Manden bag kunstnekrologer: »Hvis man fornægter Lars Løkkes død, ved jeg ikke, hvilken planet man så bor på«
Kunstner og aktivist Jakob Jakobsen undrer sig over, at nogle mennesker kan blive forargede over hans kunstværk "Dødsfald", som Københavns Kommune har kastet 10.000 kroner efter.
Det vakte voldsom debat på de sociale medier, da det kom frem, at Billedkunstudvalget i Københavns Kommune havde købt et kunstværk bestående af 20 halvtomme A4-ark med nekrologer på en række fremtrædende danske politikere.
”Lars Løkke Rasmussen er død,” stod der kortfattet på et af arkene.
Manden bag dem, kunstner og aktivist Jakob Jakobsen, forklarer, at det omstridte værk først og fremmest er en undersøgelse af, hvad sproget kan gøre ved vores syn på politikerne - og bruges som afsæt til at ændre på vores berøringsangst over for døden.
»Undersøgelsen skal få folk til at tænke nærmere over deres forhold til døden, og hvad de her politikere egentlig betyder for dem, når fiktionen lige pludselig bliver til virkelighed,« siger Jakob Jakobsen.
Kunstnerens budskab går bl.a. på, at selvom landets politikere unægteligt har meget stor betydning for vores samfund, glemmer mange mennesker typisk, at politikerne også er mennesker af kød og blod, fordi de stort set kun optræder i medierne.
Netop derfor kunne det ifølge Jakob Jakobsen være interessant at sætte dem ind i en fortælling, hvor døden spiller en væsentlig rolle.
»Jeg er interesseret i livet, og hvordan vi ordner den verden, vi lever i. Det skal døden åbenbart ikke være en del af. Jeg kunne ligeså godt skrive, at Lars Løkke er rød. Men det ville ingen jo have reageret på,« forklarer han.
Kunstværket har fået titlen "Dødsfald" og indgår i en større science fiction-fortælling, der skal forestille at være udgivet i år 2035.
»Til den tid er jeg ret sikker på, at de mennesker, der står på listen, er døde. I fiktionen vel at mærke. Men manden (Lars Løkke Rasmussen, red.) dør, det er helt sikkert. Og hvis man fornægter det, så ved jeg simpelthen ikke, hvilken planet man så bor på,« siger Jakob Jakobsen.
Men kan du forstå, hvis nogle mennesker bliver stødt over, at du skriver deres nekrolog i et kunstværk, mens de stadig er i live?
»Jeg er mere forundret. Vi læser hele tiden romaner, hvor folk dør til højre og venstre. Vi skal alle sammen dø, og det er en betingelse for vores liv. Det er ret utroligt, at vi alle fornægter det. Det er en fornægtelse af livets realiteter,« slår han fast.