»Meget lille skål« overraskede på auktion - solgt for syv gange vurderingsprisen
Skålen af porcelæn har en diameter på blot 7,2 cm.
Efter to ugers intens budkrig sluttede årets største internationale auktion hos Bruun Rasmussen torsdag.
Blandt de opsigtsvækkende hammerslag var en »meget lille skål« af den østrigsk-britiske keramiker Lucie Rie.
Skålen er 5,6 cm i højden og har en beskeden diameter på 7,2 cm. Den lille cirkulære skål af porcelæn var inden auktionen vurderet til 10.000 kr.
Da den onsdag kom under hammeren, blev den imidlertid solgt for 70.000 kr. - altså syv gange vurderingsprisen.
»Lucie Rie er nok ukendt for de fleste i Danmark, men i udlandet er hendes keramiske værker ekstremt efterspurgte,« lyder det i en pressemeddelelse fra Bruun Rasmussen Kunstautkioner.
Ifølge Bruun Rasmussen overraskede skålen formentlig pga. dens »unikke udtryk og delikate glasur«.
Også en gulvvase af Axel Salto, et par trearmede lysestager af sterlingsølv udformet af Georg Jensen og et sjældent skrivebordssæt udført i start 1960'erne hos snedkermester Willy Beck var blandt de bemærkelsesværdige designhammerslag.