»Det er godt nok, at der er fokus på klima, men der er nogle andre poler, som er ved at smelte …«

Andalusien, Spanien

»Måske er der nogen, der hellere vil tage mindfulness- eller meditationskurser og tømme hovedet på den måde. Men det er ikke vejen for mig … og jeg tror ikke, at det er vejen for alle,« siger filosoffen Anders Fogh Jensen og fortsætter let hovedrystende:

»Det er lidt som at kurere hovedpine med halshugning.«

Han sidder på udeterrassen tilhørende hotellet Los Naranjos, der ligger i den andalusiske dal Valle de Lecrín, syd for Granada.

Frodige, grønne bjerge kan ses i det fjerne, mens han sidder i det nære, foran et cafébord og bapper lystigt på en cerut, hvis røg stiger op og ud gennem terrassetaget af sammenfiltrede, lysegrønne vindrueplanter. Et malerisk og derfor passende andalusisk sceneri til et interview med den bogaktuelle filosof, der sammen med antropologen Dennis Nørmark for nylig har udgivet ”Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting”, der bl.a. omhandler, hvordan vi burde blive bedre til at sige fra og flygte fra en stor del af det danske kontorarbejde, der har antaget en tom og meningsløs karakter.

»Altså, det er fint, at folk mediterer, hvis det virker for dem …« fortsætter han tankestrømmen. »Og hvis folk før i tiden fik fem breve om dagen, og de i dag er stressede over at få 50 e-mails, så er det klart, at de tænker: Jeg vil have ingen information i min ferie. Jeg synes bare, at det er et lidt for oplagt, tydeligt svar på tidens hektiske informationsbombardement, for det vil jo sige, at for at komme ud af alt for meget ”noget”, så må man rejse ud i tomhed eller intet,« siger han og indvender:

»At tømme hovedet tilbyder ikke noget egentligt svar på, hvad det gode liv eller samfund er. På denne dannelsesrejse er jeg med kursisterne jo ikke rejst ud i tomhed. Vi er derimod sammen rejst ind i forskellige verdener. Litteraturens verdener. Og jeg tror, at rejser med indhold kan være med til at bygge os op som mennesker,« siger han.

Dannelsesrejsen

Fogh Jensen er som vanligt iført nøddebrunt jakkesæt, hvid skjorte, vest og lædersko og udstråler i kraft af sin tøjstil dannelse, og det er jo passende, når nu Jyllands-Posten er taget med ham på en af hans ”dannelsesrejser”, der giver nysgerrige danskere mulighed for at tage på en anden slags ferie. Han kalder det selv »en slags intellektuel charterferie«, hvor man hen over en uge (og vel at mærke uden at lave lektier), får et overblik over et afgrænset emne, der varierer fra rejse til rejse: Moderne litteraturhistorie, arkitektur, filosofisk livskunst, græske myter og bibelske myter har været blandt temaerne på dannelsesrejser.dk.

På denne rejse er temaet moderne litteraturhistorie, og to inviterede litterater står sammen med Fogh Jensen selv for undervisningen, der på dette kursus foregår på et nærliggende refugium med swimmingpool, beliggende i en tidligere citronplantage, hvor der dagligt serveres mad før, under og efter den tre timer lange siesta mellem de to daglige undervisningspas.

Filosoffen tror på, at det er sundt for deltagerne at komme væk hjemmefra og møde nye mennesker, når man skal lære noget nyt. Og som en filosofisk fagmand bruger han det græske ord »temnai« til at understrege sin pointe, da det rummer betydningerne »at være afskåret«, »at være i et tempel« eller »kontemplation«:

»Det handler om, at man skal rives ud af de daglige gøremål, for hvis man er hjemme, på kontoret, eller der hele tiden tikker e-mails ind på telefonen, så bliver man afmagnetiseret med det samme og kan ikke gøre sig de store tanker om livet, der måske tager længere tid, og som man måske skal vende tilbage til løbende, uforstyrret over flere dage,« siger han.

