#MeToo: Mænd opfører sig som på savannen

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

#MeToo. Hashtagget er drønet kloden rundt og har skabt en tsunami af anklager mod mænd for magtmisbrug og sexchikane mod kvinder. De anklagede mænd afviser eller undskylder grov seksuel adfærd med indtagelse af alkohol og stoffer og bedyrer, at de ikke husker deres krænkende adfærd.

Jeg har ingen medlidenhed med disse mænd, der nu bliver detroniseret fra deres magtfulde positioner, som de har udnyttet groft over for forsvarsløse ofre, men faktisk kan mændene ikke gøre for det. Deres hjerner og instinkter har ikke udviklet sig, siden de første mennesker cruisede rundt på den afrikanske savanne for hundredtusinder afår siden, hvor kun to ting var vigtige: føde og formering.

Føden blev leveret af en zebra, der ikke var hurtig nok. Jagtgruppen, de unge, virile mænd, kom skrydende tilbage til bopladsen med byttet, og stammens halvt hundrede medlemmer flokkedes om de stolte jægere. Stammen var sikret overlevelse, så nu skulle der festes. Mændene kappedes højlydt om at berette om, hvor modige, hurtige og snarrådige de havde været. De unge kvinders øjne lyste af beundring, og de skød brysterne frem. Stammedansen kunne også med en vis elegance fremvise et par vrikkende, faste balder. Synet satte gang i testosteronproduktionen hos ungersvendene. Øjnene stod på stilke, næsefløjene vibrerede, og kun et stykke antilopeskind camouflerede de strategiske punkter. Ungersvendene kiggede på, om brysterne var faste, ens og højt placeret, og om brystvorterne var små og lysebrune. Lange ben toppet med brede hofter og faste runde balder var ekstra fristende. Det betød stor overlevelsesevne ved flugt og arbejdsduelighed under graviditet. Succeskravet for de unge kvinder på savannen var hensigtsmæssigt for artens overlevelse og videreførelse af mandens gener. Kvinden tilbød sig. Manden valgte.

Filmanmelder i debatindlæg: »Peter Aalbæk følte sig herefter kaldet til selv at fjerne væsken fra mine bryster«

Hundredtusinder af år senere befinder nogle mænd sig mentalt stadig på Afrikas savanne. Blot er hensigten ikke den samme som dengang. Testosteronproduktionen er for dem et middel til underholdning, tilfredsstillelse og til at frembringe den berusende følelse af udøvelse af magt over et andet menneske, ofte en kvinde.

Min første oplevelse med den mandlige magtarrogance havde jeg som ung journalist på min første tv-produktion i begyndelsen af 70’erne. Jeg havde meget begrænset erfaring med tv-produktion, men jeg havde en god historie. Jeg vidste, hvad jeg ville, men det var tv-holdets opgave at omsætte mine ideer. Optagelserne foregik i Sønderjylland, og hele holdet skulle overnatte på den stedlige kro. Fotografen, P, signalerede fra første sekund, at han fandt opgaven kedsommelig, og da nøglerne til værelserne på kroen blev fordelt, kom han hen til mig og sagde lavmælt, så ingen andre kunne høre det: »Jeg regner med, at du kommer ind på mit værelse, så vi kan få et rigtigt godt samarbejde ud af det her.« Der var ikke noget at misforstå. Det var ikke samarbejdet om produktionen, han talte om. Inden jeg fik samlet mig, var han på vej op ad trappen. At skabe problemer er det sidste, man ønsker som freelancer, men adlyde hans ordre, det ville jeg ikke.

Altså måtte jeg væk. Jeg stak en nødløgn. Jeg lagde besked til holdet om, at min søn var blevet syg.

Hver aften kørte jeg 150 km hjem og det samme den modsatte vej næste morgen tidligt, så jeg var klar, inden at dagens optagelser skulle begynde. Det blev en lang uge.

Jeg ved, hvorfor jeg snoede mig ud af konflikten i stedet for at konfrontere den forlystelsessyge fotograf. Mine principper var gode nok, men jeg følte ikke, at min professionelle position var stærk nok til at tage tyren ved hornene – endnu. Men den mulighed fik jeg nogle måneder senere. Til en personalefest blev jeg på et tidspunkt beordret ind på redaktionschefens, B’s, kontor. Jeg var lidt overrasket, men jeg havde søgt en stilling, og jeg formodede, at det var den, det drejede sig om.

I samme øjeblik jeg åbnede døren ind til kontoret, blev jeg overmandet af den småberusede chef, der væltede mig omkuld på en sofa med sig selv ovenpå.

Peter Aalbæk om sexanklager: »Jeg er fløjtende ligeglad«

Nu er jeg ikke et lille fnug, og som habil, veltrænet tennisspiller fik jeg den ildelugtende klump sparket væk, så han tumlede ned over et lavt bord og landede med et brag mellem to stole. Mine lange ben var et sekund om at få mig ud ad døren, og jeg nåede at hvæse »dumme svin,« inden jeg forsvandt.

Jeg var rasende over at skulle udsættes for uappetitlige mandfolk, der ikke kunne styre sig. Men jeg var ikke skræmt eller led under oplevelserne. Jeg tror nok, at jeg opfattede det som en del af uddannelsen til at blive voksen, hvor man skulle kunne manøvrere i stormfyldt farvand og komme helskindet i land. Det var jeg i øvrigt trænet i gennem hele min barndom. Jeg blev i øvrigt fastansat.

Jeg producerede tv-udsendelser i mange år, og jeg har mest arbejdet sammen med mænd. Det har fungeret fint med få undtagelser: P var det brodne kar, og B det dumme svin. På optagelserne land og rige rundt havde jeg næsten mit personlige hold. Kaj var problemknuser, Arne var kreativ bag kameraet, og Stoffer og Niels tryllede med lyden. Et professionelt hold, som fokuserede 100 pct. på produktionen, og som det var en fornøjelse at fejre succeserne med.

Kvinder kan også bruge savannens metoder, og de kan være skamløse, når de udpeger sig et offer. Min afdøde mand, Tommy, var en flot fyr, chef og en dygtig tv-journalist, der var kendt fra tv-skærmen. Den kombination virkede som honning på nogle kvinder.

Jeg har et par gange meget kontant måttet markere mit ”territorium” som hustru over for kvinder, der anvendte alle savannens virkemidler.

#MeeToo gælder for begge køn.

Bente Troense er journalist, forfatter og foredragsholder.

Bente Troense er kendt fra DR, hvor hun fungerede i 21 år med familieudsendelser som Søndagskvisten, Leksikassen og kritiske dokumentarprogrammer.

På TV 2 var hun redaktør og redaktionschef for dokumentarområdet i 15 år med Set&Sket, Reportageholdet og TV 2 dok. som markante titler.

”Baglæns og på høje hæle” er titlen på hendes selvbiografi, der fortæller om et uægte barns kampe for accept og karriere, og hun benytter sine erfaringer fra et langt liv i medierne til kurser i kommunikation.

”Færdigt arbejde – og hvad så? ” er titlen på et af de foredrag, som er populære, fordi mange mister deres identitet, når arbejdspladsen smækker døren i.

Bente Troense er en del af Jyllands-Postens Søndagspanel, der skriver kronikker om søndagen.