Børnebog om sex viser både onani og kønsorganer: »Mange små børn onanerer også«

Bolle, knalde eller kneppe?

De sproglige muligheder er mangfoldige, når det gælder det seksuelle samkvem mellem mennesker, men vigtigst er, at vi taler med vores børn om det.

Det mener Sabine Lemire, som har skrevet bogen ”Hvad er sex?,” der netop er udkommet på Gyldendal.

Bogen beskriver både forelskelse, kærestesorg, krop, sex, onani, fødsel og deling af nøgenbilleder på nettet. Alt sammen illustreret af Rasmus Bregnhøi. Og der bliver ikke lagt fingre imellem. Både det kvindelige og mandlige kønsorgan vises frem, ligesom man ser børn i onanisituationer og får en visuel guide til brugen af et kondom.

”Hvad er sex?” henvender sig til børn fra omkring 10 år og op til deres seksuelle debut - og så også lidt til deres forældre. For både børn og voksne har brug for en hjælpende hånd, mener forfatteren, der erkender, at det kan være svært at tale om sex med sine børn. Derfor afsluttes hvert kapitel med et afsnit henvendt til forældrene om, hvordan man kan berøre det pågældende emne med sine børn.

»Nogle vil måske mene, at dele af bogen ikke er for 10-årige, men for det første svinger det fra barn til barn, og for det andet vil jeg gerne have, at det er en bog, som, man ved, er der, og så kan man hive den frem, når der er brug for det.«

Sabine Lemire blev inspireret til projektet af en artikel.

»Den handlede om litteratur inden for dette emne, og pointen var, at bøgerne fra 1970’erne var mere direkte, mere informative end de bøger, som er kommet inden for de senere år, bl.a. fordi vi i dag er en smule mere forsigtige med at udtrykke os om sex over for børn. Måske så forsigtige at det bliver svært at formidle budskabet ordentligt. F.eks. har de nye bøger svært ved at illustrere nøgne mænd og kvinder, det er ikke rigtig noget, man tegner i dag, og i én bog, jeg læste blev de illustreret med kaniner.«

Sabine Lemire hæfter sig ved, at der i kaninbogen var et billede af en kanin, der hoppede op på den under parringen.

»Under billedet stod der: ”Det er omtrent sådan her det (sex, red.) foregår.” Jeg tænkte, at det er lidt specielt, at man lærer børn det. Det er ikke fordi, at der er noget galt i at blive taget bagfra, men det er måske ikke lige der, man starter.«

Til gengæld kan bøgerne fra 1970’erne opfattes som alt for direkte for nogle. Det gælder titler som ”Sådan får man et barn” af Per Holm Knusen fra 1971.

Her kan man bl.a. læse ordene: »Moren og faren vil gerne have pikken ind i kussen. Det er nemlig dejligt.«

»Der, hvor 1970’er-bøgerne måske går lidt over gevind, er både i sprogbrugen, men også i en tendens til, at forældrene var for venskabelige med deres børn, at børn så og hørte for meget. Og der er vi i den helt anden grøft nu. Men det kunne måske være godt at lande midt i mellem,« siger Sabine Lemire.

I Lemires bog står der bl.a. om onani:

»Måske synes du, at det er mærkeligt eller flovt at onanere, men det er helt normalt. Næsten alle gør det. Og det er godt, for det er vigtigt at lære sin krop at kende.«

Om sex mellem voksne lyder det:

»Når voksne bliver forelskede eller er tiltrukkede af hinanden, har de tit lyst til at kysse og have sex.«

Sabine Lemire mener, at det er vigtigt at komme ind på lysten til sex fra en tidlig alder, fordi det også handler om at lære at sige til og fra. Derudover er forældre ofte lidt sent ude med informationen om sex og krop, fordi de ikke regner med, at børnene er så langt fremme.

»Men netop i dag ser børn sindssygt mange ting, så jeg vil ikke mene, at det er så farligt med et kapitel om onani, også selv om man ikke er der endnu. Mange små børn onanerer også, så det er et kapitel, som måske virker provokerende, men som er aktuelt tidligere end så meget andet.«

Er det en bog, man skal læse sammen med sine børn?

»Ikke nødvendigvis. Det, som er pudsigt ved sexformidling til børn, er, at vi har det som det eneste punkt i opdragelsen, hvor man skal have ”samtalen” på et tidspunkt. Jeg synes, at det er vigtigt at skabe stemning for en løbende snak, for man kan ikke få svar på alting i én samtale.«

I bogen nævner Sabine Lemire de mest gængse ord for både samlejet og kønsorganerne, men holder sig i udgangspunktet til at tale om tissemand og tissekone samt vagina og penis. I sin research til bogen talte hun med både børn og forældre, og her slog det hende, at ordvalget er det sværeste.

»Hvis man bruger det forkerte ord for kønsorganer, synes folk simpelthen, at det er for ulækkert. Det har overrasket mig, hvor mange forældre, der syntes, at det var grænseoverskridende, at man spurgte ind til det. Jeg fandt f.eks. også ud af, at voksne kvinder ikke har et ord for deres eget køn. De er i tvivl om, hvad de skal sige, og har ét ord, som de bruger hos lægen, og et andet, som de bruger med partneren. Men det er en meget mere usikker størrelse for kvinder end for mænd. Det bliver det så også, når de skal tale med deres børn om det.«

Hvornår skal man gå i gang med at tale med sine børn om sex?

»Jeg synes, at man skal se det som en historie, der kan bygges videre på. Så man kan ikke gå i gang for tidligt, man skal bare bruge ord og beskrivelser, som ikke er særligt voldsomme, når den fireårige spørger. Men det er vigtigt, at man ikke støder sine børn i samtalen. Man kan også i sin begejstring over, at man skal være så åben og fri, at man kommer til at bruge ord, som er for meget. Men man kan jo spørge barnet: ”Hvad synes du er et rart ord?”

Hvordan, temaerne skulle illustreres, var en udfordring, fortæller Sabine Lemire.

»Tegneren gjorde sig rigtig mange tanker om det, og han syntes også, at det var rigtig svært med onaniscenerne og kønsorganerne, men vi syntes både at stemningen i bogen var vigtig og at gøre tegningerne informative. Man kan måske godt synes, at det er lidt voldsomt med tegningerne af, hvordan man sætter et kondom på, men det er for at vise, hvordan det ser ud.«