»Klimaet hernede løsner også op i ens tanker på en anden måde. Og på dannelsesrejserne er du af sted sammen med mennesker, der måske har den samme interesse som dig selv. Det resulterer ofte i, at samtalerne er dybere i løbet af siestaen, hvor man, ansporet af undervisningen, fortæller mere personlige ting om sit liv, fortæller han.

Det stod klart for ham under en anden Dannelsesrejse til Grækenland, hvor han oplevede, at samtalerne blandt kursisterne under middagsbordet var fuldstændigt anderledes i sammenligning med et nærliggende bord, hvor en gruppe danske turister på almindelig charterferie netop havde indfundet sig:

»Vi talte om næstekærlighed og livets store spørgsmål, mens de snakkede om græsplæner, friværdi og boliglån. Det fik mig til at tænke på, at det somme tider er sundt at være af sted med folk, man deler interesser med. Hvis man har et filosofisk eller litterært sind, så kan man sommetider godt føle sig ensom blandt dem, man er iblandt. Ikke fordi man ønsker at forlade venner eller familie, men fordi man trænger til at være et sted, hvor der bliver talt om de her vigtige, eksistentielle ting,« siger han.

En rejse ind i åndslivet

Og masser af eksistentielle ting har kursisterne talt om på den igangværende Dannelsesrejse i Sydspanien. Nok befinder vi os rent geografisk blandt spanske citron- og appelsintræer, men rent åndeligt er vi kommet vidt omkring under litteraternes daglige undervisningspas.

Et udpluk: Gennem litteraternes daglige oplæg er vi er blandt andet gået alkoholisk i hundene med Ole Jastrau i Tom Kristensens københavnerklassiker ”Hærværk”. Vi har hutlet os igennem en maveknugende og grænsesøgende tilværelse i Kristiania i Knut Hamsuns ”Sult”. Vi er kommet menneskets mere perverterede sider nærmere ved at forlade det småborgerlige liv i ”fladlandet” og drage op i de schweiziske alper i Thomas Manns ”Trolddomsbjerget”. Gennem Goethes ”Faust” er vi kommet menneskets mere diabolske sider nærmere, fordi Faust i sin egoistiske, storhedsvanvittige stræben aldrig er tilfredsstillet i nuet, hvorfor hans rejse med djævlen Mefistoles får fatale konsekvenser for hans elskede Gretchen. I ”Lykke-Per” har vi fulgt Henrik Pontoppidans Per Sidenius’ flugt fra barndomshjemmet i det jyske til København, hvor han jagtede drømmen om at blive en stor ingeniør, for til sidst at ende som asketisk og måske lykkeligere vejassistent på en øde egn. Vi har gennemgået en endeløs kaskade af hverdagsliv i James Joyce’ ”Ulysses”. Ej at forglemme vores rejse ind i mandekønnets ensomme, hyperseksualiserede og forpinte sind gennem den provokerende franske forfatter Michel Houellebecq.

»Jeg tror ikke, at vi har hørt et oplæg om nogen af bøgerne, hvor jeg ikke har tænkt over, i hvilken grad det berørte mit eget liv,« fortæller Fogh Jensen.

Han anerkender, at det ikke er, fordi den store litteratur giver entydige svar på, hvordan man skal leve sit liv og blive lykkelig, ligesom selvhjælpslitteraturen. Nej, den præsenterer os nærmere for skæbner, som vi derefter kan spejle vores eget liv i og måske blive bedre til at genkende gode eller dårlige sider i vores egne handlemønstre.

