»Det sværeste og det skønneste for en mand er at bo sammen med en kvinde«

Han ringer, fordi jeg har sendt ham en mail. Han har lige udgivet sit andet album. Det første kom i 2013 og hedder ”Gå”, og det nye hedder ”Som en hund uden snor”. Jeg hørte ved et komplet tilfælde nummeret ”Farmor Farfar” på nettet, og det gav mig simpelthen så mange minder om min mormor, der døde for fem år siden. Jeg elskede hende, og jeg kunne høre, at Kim Sagild på samme måde elskede sin farmor og farfar, hvilket er det, han synger om på nummeret. Jeg måtte bare tale med ham om det nye album.

»Langenæs, bor du der? Jamen, det er jo ikke langt fra mit studie i Bissensgade, du ved, nede bag Aros, jeg smutter da lige forbi med en cd.«

»Øh, nej, Sagild, det gør du så overhovedet ikke,« sagde jeg, der sad med uglet søndagshår og drak kaffe i min seng, selv om klokken var over fire om eftermiddagen.

»Jo, det kan jeg sagtens, det vil jeg gerne.«

Nå, men ved I hvad, jeg sagde bare det, jeg har tænkt i cirka 30 – ja, 30 år.

»Du er for smuk, Sagild, jeg vil ikke ha’, at du kommer hjem i min lejlighed. Slut!«

Jeg havde redt mit hår og hørt Sagilds album en del gange, da jeg ringede på dørtelefonen i Bissensgade et par dage senere. Jeg var nervøs. Mærkeligt, det er jeg sjældent. Jeg havde bestemt mig. Jeg ville kalde ham ved hans efternavn. Sagild. Sådan en stjerne, sådan en smuk mand kan man ikke kalde ved fornavn. Kim? Nej, nu må I altså holde op.

Okay, han var endnu smukkere i virkeligheden, Sagild, og bare så imødekommende, altså, må jeg mon skrive det, uden at hans kone gennem 31 år, Anne, der er arkitekt og industriel designer, ruller mig i en kokasse? Jeg skriver det. Kim er så kærlig og så nærværende fra det sekund, man møder ham. Kim? Ja, ud med Sagild. Han er så lidt et ego, selv om han har arbejdet med og produceret de allerbedste sangere og bands i Danmark i årtier. Jeg holdt op med at være nervøs med det samme.

»Jeg mener noget, og det har jeg lyst til at fortælle,« siger Kim Sagild.

Og bange er han ikke. På trods af de 31 år med Anne får parforhold og ægteskab et ordentlig hug i nummeret ”Ene mand”, hvor nogle af sætningerne lyder sådan her:

»Der er nogle, der spørger,

der er nogle, der sørger.

Det at være menneske

er så svært, så svært

det at være mand ligeså,

»Altså, hvor kommer de ord fra, du er lige fyldt 64, er der noget, du har fortrudt, hvorfor ”disser” du parforhold og ægteskab, det forstår jeg ikke?« siger jeg og drikker en slurk af kaffen, der er god, stærk og hot, den bliver serveret i glas i studiets store og hyggelige køkken.

»Jamen at være mand ér svært, det er det vel også at være kvinde, men nu er jeg jo en mand, og det køn har jeg så erfaring med. Det, som jeg gerne vil sige mellem linjerne i ”Ene mand”, er, at vi mænd prøver så godt, vi kan, du ved, at være dét, I kvinder ønsker jer, og dem, I gerne vil elske. Men I skal vide, at det sværeste, men også det skønneste for en mand er at bo sammen med en kvinde. Vi prøver, men det er altså så svært. Det er dét, nummeret handler om...«

»Det sværeste, skal jeg virkelig skrive det først? Mener du ikke, at det skønneste for en mand er at bo sammen med en kvinde? Er det ikke det, der skal stå først?«

»Nej, hahaha...« griner Kim.

