Fortsæt til indhold
Kultur

Mandlige, danske komikere: Vi bliver også befamlet - af kvinder

»Hun begynder at gnubbe mig i skridtet foran alle mennesker,« fortæller komiker Brian Mørk.

Mens hashtagget metoo har bredt sig over hele verden og ført til adskillige kendte mænds fald, står tre mandlige, danske komikere frem og fortæller, at de også er blevet udsat for grænseoverskridende adfærd - fra kvinder.

Under overskriften »#HeToo« har Weekendavisen talt med Brian Mørk, Anders Fjelsted og Simon Talbot, som alle har været udsat for uønskede tilnærmelser fra kvinder.

Talbot oplevede engang at sidde sammen med sin forlovede, da en kvinde kom hen og kyssede ham. Han har derudover været udsat for at blive raget mellem benene, blive forfulgt og fået natlige besøg på sin hjemmeadresse.

Anders Fjelsted husker en episode, da han og en kollega blev mødt af to fremmede kvinder på hotelværelset. De valgte at drikke vin med dem, før de bad dem om at forlade værelset.

Endelig beretter Brian Mørk om en hændelse, hvor en ca. 20-årig kvinde kom hen til han og en gruppe andre komikere på en bar.

»Ud af det blå siger hun: ”Jeg vil vædde med, at jeg kan give dig en rejsning.” Og så begynder hun at gnubbe mig i skridtet foran alle mennesker. Jeg måtte flytte hendes hånd og sige, at det skulle hun ikke gøre,« siger han til Weekendavisen.

Til TV 2’s ”Go’ aften Danmark” tilføjer han, at han ofte bliver slikket på sin skaldede isse af kvinder.

Alle tre komikere støtter op om metoo-kampagnen og har ingen intentioner om at fremstille sig selv som ofre. Blot handler det om at gøre opmærksom på, at kvinder også kan være nærgående og stærkt grænseoverskridende. At uanstændig opførsel ikke er forbeholdt ét køn.

Men, lyder det fra komikerne, selv om kvindernes befamlinger og tilnærmelser kan opleves både krænkende og irriterende, forbinder ingen af dem oplevelserne med frygt eller traumer.

»De fleste mænd vil jo ikke overfalde kvinder, men der er bare nogen, der gør det. Den frygt har jeg og mine kollegaer ikke. Eller andre mænd, der oplever det her, for den sags skyld,« siger Brian Mørk til ”Go’ aften Danmark”.

Artiklens emner
MeToo