Latinerkvarteret må ikke blive en frilandsudgave af Bruuns Galleri

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Trods et par forkølede forsøg midt i 1980’erne flyttede jeg først rigtigt til Aarhus, da jeg havde rundet de 30 år. Jeg husker Aarhus som en venlig og forholdsvis tryg by. Den første tid lånte jeg en sofa hos en halvstuderet kammerat i Latinerkvarteret. Jeg kunne lide området, selv om det absolut ikke var byens mest attraktive kvarter. Området havde rigtig meget kant, og lussingerne blev uddelt med rigelig rund hånd lige uden for døren.

Jeg arbejdede i køkkenet på en af byens dengang nye restauranter, og derfra havde vi en god udsigt til de brolagte gader. Det undrede mig, at så mange biler cirklede rundt og rundt i kvarteret, indtil køkkenchefen smilede til mig og forklarede, at bilerne og de letpåklædte piger i lårkort havde noget sammen. Inden jeg havde fordøjet den oplysning over komfuret var der larm i Volden, og en hel flok gæster nærmest trillede ud af værtshuset Karussellen, der lå, hvor Restaurant Mefisto ligger i dag. Et kæmpe slagsmål stod på i en tid, og pludselig var det slut. Alle klappede hinanden på skulderen og gik ind på værtshuset og drak videre. Sådan var kulturen i kvarteret. Miljøet var hårdt, selv om den nye generation af “værtshuse”, Café Englen og Drudenfuss, havde slået rødder på et tidligt tidspunkt. Gadernes små charmerende butikslokaler blev indtaget af folk, der havde fingeren på pulsen og var modige nok til at åbne butikker og værksteder, hvoraf flere stadig findes i dag.

En lørdag i Latinerkvarteret fortæller alt om, hvor vigtigt det er at se ud over de tendenser, der præger vores dømmekraft. På en god lørdag møder du en sjælden mangfoldighed af lokale fra kvarteret, folk der kommer ind fra forstæderne, krydstogtturister og en klar overvægt af de kreative og kunstneriske studerende, som holder til på “Hipster Hill” i Volden.

Om det var et tilfælde, der gjorde Latinerkvarteret til det store aktiv for Aarhus, vides ikke. Om der er nogle byplanlæggere eller andre, der har haft en finger med i spillet, kan jeg kun gætte mig til. For mig ligner det næsten et patchwork af tilfældigheder, som man ikke kan tænke eller regne sig frem til.

Da jeg ramte Latinerkvarteret, var en delvis sanering sat på hold. Det tilbageværende charmerende fik lov at leve videre. I dag er kvarteret i min optik med til skabe en stor del af den identitet, Aarhus kan være stolt af.

Når jeg går fra Kystvejen om morgenen og op gennem Graven og Klostergade, bobler det i mig. Hele kvarteret stod til sanering og nybyggeri, og i dag fortoner disse få skræmmende 1970’er- og 1980’er-byggerier sig i alt deres forfærdelighed. Hjørnet af Volden og Graven er et eksempel på, hvor galt det kunne være gået. Eller tag hjørnet af Klostergade og Borggade, dog knap så galt som huset i Volden. De seneste år har Anders Holch Povlsen købt massivt op af ejendomme i kvarteret. Han har tidligere vist, at han kan og vil kvalitet. Jeg forstår godt, at en række butiksejere føler sig presset. Om Holch Povlsen har gode intentioner, vil kun tiden vise. Det vil være synd for både Aarhus og Latinerkvarteret, hvis tingene bliver ensrettet og gjort for pænt. Det vil på et splitsekund fjerne den magiske mangfoldighed, Latinerkvarteret rummer, og jeg er af den overbevisning, at en strømlinet renovering og nybygning i kvarteret vil gøre Latinerkvarteret til en frilandsudgave af Bruuns Galleri.

Jeg tror, at Holch Povlsen er så meget aarhusianer by heart – og også for klog – til, at det sker.

Kun tiden vil vise, hvilke muligheder og udfordringer der ligger i det kvarter, der rejste sig fra at være en forkølet og grim ælling til at være måske Aarhus mest attraktive sted – og så skal man ikke betale entré.