i samværsrelationer flyder over alle bredder. Aktuelt udløser det objektive ordvalg “at vimse” en individuel følelse af krænkelse og den formastelige, der har udløst denne følelse, er skyldig. Den egocentrerede følelse generaliseres herefter ved på kvindekønnets vegne at opfatte handlingen som en krænkelse af kvindekønnet.

Selve følelsen bliver nu til sandheden i stedet for den objektive handling, der har udløst følelsen. Dette er helt i tråd med gældende jura fra Arbejdstilsynets direktiv om mobning, hvor den ansatte selv bestemmer, hvornår man er blevet krænket; handlingen, der har udløst følelsen, er uden betydning. Den grundlovssikrede ytringsfrihed er kun tilladt, hvis ytringerne ikke opleves krænkende af nogen på arbejdspladsen.

Måske politikerne burde fokusere på at reetablere ytringsfriheden? Nåh, lad os nu finde lidt positivt i udviklingen. Mon dette scenarie kan blive til virkelighed? Politibetjent: »Du har kørt 180 km/t. på motorvejen, du får en bøde.« »Skudt forbi, hr. betjent. Jeg følte kun, jeg kørte 100 km/t.«