»Jeg fik det sgu dårligt«

Filosoffen kan sagtens spejle sit eget liv i noget af det, han har hørt på kurset, for han lærer også selv noget undervejs. Måske i interviewet bedst beskrevet, da han på et tidspunkt udbryder:

»Jeg fik det sgu ret dårligt, da vi hørte oplæg om om Goethes ”Faust”. Der er et eller andet i det der med, at selv den dejligste Gretchen ikke er nok for ham ... Han skal videre ud på det store hav, ud mod den der uendelighedslængsel. Den kan jeg virkelig godt følge …« siger han og mindes bl.a. en pige, han datede i sine tyvere, som kunne være blevet, men som ikke var nok, da han jo havde ild i røven og skulle nå noget andet og mere.

Så det er ikke, fordi litteraturen partout skal tilbyde lykkelige skæbner, for det gør den store litteratur sjældent, men det er ikke en svaghed, nærmere en styrke, fortæller han:

»For når det tragiske og melankolske lever i litteraturen, altså på tekstform, så vil det jo altid være bedre, end hvis det var den virkelige verden, og derfor giver bøgerne os noget opbyggeligt at forstå vores egne liv igennem.«

Til sammenligning med i dag, kan man sige, at litteraturen tilbyder os at se andre sider af menneskets sind, end de sider, vi ser på f.eks. sociale medier, fortæller han:

»Vi hører altid om, at vi i dag deler ud af privatlivet på sociale medier, men det er jo ikke helt rigtigt. Det er kun en vis del af privatlivet, vi deler.«

Det er således sjældent de mørkere og mere hengemte afkroge af det menneskelige sind, der ender i statusopdateringer på Facebook. Portene til menneskets kranier står derimod ofte pivåbne i litteraturen, og i det perspektiv kan det derfor være en behagelig oplevelse at træde ind f.eks. gennem forfatterne Michel Houellebecq eller James Joyce til perverse bogverdener, som det er blevet gjort på Dannelsesrejsen:

»Hvis jeg går med nogle mærkelige tanker for mig selv, så kan jeg let tænke: ”Det er også mig, den er gal med. Det er også bare mig, der har sådan et kaotisk sind, eller det er kun mig, der tænker så meget på sex". Men det slog mig i dag under siestaen, at jeg faktisk føler mig mere okay, når jeg hører om de her skikkelser fra litteraturen. Når man hører, at en person i ”Ulysses” render halvfuld rundt i Dublin midt på dagen, så får man ligesom udvidet lidt, hvad man kan som menneske.«

Depressionen i Paris

Da litteraterne fortalte om de grænsesøgende karakterer i Knut Hamsuns ”Sult” og Tom Kristensens ”Hærværk”, kom Fogh Jensen desuden til at tænke på, hvordan han nogle gange har »ødelagt sit eget liv og menneskernes omkring sig« i sine tyvere og tredivere:

»Jeg kunne ikke forene mig med et almindeligt borgerligt liv, så jeg kom ud i dyb depression og alt muligt, fordi jeg næsten dæmonisk bed mig fast i nogle ting eller søgte ud over en afgrund,« fortæller han og mindes de to omgange, hvor han studerede filosofi i Paris, bl.a. på det fine Université Paris-Sorbonne.

Lidt som den talentfulde ingeniør Lykke-Per ville den unge filosof ud og erobre verden. Han ville ikke have det let, tværtimod, han ville arbejde manisk hårdt og læse filosofiske tekster på det franske originalsprog i stedet for at forfalde til en lettere engelsk oversættelse. Han ville kunne begå sig på Paris’ bonede gulve på lige fod med franskmændene. Men som ligesom Lykke-Per, der aldrig kunne flygte uigenkaldeligt fra sit jævne, jyske ophav og aldrig følte sig hjemme i de finere kredse i København, følte Fogh Jensen sig aldrig hjemme i Paris:

»Dengang kunne jeg ikke sanse, at jeg ikke kunne sprænge mig vej ind i den verden. Så den ene tur slog næsten mit søvnmønster i stykker for altid, og anden gang fik jeg en kæmpe depression, der varede i flere år,« mindes han.