»Okay, så lad mig spørge på en anden måde,« siger jeg og ser på stjernen Kim Sagild, der drikker den tyndeste kop kaffe, jeg tror, der nogensinde er lavet og drukket i Aarhus. En halv teskefuld nescafé til et stort glas kogende vand. Noget rigtig lysebrunt sjask.

»31 år har du delt seng og liv med din Anne. Hvad er det skønneste og det sværeste så ved ægteskabet eller parforhold for dig?«

»Først og fremmest har vi fået den mest vidunderlige søn sammen. Han hedder Bror og er 19 år. Glem alt andet, jeg elsker alt ved ham, alt, og så kommer Anne, haha, sådan er dét. 31 år? Jamen der er noget utrolig smukt ved at række sin hånd ud til et andet menneske og sige: Dig vil jeg følges med resten af livet, men så, ja, så bliver ens forhold jo ”beskudt” fra højre og venstre, fra alle sider hele tiden og med en masse prøvelser og udfordringer, det er sgu ikke nemt, det er det sværeste, og det handler mange af mine sange om. Men faktisk så tror jeg, at det er meget værre at være alene...«

Kim Sagild har to fuldstændig crazy berømte søskende – googl Kim, og I vil se, hvem de er – i dag her i klummen handler det kun om talentfulde, kærlige, kloge, musikalske, gæstfrie og smukke Kim.

Først komponerer han musikken, så kommer teksten.

»Jeg elsker, når jeg får mine ord til at passe med den musik, jeg har lavet. Det er en fantastisk følelse. Jeg går meget, også i Aarhus, der er blevet min by. Jeg elsker den, og når jeg går, tænker jeg så godt. Jeg tænker frit. Så frit.«

»Jeg har gået ”Caminoen” – den spanske pilgrimsvandring – i 14 år i træk. Mange hundrede kilometer. Jeg går alene, men møder jo mange andre på vejen, der også går. Jeg sover på sovesal med, ja, nogle gange over 40 mennesker.«

»40?«

»Ja. Jeg elsker at gå ”Caminoen”. Gentagelserne i turen, i stederne, og så alligevel så meget nyt. Hvert år glæder jeg mig helt vildt, og jeg forbereder mig i flere måneder herhjemme med kæmpe lange gåture. Jeg elsker gentagelser, det samme om og om igen. Sådan er det også at lave musik, gentagelse på gentagelse, og når man har et barn og en kvinde, en familie, så er det også det samme om og om igen, men for mig giver gentagelser en enorm frihed.«

»Frihed, ikke forstået?«

»Alle gentagelser kalder på nye tanker, nye skridt og nye udfordringer. Det skriver jeg også om i mine tekster. Jeg håber virkelig, at de, der lytter til mit album, mærker og lader sig inspirere af det. Måske får de endda lidt håb...«

»Nye skridt? Vi er ved at blive gamle, Kim...«

»Jeg glæder mig til de næste 20 år. Det bliver så spændende, jeg ved det.« Kim Sagild drikker den sidste tår af sin sjaskede kaffe.

»Hæslig tanke, døden...« siger jeg.

»Fuck døden, nu skal jeg ud og købe salat til min familie...«

Kim Sagild rejser sig fra bordet i sit studie, skubber stolen ind og sætter vores glas over i vasken. Han ser grinende på mig.

»Jeg kan ikke arbejde, hvis der er rodet og ulækkert i studiet. Der kommer mange musikere her hver eneste dag, flest unge, de er skønne, men jeg vil ha’ - og det er jeg ret skrap med – at her skal være smukt og lækkert, altid. Og de kender efterhånden godt min regel nummer 1: Den sidste, der forlader studiet, bærer skraldet ud!«

Jeg lukker min store, sorte notesbog og rejser mig også.

»Skal jeg køre dig hjem?«

»Nej tak, Kim, jeg går...« siger jeg og giver ham et stort knus og et kys på kinden.

Undskyld, Anne, jeg kunne ikke lade være.