Minister vil tage kongelig medalje fra kulturprofil efter anklager: »Jeg gik i panik. Men han slap ikke. Til sidst kastede jeg op«
En kendt kulturprofil med nære bånd til Det Svenske Akademi bliver beskyldt for grov chikane, magtmisbrug og overgreb.
Historierne har floreret i årevis.
Historier om manden fra den svenske kulturelite, som ikke kunne holde sine fingre fra kvinderne og blev nærgående. Men nu fortæller 18 kvinder til Dagens Nyheter, præcis hvor pågående manden kan være.
Det er historier om en mand, som i fuld offentlighed og foran adskillige vidner bl.a. har stukket sin hånd op mellem en kvindes ben og befamlet adskilliges bagdele. Og når kvinderne har sagt fra, har reaktionen ikke været at undskylde, fortæller flere.
»Så sagde han: ”Med den attitude vil jeg sørge for, at du ikke bliver længe i branchen” og ”ved du ikke, hvem jeg er gift med?”,« beretter journalist og forfatter Lena ten Hoopen til avisen.
Fire af kvinderne står frem med navn, mens de øvrige er anonyme. Fælles for dem er dog, at de har stiftet bekendtskab med en mand, som misbruger sin magtfulde position og truer med at ødelægge kvindernes karrierer, hvis de ikke makker ret. En position, som han bl.a. har opnået som ejer af et etablissement i Stockholm, der af Dagens Nyheter beskrives som »en legendarisk scene for litterære oplæsninger, akademiske foredrag, dans, jazz, klassisk musik og teater.«
Kulturprofilen ejer ”Klubben”, som avisen kalder den, med sin kone, som er forfatter og har en stærk tilknytning til Det Svenske Akademi, der hvert år udpeger vinderen af Nobelprisen i litteratur.
Det samme har kulturprofilen, som angiveligt ser sig selv som akademiets 19. medlem - der er kun 18. I 2015 fik han desuden en kongelig orden med støtte fra kulturministeriet. Og i slutningen af 00’erne modtog han en kulturpris fra et af Sveriges største forlag.
Historierne går videre end uønskede berøringer. Voldtægt og fysisk vold hører også til beretningerne. Mange af overgrebene skal være foregået i Det Svenske Akademis lejligheder i Stockholm og Paris.
Adskillige af kvinderne fortæller, at de ønskede at komme frem i kulturbranchen og derfor overskred deres egne grænser, ligesom han ifølge flere var god til at spotte kvinder, der befandt sig på et sårbart sted i livet.
»Han lokker med sin magt og sine kontakter. Han foreslog, at jeg skulle komme til Paris, hvor han og en af hans nære venner, en mand fra Det Svenske Akademi, skulle bo en tid. Det gjorde jeg og vel ankommet, blev han en anden, behandlede mig foragtfuldt. Men jeg havde det ikke godt og blev ved med at se ham i en måned i Sverige. (...) Han bad mig sutte ham, og det begyndte frivilligt. Men pludselig tog han fat i mit hoved. Hårdt. Han holdt fast i det. Jeg kunne ikke røre mig, og jeg var så fandens bange. Jeg vidste ikke, om jeg ville komme derfra. Og det føltes som om, han tændte på min angst,« fortæller en.
En anden gik frivilligt med kulturprofilen til en lejlighed i det indre Stockholm med den klare hensigt at have sex med ham.
»Jeg husker, at han pludselig tog fat i min nakke. Han holdt mig fast og trykkede sin pik så langt ned i halsen på mig, at jeg ikke kunne trække vejret. Jeg gik i panik. Men han slap ikke. Til sidst kastede jeg op. Så flyttede han mig ud over gulvet, så opkastet ikke skulle komme på lagenerne.«
Kvinden så det ikke som et decideret overgreb, fordi hun selv var gået med til sex, og efterfølgende fik han hende overtalt til at spise middag med ham. Det blev en våd og sen aften, og han tilbød hende at overnatte i hans lejlighed.
»Jeg sagde, at jeg absolut ikke ville have sex. Jeg har ekstremt tydelige minder om ikke færre end tre tilfælde på vej hjem til ham, hvor han forsikrede om, at der ikke ville ske noget. Jeg vågnede af, at han var inde i mig.«
Ved en anden lejlighed lykkedes det hende at skubbe ham væk, efter at han havde væltet hende omkuld på sengen.
Fælles for mange af disse kvinder var, at kulturprofilen ikke accepterede det, når de endelig fandt styrken til at afbryde kontakten.
»Han reagerede ved at meddele mig, at jeg var en ”cancer,” som skulle udryddes, og at han havde havde ”blokeret” mig fra alle kunstneriske masteruddannelser, som jeg havde tænkt mig at søge på det tidspunkt. Han spyttede bogstaveligt talt på mine venner offentligt.«
Kulturprofilen afviser i en sms til Dagens Nyheter, at han har gjort noget, men den svenske kulturminister ønsker at tage den kongelige orden fra ham. Således er man nu ved at undersøge, hvorvidt reglerne muliggør en tilbagetrækning af ordenen.
»Det er åbenlyst, at den person aldrig burde have fået udmærkelsen,« siger hun til Dagens Nyheter.
Hos Det Svenske Akademi bekræfter man, at næsten alle dets medlemsmøder er blevet holdt på ”Klubben,” som akademiet også har støttet økonomisk.
Men efter et møde, som medlemmerne holder torsdag, forventes det, at man vil afbryde alt samarbejde med kulturprofilen. Samtidig oplyser direktøren for Nobelstiftelsen, Lars Heikensten, at kulturprofilen ikke vil være at finde ved Nobel-festen den 10. december.