Rejsen mod dannelse

Men hvorfor egentlig lave de her Dannelsesrejser? Idéen kan siges at have rødder i Fogh Jensens egen barndom i Kolding. Hans far arbejdede som kreaturhandler, og hans mor var sekretær og kørte hjemmet:

»De er kærlige nok mennesker, men de har slet ikke hjulpet mig på vej. Jeg kom fra en verden, som var fattig på en måde. Fattig på ånd. Fattig på musik. Fattig på ord. Og på den måde har jeg altid forsøgt at hive mig ud af min baggrund. Mod dannelsen. Jeg så f.eks. en vej ud, da jeg fangede lyset i dansklærerens øjne,« husker han.

I barndomshjemmet blev der skiftet emne hvert tiende sekund. Man dvælede ikke ved tingene. Og hvis Fogh Jensen efter en skoletime fik lyst til at diskutere, så var det problematisk. »Åh nej, nu vil han diskutere igen,« sagde forældrene.

»De tanker var ligesom ikke velkomne i huset,” fortæller han.

Hans videbegærlighed har dog i dag sikret, at han har bevæget sig ud af sin fortid – og dermed i kierkegaardsk forstand er »blevet et selv« (der forholder sig til sig selv). Dannelsesrejserne er på den måde en naturlig forlængelse af hans egen livsbane.

Livsmålet

Idéen til rejserne opstod dog helt specifikt sidste år, hvor han var taget til Berlin for at færdigskrive teaterstykket ”De Danser Alene”, baseret på hans egen bog ”Projektsamfundet”. At sidde der i en lejlighed alene i fire dage, før han efterfølgende skulle besøge sin kæreste i Grækenland, var langtfra en behagelig oplevelse, fortæller han:

»Det var forfærdeligt, altså, mit eget selskab har været forfærdeligt i mange år. De stemmer, som jeg har med mig i mit indre er ikke særligt venlige,« siger han og sænker stemmen lidt.

»Men selv om det på mange måder er blevet lettere for mig at være alene, så gik det op for mig dernede, at det sgu ikke kan være livsmålet i sidste ende at blive god til at være alene. Det må ikke blive mit endemål. Det må være at nyde at være sammen med andre. Dér kom idéen til Dannelsesrejser, der også er affødt af en lyst til at blive højskolelærer, som jeg går rundt med,« fortæller filosoffen, der anser højskolen for en vigtig institution i tiden. Idéen om, at man opholder sig ved nogle emner, ikke for at ”fremelske innovation”, som man kunne sige det i tidens jargon, men blot fordi det forhåbentlig virker dannende – og dermed beriger hverdagslivet. Vi ser f.eks. større dybde og flere fortællinger i vores omgivelser, når vi ved noget om verden, fortæller han:

»Dannelse gennem f.eks. litteratur kan jo også være med til at genfortrylle en verden, hvor gud er død. Et banalt eksempel på en fortryller har vel i mange år været Jørgen Leth, når han kommenterer cykelsport. Det gør han jo ikke bare i kraft af et poetisk sprog – det gør han jo også på grund af en kæmpe viden. På den måde mener jeg også, at viden om litteratur, arkitektur, historie og naturvidenskab kan gøre, at verden ligesom taler mere til en.«

»Ja, og det er jo ikke fordi, det skal være en direkte eksistentiel rejse, for at den er givende. Da vi afholdt en Dannelsesrejse i arkitekturhistorie, gav underviseren mig en viden, der fik mig til at se på København på en anden måde. Jeg kom tilbage og tænkte: ”Gud, den bygning er inspireret af dét, og hvorfor står den søjle på den måde?” Desuden er det sjove med viden, at det er sjældent, at folk stiller sig tilfredse, når de får mere af den. Der sker snarere det omvendte. Folk bliver mere nysgerrige,« siger han og følger op:

»Men du kan selvfølgelig også sige, at dit hverdagsliv i forvejen er fyldt med så meget knevren – og at høre om ”Ulysses” på en Dannelsesrejse er bare endnu mere knevren,« griner han.

