Troels Kløvedal: til lands, til vands og en korkprop i livet

»Hit med spørgsmålene,« skriver Troels Kløvedal.

Et kækt ordvalg og ganske livsbekræftende, når nu det kommer fra en dødeligt syg mand. Om nogen en verdensmand.

Kløvedal skriver til Jyllands-Posten fra en iPad i sit hjem, en firlænget gård i det naturskønne Djursland, som også er omdrejningspunktet i sidste kapitel af hans seneste og sidste bog ”Alle mine morgener på jorden – mit autodidakte liv”.

”Nordkaperens” kaptajn, der har været på tre vandbaserede jordomrejser plus det betragtelige løse, har ikke længere de store verdenshave i kikkerten – vores beskedudveksling kan dog siges at udspille sig på informationshavet. Via e-mail.

Den 30. maj 2016 fik Kløvedal konstateret ALS. Sygdommen rammer 3 af 100.000 og sætter langsomt kroppens muskulatur ud af funktion. Hans stemme er allerede væk. Gennemsnitslevealderen er to til tre år efter sygdommens udbrud.

Det virker uvirkeligt, at eventyren, forfatteren, hippiehelten, tv-formidleren, ridderen af Dannebrog, som så mange danskere forbinder med et liv i fri bevægelse, nu er koblet til en respirator og spiser mad via en sonde, der er koblet til hans mave. Han bevæger sig dog selv rundt på gården. Han er omgivet af familien. Han er stadig klar i hovedet. Han skriver stadig »hit med spørgsmålene«.

Og selv stående ansigt til ansigt med døden, et møde, der hvirvler mange ned i sindets mentale dybder, peger Kløvedals kompasnål stadig mod lyset, lykken og taknemmeligheden. Han er stadig oven vande – som en korkprop.

Accepten

»Jeg holder af det liv, jeg har levet (...) Slægt følger slægt. Det er, som det skal være,« skriver Kløvedal. Vægten af hans ord synes som talrige blylodder forøget i lyset af hans tilstand.

Her følger spørgsmål og svar fra interviewet med Troels Kløvedal om hans nye erindringsbog, der beskrives af vores anmelder som »en kærlig afskedshilsen til alle de mennesker, han har mødt på sin vej fra barndommens København til forældrenes skilsmisse, Lolland, kostskolen, handelsflåden og kloden rundt igen og igen.«

I din bog skriver du bl.a. om købet af gården på Djursland, hvor du i dag opholder dig. Der står, at en af grundene til, at du dengang gerne ville flytte på landet, var, at du var sikker på, at der i den moderne verden ville blive en mangel på stilhed og mørke, og at du ville leve et sted, hvor du kunne se dine navigationsstjerner. Er det blevet sværere for dig at navigere i livet, nu hvor du er plaget af en dødelig sygdom?

»Nej, tilværelsen er bestemt ikke blevet sværere at navigere i. Tværtimod, så føler jeg en stor robusthed og styrke i mig til at klare døden. Min livserfaring styrker mig nu, hvor jeg er ude i dårligt vejr og ved, at jeg ikke klarer at runde det sidste skær. Uanset hvor meget jeg strammer skøderne ind. Jeg har en indre ro, som jeg nok har tilkæmpet mig ude på oceanet, fordi jeg lærte frygten at kende som meget ung. Husk på, at ingen har bedt mig om at sejle ud på den vilde sø i et gammelt jernskib, bygget før ”Titanic” sank. Og glem alt om redningsvæsen ude i verden... Du har hele ansvaret selv, også for din besætning.«

Sanseligheden

I bogens prolog får vi en forklaring på titlen,”Alle mine morgener på jorden”, taget fra din favoritroman af franskmanden Pascal Quignard. Du beskriver ganske morsomt, at det ikke er lykken at ligge i en overfyldt marina med kø foran toiletterne. Det er det derimod at ligge for anker, springe splitternøgen på hovedet i vandet, svømme to gange rundt om skibet, kravle op ad badelejderen, tørre på agterdækket, lave kaffe og langsomt se de andre vågne og komme til syne. Eller at sætte sig i morgenstunden, nyde landskabet og kysten. I hvor høj grad har naturen været forbundet med lykken i dit liv?

»Jeg blev meget ung stærkt påvirket af digteren Thøger Larsens livssyn. Hans forståelse af roden af vores væsen, dybt nede i den danske muld, og så hans nysgerrighed på himlen og stjernerne, som han gik til på en ganske autodidakt måde. Hans glæde ved blæsten og selv det mindste kryb: ”På kanten af en blå violrand aner døgnfluen det evige”. Jeg citerer også Jacob Paludan i min bog og siger, at han lærte mig, at naturen er ”den store læge”. Og sådan har jeg det. Skulle jeg være i dårligt humør, går jeg en lang tur. Straks er humøret bedre. Det meste af mit liv har jeg været udendørs og gået i bare tæer. Mine tæer stritter naturligt så meget, at jeg slet ikke kan få min fod ned i almindelige sko. Så lykken er langt hen ad vejen at kunne leve udendørs.«

Videbegærligheden

Din viden om historie, litteratur og poesi er ikke alle forundt. Du ser fortidige fortællinger lure i nutidens omgivelser. I en tid hvor folk taler om, at ungdommen er blevet ”historieløs”, kunne det være spændende at høre, i hvor høj grad historisk viden er en kilde til et rigt liv?

