Opråb fra den svenske musikbranche: »Jeg husker, at det gør ondt, og at jeg græder. Han ser det og siger, at han snart er færdig«

Adskillige journalister har været der. Skuespillerne har været der. Operasangerne har været der, og nu er det så kvinder fra forskellige dele af den svenske musikbranche, som deler deres beretninger om krænkelser og overgreb.

Hele 1.993 sangere, sangskrivere, musikere, musikstuderende, ansatte på pladeselskaber, praktikanter og andre inden for musikbranchen har sat deres underskrift på et protestbrev, som Dagens Nyheter bringer.

Blandt dem er sangerinder som Robyn, Nina Persson fra Cardigans og Lisa Nilsson.

I skrivelsen understreger de, at selv om musikbranchen kønmæssigt set nærmer sig ligestilling, og flere chefer på pladeselskaber er kvinder, så foregår der stadig chikane og overgreb i kulisserne. Og så kommer vidnesbyrdene.

Én skriver:

»Hvor skal jeg begynde? Da min chef trykkede mit ansigt ned i hans skræv, da jeg ikke syntes, at det var ok, at jeg fik mindre betalt end den fyr, som jeg var tvunget til at oplære. Eller da manageren til den kendte artist forsøgte at voldtage mig, mens ingen kiggede.«

En anden kvinde fortæller, at hun var teenager og havde fået mulighed for at indspille en plade, da produceren efter nogle ugers arbejde sendte lydteknikeren hjem og åbnede en flaske rødvin.

Den midaldrende mand, som har kone og børn, fortæller, at han har fantaseret om hende.

»Jeg har svært ved at forstå, at han ser mig sådan. Han er jo min forvalter, min mentor, jeg har overgivet mig selv til hans pleje. Jeg tvivler på mig selv. Hvis min producent siger, at vi har noget særligt, at jeg er særlig, og han tror, at jeg fantaserer om ham i et badekar, så er det nok sådan - selv om jeg ikke har fattet det, tror jeg. Jeg skammer mig. For jeg er jo dum og føler forkert. Så jeg lader ham hælde vin i mig og kneppe der i studiet.«

En tredje beretter om konsekvenserne ved at fortælle om en voldtægt:

»Når man bliver voldtaget af en dygtig mandlig musiker, mister man mange venner. ”Det var forkert, det, han gjorde. Men han er en vej ind i musikbranchen, så jeg vil ikke kappe nogen bånd. Jeg håber, at du kan forstå og respektere det.” Et eksempel på, hvad venner har sagt til mig i forbindelse med, at jeg fortalte, hvad der skete.«

Og så er der kvinden, som befandt sig i en mands studie, hvor de arbejdede sammen i nogle timer.

»Bagefter får jeg en kop te (havde ikke lært at drikke kaffe endnu) og vi sidder og småsnakker lidt. Rar stemning. Han rejser sig og begynder at massere mine skuldre. (...) Mindes at det knasede i musklerne, og det var skønt med lidt massage. Efter et stykke tid (mindes jo knap hvordan) ligger jeg på maven, og han sidder på mig og masserer min ryg. Bukserne (mine) trækkes ned og han ... ja. Jeg husker, at det gør ondt, og at jeg græder. Han ser det og siger, at han snart er færdig...«

De mange kvinder, som har skrevet under på brevet kræver et opgør med tavshedskulturen og nultolerance over for seksuel udnyttelse.

»I musikbranchen arbejder vi døgnet rundt, ofte med usikre og tilfældige ansættelser. At være imødekommende og ikke lave ballade bliver ekstra vigtigt for ikke at blive skiftet ud. Det gør kvinder i musikbranchen til måltavler for magtdemonstrationer, som ofte er af seksuel karakter,« lyder det.