»Men det handler måske bare om at fylde hovedet med nogle større tanker, således at al ens dagligdagsknevren bliver beriget lidt. Så alt fritidsliv ikke handler om at rense ud, afskærme sig og få ro.«

Danmark i dannelseskrise

Tiden til Dannelsesrejser er den rigtige, mener filosoffen, for vi befinder os efter hans mening som samfund i en såkaldt dannelseskrise:

»Det er godt nok, at der er fokus på klima, men der er nogle andre poler, som er ved at smelte, som vi ikke har fokus på: hele den visdom, der ligger i traditionen og al indsigten i menneskelivets afkroge.«

Det er, som om at udviklingen i dag går så stærkt for os, at vi ikke kan formidle den videre fra generation til generation, og med den konsekvens, at vi næsten bliver demente, fortæller han.

»Der var nogen på mit fodboldhold den anden dag, som sagde, at de fandt det vigtigt, at deres drenge så "Matador", men den gad de ikke se, fordi den gik for langsomt.«

Man kan måske ikke tillade sig at sige, at dannelseskrisen er et ligeså stort problem som klimaet, siger han, men irettesætter hurtigt sig selv:

»Eller jo, det synes jeg faktisk, for hvad er det modsatte af det dannede? Det er det barbariske. Så det kan godt være, at vi ved at løse klimaproblemerne kan sikre vores egen overlevelse, men hvad er det så, vi skal overleve til, hvis det er en barbarisk kultur?«

Filosoffen vurderer, at vi lever i en form for ”økonomisk barbari” lige nu, hvor alt, der eksisterer, og spørgsmålet om, hvordan alt skal indrettes, handler om, hvorvidt det kan betale sig økonomisk. Når f.eks. gymnasielærere skal lave alenlange afrapporteringer samtidig med, at de skal nå så meget andet i selve undervisningen, så bliver fordybelse i en roman noget, der faktisk ikke længere er tid til.

På sin vis ser filosoffen det faktisk også som en art mangel på litterær dannelse, når tidens politiske korrekthed resulterer i, at f.eks. Venstre-politikeren Jakob Engel-Schmidt pludselig kastes på partiporten, fordi han er blevet taget for at køre bil med kokain i blodet.

»Da jeg hørte om det, tænkte jeg bare, ja ja, det gør mennesket. Men skal det betyde, at han ikke kan være politiker? Har vi ikke lært noget som helst om menneskets natur? Vi har set præsidenter, der har sat det hele over styr for at være sammen med praktikanten,« fortæller han og mener, at den politiske virkelighed omkring alt fra sikkerheds- til sundhedsregimer fjerner sig mere og mere fra, hvordan vi egentlig er som mennesker. Han sætter tesen i relief med en reference til et par af de bøger, der er blevet gennemgået i løbet af Dannelsesrejsen i Andalusien:

»Med Goethes ”Faust” eller Knut Hamsuns ”Sult” får man jo et indblik i, hvor dæmonisk og vildt mennesket kan være. Det er ikke, fordi jeg ikke vil leve i en retsstat, eller at jeg vil retfærdiggøre alle mulige handlinger, men jeg vil omvendt heller ikke leve i et parfumeret univers. Jeg vil ikke leve i en verden, hvor der slet ikke er plads til at gøre noget, hvor man bare siger: Hold kæft, hvor var det irrationelt!«

Som eksempel på dette fortæller han om hovedpersonen i ”Sult”, der på et tidspunkt får nogle penge, men selv om han sulter, så bruger han dem ikke på rugbrød, der kan holde i tre dage, fortæller Fogh Jensen,

»I stedet gør han noget tåbeligt. Han giver dem væk …«

Filosoffen afbryder talen med et hiv i cerutten, der utvivlsomt er en nydelse, men ikke kan siges at være en rationel gave til helbredet, hvorefter han konkluderer:

»Hovedpersonen køber ikke rugbrød, for rationelle er vi mennesker ikke altid.«