Feministernes gudmor: »Vi vil bare leve i en verden, hvor folk er frie til at være, som de er«

Amerikanske Judith Butler har haft enorm betydning for vores opfattelse af kønsroller og seksualitet. Forleden gæstede hun Heartland på Fyn.

Artiklens øverste billede
Køn er ikke noget, vi fødes med, men noget, vi vokser ind i, mener den amerikanske teoretiker Judith Butler. Hun optrådte forleden på Heartland Festivalen på Fyn. Foto: Jonathan Nothlev

Man skulle tro, det var en rockstjerne, der trådte ind på scenen lørdag eftermiddag på den fynske festival Heartland, så begejstrede og højlydt vilde var klapsalverne. Men det var ikke Beyoncé, der dukkede op, men derimod den amerikanske professor, kønsteoretikeren Judith Butler.

Og man kunne da også argumentere for, at uden Butler, ingen Beyoncé. For de teoretiske værker, som Judith Butler har forfattet, særligt bogen ”Gender Trouble: Feminism and the Subversion of Identity” (”Kønsballade” på dansk) fra 1990, har haft radikal betydning for den moderne feminisme og måden, vi taler køn på, og hvordan vi udtrykker os.

Vi performer vores køn

Kort sagt er hendes idé, at vi alle ”performer” et køn. Vi fødes ikke med et køn, men bliver det, som den franske filosof Simone de Beauvoir skrev. Det er denne præmis, der har været udgangspunktet for Judith Butlers teorier.

Jeg tror, jeg er blevet synonym med en bestemt slags bevægelse.

Judith Butler, kønsforsker

Men der er også mange, der har forholdt sig kritisk til Judith Butler og hendes skelnen mellem et socialt køn og et biologisk køn. Biologister mener for eksempel, at kønnet er noget, vi fødes med, og at denne biologiske essens styrer vores adfærd som henholdsvis kvinder og mænd.

Mere end to køn

Idéen om, at der kun findes to køn, er blandt andet noget af det, Butler gør op med, for hun oplever, at mange lever med angst og frygt for ikke at leve op til sociale forventninger om, hvordan man er en rigtig pige eller en rigtig dreng. På scenen på Heartland skærer hun ind til benet, da hun siger: »Vi vil bare leve i en verden, hvor folk er frie til at være, som de er«. Igen følger der enorme klapsalver fra publikum.

»Jeg ved egentlig ikke, hvorfor folk tager imod mig på den måde,« fortæller Judith Butler, da Jyllands-Posten møder hende efter den udsolgte talk på Heartland, »og det sker altså heller ikke, der hvor jeg bor,« ler hun og uddyber:

»Men jeg tror, jeg er blevet synonym med en bestemt slags bevægelse. ”Kønsballade” var et stærkt statement i sin tid og måske temmelig frembrusende og dristig i sin måde at gå imod eller nedbryde traditionelle ideer på.«

»Jeg tror, jeg er blevet synonym med en bestemt slags bevægelse,« lyder det fra Judith Butler. Foto: Jonathan Nothlev

Homoægteskaber har ændret verden

Hun vil hellere undre sig og analysere, end hun vil give færdiglavede svar eller servere vakuumindpakkede betragtninger og graffitiparate slogans. Hun følger med i, hvad der sker i hele verden, og taler for eksempel begejstret om den latinamerikanske feministiske bevægelse, der hedder ”Ni una menos” (”Ikke en kvinde mindre”), der kæmper mod kønsbaseret vold og kvindedrab. Judith Butler roser bevægelsen for det flydende lederskab, noget som MeToo-bevægelsen kunne lære af, mener hun.

»Det har været chokerende for mig at se, at vi i dag har en ungdomskultur, der aktivt udforsker køn. Teenagere opfinder deres helt eget ordforråd! Transbevægelsen er blevet ekstremt vigtig, og den reflekterer over nogle af de kategoriseringer, jeg lavede i ”Kønsballade”, der måske ikke var så gennemtænkte. Så har homoægteskaber ændret verden. I dag har vi også frihed til at vælge vores eget biologiske køn. Den mulighed har selvfølgelig altid været der, men tidligere blev transhistorier fortalt som en tragedie, det var historien om en sygdomstilstand hos et enkelt individ. Ikke som en kulturel problemstilling.«

Så tingene har altså forandret sig til det bedre?

»For det meste, ja. Men det smerter mig, når jeg ser store skel mellem f.eks. feminister og transpersoner. Jeg ville ønske, man kunne bygge bro på en eller anden måde. Vi har ikke altid de rigtige samtaler med hinanden,« lyder det fra Butler, som tilføjer:

»Nogle i LGBTQ-miljøet sætter pris på kapitalismen, de er tilhængere af en markedsstyret verden og ser ikke sig selv som en del af andre sociale bevægelser. Når jeg som ung mødte en anden homoseksuel, gik jeg automatisk ud fra, at vi var solidariske med hinanden på en masse punkter. Sådan forholder det sig ikke længere. På den ene side er det godt, for det betyder, at vi er blevet mainstream, og at vi er lige så komplekse som alle andre, men på den anden side har vi mistet følelsen af at være del af den samme radikale, sociale bevægelse.«

»Det bedste råd til, hvordan man samler LGBTQ og feministiske bevægelser, er at minde hinanden om, hvem man faktisk kæmper imod, og hvem der bekæmper dig. For de samme mennesker, der vil kriminalisere abort, er også oftest dem, der er imod homoægteskaber. De vil ikke have, at homoseksuelle skal kunne adoptere, ligesom de også er imod, at enlige kvinder eller mænd skal kunne det. Så vi må se på vores udfordringer som sammenflettede kampe. Vi glemmer, at vi er en del af en større historisk kamp.«

Det virker, som om vi aldrig har talt så meget om køn, som vi gør nu, særligt efter MeToo-bevægelsen. Samtidig er der også, blandt andet i USA, meget stærke antifeministiske bevægelser i gang. Den nye abortlovgivning i Georgia er ét eksempel..

»Det er et mareridt,« indskyder Butler.

Det virker som en modsætning, at samtidig med, at der nu er plads til at tale om dekonstruktionen af vores kønsopfattelse, så ser vi reaktionære kræfter forsøge at forstærke de gammeldags kønsroller?

»Det er rent faktisk ikke en modsætning. De mennesker, der kæmper imod det, som vi kalder fremskridt, vil ikke have fremskridt. Jeg tror, jeg var ret naiv, da Trump blev valgt, og forstod ikke, hvem de mennesker, der stemte på ham, var. Men selvom de ikke læser vores bøger eller kommer til vores møder, så ser de, at verden forandrer sig, at f.eks. homoægteskaber bliver muligt. Og man skal tænke på, at mange af Trumps vælgere har været udsat for enorme sociale og økonomiske omvæltninger i deres liv. De er gået fra at tilhøre en solid middel- eller arbejderklasse til nu at leve en usikker tilværelse i det økonomiske prekariat, og familien og kirken som institution er derfor blevet en grundpille i deres tilværelse. Når de så oplever, at nogle mennesker forsøger at destabilisere deres opfattelse af, hvordan en familie for eksempel kan se ud, så bliver de vrede. Men jeg tror ikke, de kan se, hvad og hvem der egentlig destabiliserer deres liv.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen