Fortsæt til indhold
Kultur

Hightech-droner skal finde gamle våbenlagre og skjulte guldskatte

Droner med fintunet måleudstyr skal afsløre, hvad der ligger af fortidslevn i de danske moser og søer. Det er et samarbejde mellem Nationalmuseet og DTU Space.

Droner skal hjælpe arkæologer i jagten på dansk kulturarv, i områder som indtil nu har været utilgængelige.

Det er idéen bag projektet ”Arkæodrone,” som er et samarbejde mellem bl.a. Nationalmuseet og Institut for Rumforskning og -teknologi på Danmarks Tekniske Universitet (DTU Space).

»Vi kommer til at få et meget bedre kendskab til, hvad der egentlig er under jorden og vandet, før vi begynde at grave,« siger Mads Dengsø Jessen, projektleder og seniorforsker i Nationalmuseet, og fortæller, at det er arkæologisk guld, som dronerne kan løfte sløret for.

»Vi får adgang til vådområder som moser og lavbundede søer. De gemmer på arkæologi af mere privat karakter som punge, skrin og sko, der består af organisk materiale, som ellers rådner væk, hvis de ligger i tørre områder,« siger han.

Så snart man går ud og kigger, så finder man altid noget. Det kan vi godt garantere.
Mads Jessen, seniorforsker, Nationalmuseet

Teknologien, som dronerne udstyres med, hedder magnetometre. Den er egentlig ikke ny, men ligesom smartphones, computere og andet teknologi hele tiden bliver mindre og mindre, gør teknologien bag magnetometre det også. Den kan derfor nu placeres i en drone i et system, der er patenteret af DTU Space.

Hvis man skal undersøge vådområder i dag, foregår det enten til fods, hvor man bogstaveligt talt trækker en vogn rundt med et magnetometer på, eller i en helikopter. Det er både dyrt og besværligt, hvilket betyder, at der er store områder i Danmark, som aldrig er blevet rørt arkæologerne.

I første omgang skal dronerne testflyves i otte områder, som allerede er kendte af arkæologerne, for at se om dronens resultater stemmer overens med den kendte viden, og for at få et mere præcist billede af områder, som man ved har arkæologisk relevans, oplyser Mads Jessen.

Tissø ved Vestsjælland er det ene af de otte områder. Her har arkæologerne bl.a. fundet en 1,8 kg tung guldring, og området er vigtigt for forståelsen af den yngre jernalder og vikingetiden (år 550-1050). Der er også vådområder i Tissø, som endnu er ukendte, men som dronerne vil kunne tegne et billede af.

Med tiden er det bl.a. håbet, at dronerne kan gøre store anlægsprojekter billigere, fordi man på forhånd kan se, hvor man skal bygge og ikke bygge.

»Hvis man f.eks. skal lave en motorvejsstrækning over en ådal eller en mose, så vil man bedre kunne vurdere, hvad der ligger i jorden, inden man går i gang og dermed overskue projekteks omfang,« siger Mads Jessen.

Uanset hvad, så vil dronerne løfte sløret for hidtil usete skatte. Det er han ikke i tvivl om.

»Så snart man går ud og kigger, så finder man altid noget. Det kan vi godt garantere,« siger Mads Jessen.