Distancen mellem medier og mennesker kom til debat på Skivemødet

Under de fritlagte bjælker i laden på Jeppe Aakjærs kunstnerhjem Jenle i Salling nord for Skive var stolene fredag fyldt op med interesserede tilhørere, der gerne ville vide, hvad fire medietopfolk gør for at skabe et land i balance. For at medierne har et ansvar i den sag, var der ingen tvivl om blandt de lyttende.

»Selvfølgelig har medierne et ansvar, de har et meget stort ansvar,« sagde den 77-årige Per Bregendal fra Skive, som blev bakket op af den 72-årige Mikael Gravers, der bor i henholdsvis Aarhus og Skive.

»Det gælder om først at have lytteapparaterne ude og så få fat i den lokale dagsorden. Det er fint nok, at man stiller et kritisk spørgsmål og tager en problematik op og går til bunds i nogle problemer. Men det er altså også vigtigt lige at lytte til, hvad der rører sig,« sagde han.

Og det sidste var netop en del af essensen, som de fire mediechefer på scenen, Jyllands-Postens ansv. chefredaktør, Jacob Nybroe, direktør og chefredaktør på Mandag Morgen Lisbeth Knudsen, Ulrik Haagerup, der beskæftiger sig med konstruktiv journalistisk ved Constructive Instituttet, og Politikens opinionsredaktør, Mads Zacho Teglskov, nåede frem til under fredagens debat.

Bortset fra et enkelt styrt fra scenen, hvor moderator Christian Have bogstavelig talt faldt bagover i stolen over, at københavneravisen Politiken havde bevæget sig helt til Skive på denne dag, forløb debatten uden større problemer, men heldigvis ikke med fuldkommen enighed.

Nok var det i virkeligheden ikke Politikens blotte tilstedeværelse, der fik moderatoren til at falde bagover, men det var sådan, at Mads Zacho Teglskov fra selvsamme avis greb situationen. Zacho Teglskov erkendte fra en start, at Skive ikke er det område, hvor Politiken finder sine kernelæsere.

»Folk føler måske ikke et slægtskab til de tanker, der skrives i Politiken, og det er vi egentlig ikke så kede af. Jeg tror, mange leder efter en geografisk balance i denne diskussion, og den føler vi os faktisk ikke – hvis jeg skal sætte det meget hårdt op – så forpligtet af,« sagde han.

Den påstand mødte modstand fra de øvrige mediechefer, der – selv om de heller ikke længere med lokalredaktioner eller på anden vis er fast til stede langt fra byerne – dog mente, at nærheden og geografien vægter tungt i forhold til at dække landet lige.

Distancen er en faktor

Ifølge Lisbeth Knudsen er en af mediernes store udfordringer nemlig, at distancen til dagens tilhørere i Jeppe Aakjærs lade er for stor.

»Vi har simpelthen ikke øje for, hvad det er for ting, folk diskuterer og er optaget af. Hvilke strømninger der er i samfundet mellem by og land,« sagde hun.

I det erklærede Jyllands-Postens Jacob Nybroe sig enig. Et af de første tiltag, han tog som nyansat chefredaktør på Jyllands-Posten, var at rykke avisens kulturredaktion fra København til Aarhus – tættere på kernelæserne.

»Og effekten var der med det samme. Effekten er, at vi rent faktisk taler med mennesker, som bor alle mulige steder i landet. At folk føler sig set, hørt og repræsenteret i den demokratiske samtale, er jo helt, helt afgørende for at undgå at få et land, der knækker midt over,« sagde han.

Leder efter håret

Men det er ikke geografien alene, der gør udfaldet, mente Ulrik Haagerup, som arbejder med den såkaldte konstruktive journalistik. Det handler også om kulturen i branchen.

»Hvordan kan det være, at når vi journalister skal se på verden, at vi så altid leder efter håret i suppen? Vi leder efter dem, der er sure. Det gør vi ikke, fordi vi er dumme, men fordi det er sådan, vi altid har gjort,« sagde han.

Filosofien bag konstruktiv journalistik er netop, at der også skal følge løsningsforslag med. Noget konstruktivt og ikke bare en beskrivelse af et problem. Det bakkede Lisbeth Knudsen op:

»Jeg oplever, at rigtig mange mennesker er trætte af at stå op og få at vide, at de bor i en møgby. De vil gerne fornemme, at vi i medierne også skaber noget af den identifikation, stolthed, glæde og sammenhæng, der trods alt er i det danske samfund.«