»Jeg har både været i dialog med Arken, Aros og Louisiana, men de tør ikke udstille mig«

En ugandisk landsby tager hans efternavn for prisen på en ged eller en gris, en gruppe hjemløse bliver udstillet i glasmontrer som mannequiner, børn får uddelt skydevåben, mens kunstneren samarbejder med våbenindustrien.

Kunstneren Kristian von Hornsleth kunne sagtens lyde som en karikeret tegneserieskurk, men i kunstens navn undersøger han overgrebets mange facetter.

Overgreb, der har bedst af at blive smidt i ansigtet på alle dem, der bilder sig selv og hinanden ind, at det nu en gang er verdens tilstand. Men også overgreb, der i høj grad er med til at promovere ham selv og med til at gøre Kristian von Hornsleth til en af Danmarks bedst sælgende kunstnere.

I museumsudstillingen ”Super Crash” udstiller Kristian von Hornsleth flere af disse overgreb i værkerne ”The Village Project”, ”The Homeless Tracker” og ”The Hornsleth Arms Investment Corporation”.

På Randers Museum kan man fra 13. april for første gang i Danmark opleve ”provokunstneren” i en dansk museumsudstilling.

Det er din første museumsudstilling i Danmark. Hvorfor i Randers?

»De er de eneste, der har tilbudt sig. De andre tør ikke. Jeg har både været i dialog med Arken, Aros og Louisiana, men de tør ikke udstille mig, fordi de siger, at det jeg laver, ikke er kunst,« siger Kristian von Hornsleth.

Men er det kunst, det du laver?

»Ja. Det er jo kunstneren, der definerer det.«

Hvorfor tror du så, at den danske museumsscene ikke synes, det er kunst, du laver?

»Det har at gøre med, at jeg råber op om, at kejseren ikke har tøj på. Jeg påviser et hykleri, og hvis alle kunstnere var som mig, ville der ikke kun være kedelig politisk korrekt kunst med hvidvin og pindemadder. Og et game om, hvem der kan gøre karriere med hvilke gallerier og fonde.

Det ville være med værket i centrum. Du kan kalde det, jeg laver, for noget bras, hvis du vil, men jeg er et levende eksempel på, at kunst godt kan være en sprudlende, crazy ting, der påberåber sig nogle interessante diskurser i tiden.«

Mener du, at ”hykleriet”, som du kalder det, gennemsyrer hele den danske kunstscene?

»Nej det mener jeg ikke. Jeg har jo ikke så meget forstand på den danske kunstscene. Jeg er meget i England og Tyskland. Jeg er med vilje ikke gået ind i den debat. Hvis de vil lege med mig, så er det fint. Hvis ikke, så er det ikke noget, jeg kommer til at ligge vågen over. Så længe jeg kan leve af det og betale mine børns privatskoler og min Porsche, går det nok.«

Nu nævner du selv betaling af dine børns skolegang og din bil. Hvor meget fylder businessmanden Hornsleth i kunstneren Hornsleths arbejde?

»Min kunst er så utilgængelig og så svær og så umulig, at jeg må bruge sindssyge mængder af tid på markedsføring. Så hvis man insisterer på at få sit arbejde ud og få det diskuteret, og det så i forvejen er provokerende og ubehageligt at se på, så skal man jo bruge ti gange så meget krudt, som når man skal sælge et Per Kirkeby-maleri.«

Navnet Hornsleth står i centrum for stort set samtlige af dine produktioner? Er det et kunstnerisk take eller til markedsføringsformål?

»Det er både og. Vi lever jo i en stor Google-reklame og manipulationsfabrik. Grunden til at jeg har arbejdet med mit navn på den måde siden slut 90’erne, er, at jeg har kunnet mærke, at markedsføringen var vigtigere end produktet. Vi er nået dertil, hvor branding er stærkere end værket. Folk siger aldrig, at de har et flot blåt billede – de siger altid, at de har et Picasso. Jeg markedsfører mig selv lige så hårdt som Coca Cola og 3 Mobil. Jeg tager også rollen som den store, onde, ukontrollerede kapitalisme for at spejle det.«

Hvad er tanken bag at få en hel landsby i Uganda til at tage dit efternavn for en gris, at samarbejde med våbenindustrien og udstille hjemløse?

»Fællesnævneren for projekterne er overgreb.«

Kan du uddybe, hvad du mener med overgreb?

»Overgreb på hinanden. Jeg opererer jo stærkt instinktivt. Jeg ser noget, der er fucked up, og så laver jeg noget omkring det, så folk selv kan se, at der er noget galt. Jeg har jo ikke nogen moralsk pegefinger op i nogens røv. Jeg prøver blot at sætte nogle spejle op og sige, ”se her, hvor er det vildt”.

Det er også derfor, udstillingen hedder ”Super Crash”. Vi er inde i et stort sammenstød nu. Nu er klimakatastrofen, tørken, immigrationen og forureningsproblemerne her. Vores crash er et luksus crash. Et super crash, for selv inden for crash har vi hierarkier.«

Du stiller spejle op for at vise, at der er noget galt, men når du bruger mennesker til fordel for personlig promovering, er du så ikke endnu en, der bare udnytter andre?

»Jo. Men man bliver nødt til at knuse æg for at lave en omelet. Jeg er meget fokuseret på, at dem, der er med i projekterne, er med på, hvad der foregår.«