»Jo mere du ved om historien, hvad enten det er den danske eller verdenshistorien, gør det livet rigere. Når jeg sejler ind i Sundastrædet, Indonesien, med Krakatau-vulkanen ret forude (som jeg har besteget flere gange, selvom det ikke er ufarligt), så ser jeg alle kinafarerne i 1700-tallets florissante periode (1775-1807). Jeg ved, at jeg sejler i deres kølvand. Og bliver beriget. Man forstår, at man selv er en del af historien. Som igen sætter bevidstheden i spring om, at vi alle er historie. Og kun er her et splitsekund. Du griber dig selv i barmen og forundres over din egen eksistens. Jeg ved, at i den stue, jeg sidder i her på gården og skriver i nu, er mange slægter født og gået bort, fattige bønder på sandede jorde og tvunget til hoveri. Men de har skabt det frie samfund, som jeg kunne folde mig ud i. Som en fri mand.«

Hvad er det vigtigste, som det har givet dig at være i stand til at dele dine historier med omverdenen?

»Det har været en meget stor oplevelse for mig at have et publikum, som har fulgt mig siden min debut i 1978. At rejse og at skrive er med årene blevet tæt forbundet, som jeg skriver i bogen. At skrive om en rejse er en måde at gøre rejsen færdig på. Du lukker en dør, så du kan gå ud af en anden mod nye eventyr. Og et digt kan få mig til at kigge i søkortene og planlægge en ny tur:

Er Palmens Verden al din Ve
vil du »den anden side« se,
Følg Vindens Vej og Havets Strømme
Ja, indhent dine drømme.
_{(Johannes V. Jensen, fra digtet ”Ved Aarsskiftet”)}

Hvis jeg havde levet længere, var jeg sejlet til Japan, som er fuldstændig ubeskrevet fra søsiden. Jeg har endda samlet litteratur til en sådan rejse. Men det må være de næste generationer, der tager den tur.«

Udlængslen

Du skriver, at Øresund har en stor plads i dit hjerte. Først var du kostskoledreng i Hellebæk, som lå et stenkast fra strandbredden, så i lære på værftet i Helsingør og så højskoleelev i Humlebæk. Du skriver: »Jeg kan høre det svage brus ude på Sundet, hvor jeg i min ungdom og som læredreng så skibene stå ud med Kullen som baggrund. Det skabte en længsel i mig, jeg ville ud i verden, og min udlængsel blev indfriet.« Kan udlængslen stadig gnave i dig?

»Jo mere man ved om verden, jo større bliver udtrangen. Det med, at verden bliver mindre og mindre, passer ikke. Men vi ved jo alle, at livet ikke er længere, end det er, så man når, hvad man når. Hvis jeg var rask, ville jeg have det fint med bare at gå rundt og passe min have, lave lidt håndværk, se min familie, mine børn og venner, læse gode bøger, gå til koncerter og have et godt gammelsags otium.«

I bogen beskrives det, hvordan du i ungdommen så ud over Sundet og du reciterede digteren og modstandsmanden Morten Nielsen: »Du skal vokse og blomstre, Og sætte dine frø, Du er endnu for ung til at dø.« Hvordan har du det med disse linjer i dag, hvor døden føles nærmere end dengang?

»Fint. Jeg har sat mine frø og set verden blomstre i frihed og velstand i min levetid. Og jeg er slet ikke så bange for fremtiden, som så mange er. Jeg tror, Danmark går en blomstrende fremtid i møde sammen med de store europæiske nationer. Jeg tror faktisk, at vi i Europa har lært af verdenskrigene. Men nationalismens spøgelse er der selvfølgelig hele tiden... også herhjemme.«

I din bog skriver du om anmeldelser. Og hvordan man tager anmeldelser med større ro, når man bliver ældre. Og ikke tager det så personligt, hvis en bog kritiseres, selvom det til tider kan lyde, som om »bog og forfatter identificeres som én«. Men er det noget særligt, når ens sidste bog anmeldes?

»Giver du en bog til 10 forskellige anmeldere, får du 10 forskellige anmeldelser. Enhver er glad for en god anmeldelse, men for mit vedkommende tror jeg ikke, det betyder det store. Mit publikum og mine købere er ligeglade. Men jeg har stort set fået fine anmeldelser hele livet, så jeg skal ikke klage. Mine har altid ligget i et krydsfelt mellem det skøn- og faglitterære, og det har altid forvirret anmeldere. Men ikke Gyldendal. Jeg har fået både håndværker-, faglitterære og skønlitterære priser. Var jeg ikke syg og rystede så meget på hænderne, at jeg har sværere og sværere ved at ramme tasterne, ville jeg skrive en bog om Grækenland, om kulturen og mytologien.«

I slutningen af erindringsbogen beskriver du, hvordan du i dag har en konstant »følelse af at være ude i dårligt vejr«. Du drømmer mere og mere om at sejle ind i en atol, i en lagune med stille vand. I revpassagen står alle de mennesker, som elsker dig, og de vinker til dig, og da du er inde i det klare lagunevand, smider du ankeret mellem de smukkeste koraller på en sølvfarvet sandbund. Og så dør du, og alt er, som det skal være. Først får man det hele foræret. Og så mister man til sidst det hele igen. Det er smukt skrevet – hvad betyder det for dig, at du i dag er omgivet af folk, som du elsker?

»Ja, det er jo en metafor. Men jeg føler mig højt elsket af min kone, mine børn og mine mange venner, og de kommer og hjælper mig. Også med gården. De laver alt det, som jeg ikke selv kan mere. Maler vinduer, vognport, sikrer hønsegården mod ræven. Lige nu er min ven Thomas ved at sikre drivhuset mod vinterstormene. Og så lever jeg jo i et enestående land med et sundhedsvæsen, der giver mig plejere døgnet rundt...« skriver Troels Kløvedel, der afslutningsvist, og med livslysten og nysgerrigheden intakt, indvender:

»... selvom det kan virke mærkeligt, at man i 2017 har en sygdom, som overhovedet ikke kan behandles.«