James Bond fra Rosenhøj

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der var engang en dreng, der boede i Rosenhøj og gik i 2. klasse. Han hed Steen Mengel og blev siden en stor forretnings- og byggeboss, men det kommer vi til.

Altså lille Steen på otte år var som en voksen. Han passede på sin to år yngre lillesøster, mens han vaskede tøj og gjorde rent for sin far, der ofte var ude i et alkoholmisbrug.

»Jeg holder meget af min far, og han gjorde også gode ting for mig, men det var hårdt. Det var meget forskelligt, hvor meget far drak, men når det stod rigtig galt til, blev og bliver han helt utrolig aggressiv over for alle mennesker,« siger Steen Mengel.

»Også over for din søster og dig?«

»Ja.«

Steen Mengels forældre blev skilt, da han var fire år. Moderen, der var psykolog, flyttede til København og fik sig et nyt liv der. Faren sumpede, og Steen klarede ærterne.

»Jeg bliver nødt til at sige til mig selv, at de gjorde det, så godt de kunne. Det gør alle mennesker, og man kan jo vælge at sætte sig ned og være bitter og have ondt af sig selv, men sådan har jeg det ikke. Jeg har valgt at bruge mine forældres manglende nærvær og omsorg for mig og min søster til at vise mine fire børn vej i livet på en helt anden måde. Da du sagde til mig, at denne samtale skulle handle om, hvordan jeg blev en mand, så tænkte jeg: Jeg gik fra at være en stor dreng til at blive en mand, da jeg blev far. For mig er nærvær nummer et på listen og så at gøre ting med mine børn. Jeg ville ønske, at min far havde haft lyst til at være med mig til bare nogle af de ting, jeg gik til som barn.«

»Og det var?«

»Jeg sejlede i optimistjolle, spillede fodbold, tennis og badminton. Mange forskellige aktiviteter. Og jeg var god til det, men min far har aldrig hverken anerkendt eller rost mig, heller ikke da jeg blev voksen. Det har jeg også gjort anderledes med mine egne børn.«

Steen Mengel vil bruge tid sammen med sine børn. Meget tid. Han træner sin søns fodboldhold og cykler i skoven med børnene, smører madpakker, leger med dem, men først og fremmest er han 100 pct. til stede, når han er sammen med dem.

»Jeg taler med dem, ikke sådan babyagtigt, men som en voksen, en guide for dem, og jeg lytter og lever mig ind i det problem eller den udfordring, de står i lige nu. Jamen, jeg er helt vild med mine børn, bare så totalt forelsket i dem. Det er dem, der har gjort mig til den mand, jeg er.«

Nærvær. Steen Mengels nærvær over for andre mennesker – også ud over hans børn – er så stærkt, når man er sammen med ham, at man savner det, så snart han går.

»Har du det nærvær fra din mor, hun var jo psykolog?«

»Næh, jeg har netop manglet omsorg og nærvær fra både min mor og min far, men man bestemmer jo selv, hvordan man vil være som forældre, og jeg ville gøre det totalt anderledes end dem. De var jo ikke som sådan onde. De har sikkert gjort det så godt, de kunne.«

»Har du haft en god barndom?«

»Hmm, ja, det synes jeg. Jeg mener, jeg har jo kun haft den barndom, jeg har. Jeg har ikke noget at sammenligne med, vel?«

»Det har du da. Du kan sammenligne din, synes jeg, helt urimelige barndom som en lille voksen, der ikke bliver set af dine forældre, med dine børns barndom …«

»Ja, og så er jeg ikke i tvivl! Så vil jeg da hellere være mine børn! Der skal meget kærlighed og anerkendelse til, så et barn kan vokse …«

»Og du har fået dine ar?«

»Det har jeg. Jeg har kæmpet og lært og kæmpet igen. Men for et par år siden gik jeg helt i stykker. Først var det stress, så blev det til en voldsom angst, og så en lang depression. Det hele varede omkring to år, hvor jeg var meget langt nede. Jeg tog ikke medicin, jeg begyndte at dyrke yoga og meditere. Det var den lange vej, jeg valgte, men det er jeg glad for i dag.«

»Hvad var du angst for?«

»Alt muligt. At gå i Føtex eller på Strøget. Du ved, mange mennesker. Jeg var tryggest hjemme hos mig selv. Jeg mærkede det også fysisk. Havde svært ved at trække vejret, havde ubehag og meget ondt i maven. Det er også det, der gør en til en mand, at man tager kampen op, at man ikke har ondt af sig selv, men virkelig, virkelig står ansigt til ansigt med døden og dermed i sidste ende vælger livet.«

»Hvad mener du, havde du selvmordstanker?«

»Nej, ikke som sådan, men jeg nåede dertil, hvor jeg var ligeglad med at leve eller dø. Nå, tænkte jeg. Så lad mig da dø. I Vesten er vi så forhippede på at leve et lykkeligt liv. Det har jeg også været. Men for mange hundrede år siden i Kina, da var det grimt, at kvinderne havde store fødder, så de fik snøret deres fødder ind, og de blev forkrøblede og kunne ikke gå. Det er det samme, der sker med os her i Vesten. Hvis vi pakker vores følelser ind, så bliver vi også forkrøblede, så kommer vi heller ikke videre. Man skal for alt i verden ikke undertrykke sine følelser.«

»Heller ikke når man er en mand?«

»Især ikke når man er en mand! Det var og er mit ansvar, at jeg fik det bedre. Selv om det gik langsomt, så kom jeg ud i lyset igen. Jeg har det godt nu, men jeg levede mange år på kanten, pressede mig selv, passede ikke på mig selv. I dag ved jeg, at jeg skal stoppe op, tale om hvad det er, der foregår, søge hjælp og ikke glemme. Nej, aldrig glemme, at der er hjælp at få. Døden er ikke en løsning! At kæmpe den kamp i de to år, depressionen og angsten varede, men først og fremmest det at være far, har gjort mig til en rigtig mand. Du ved, måske ikke som James Bond, men i hvert fald som mig.«

Steen Mengel smiler.

»Hvis jeg nu siger, at du er James Bond fra Rosenhøj, at du kæmper flot med dig selv og for andre, at du udretter store ting med dine bygninger, at du gør en stor forskel for mange mennesker, hvad siger du så?«

»Så siger jeg tak.«

»Men, Steen, James Bond har jo også alle de flotte kvinder, har du også det?«

»Ha, ha, ha, ha, ha ...«

Steen Mengel kaster sig tilbage i stolen. Han kommer lidt til sig selv, men griner videre.

»Jeg ved i hvert fald, at jeg ikke er til mænd.«