»Jeg tror, at AGF vandt mesterskabet i år, fordi de har spillet i Vejlby«

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Forleden bragte denne avis en historie om ængstelige og overvægtige kæledyr. Efter signende giver vi vores kæledyr lidt for meget mad, og så lider dyrene under forventningspres. Kæledyr skal præstere alt muligt i dag, de skal med rundt, i sommerhus og på ferie og i supermarkedet. Vi vil og kan alt for meget med de stakkels kæledyr, så de bliver ganske ængstelige, ja måske ligefrem stressede.

Det fik mig til at tænke på AGF, Aarhus Gymnastikforening. Ja, altså hvilken aarhusianer tænker ikke på byens hold lige nu, og det helt vidunderlige mesterskab. Min kære far spurgte mig, om jeg husker det sidste mesterskab i 1986, og ja, det gør jeg bestemt. Da gik jeg i 6. klasse på Næshøjskolen i Harlev i Aarhus, og John Stampe og Flemming Povlsen var stjernerne.

Men det skal slet ikke handle om Harlev eller om Povlsen. Vi skal til Vejlby, hvor jeg boede med min mand fra 2012 til 2023, fordi min mand var præst ved Vejlby Kirke i den periode. Jeg skal nok lade være med at gå Christian Henriksens Vejlby-klummer i bedene, selvom vi har boet i det samme hus, og selvom jeg er ganske vild med Henriksens gamle far, der var provst og en art konge i Vejlby sammen med salig biskop over Aarhus Kjeld Holm, der må fryde sig over mesterskabet henne på kirkegården, hvor han ligger begravet.

Men jeg er nødt til at sige, at jeg tror, at AGF vandt mesterskabet i år, fordi de har spillet på det undseelige, midlertidige stadion i Vejlby.

Her har holdet kunnet mærke publikum helt tæt på, og her ville det måske også være ok ikke at lykkes, men sådan gik det heldigvis ikke. Vi er mestre, og hele Aarhus er på den anden side. Mænd hænger i lygtepælene, og Busgaden har været lukket. Selv Peter Viggo Jacobsen holdt fri søndag d. 10. maj, hvor det hele blev afgjort.

Snart skal AGF igen spille ude i det fornemme Marseliskvarter, og det bliver sikkert helt forrygende, men Vejlby kan noget. Vejlby er ikke Risskov. Vejlby er rå, Vejlby er der, hvor mine drenge lærte Vejlby-drengenes særlige sammenhold at kende. Vejlby er ikke pæn. Vejlby er akademiker-ghetto og Friis & Moltke. Vejlby er modernismens fremtidstro og veje, der gennembryder den gamle landsby. Vejlby er en art socialdemokratisk drøm, hvor der bygges høje huse til alle. Jeg hørte engang en socialdemokratisk minister, der simpelthen fik det godt ved at køre forbi Veri-centeret. I Vejlby har man ikke alt for høje forventninger. Hverken til sig selv eller andre. I Vejlby får man tingene gjort, mens man forklarer sig, når fremmede skal køre en hjem. Du er nødt til at dreje af, siger man så. Vi skal om på den forkerte side af Grenåvej.

Jeg tror, at det er godt for mennesker og for kæledyr ikke at køre tingene op. Man skal hellere tage det sådan lidt Vejlby-agtigt. Man må stå ved, at der er meget beton, og at det kunne have været bedre og pænere. Til gengæld holder man sammen. Jeg tror, at det forklarer et eller andet, både som værn mod ængstelighed og som en magisk forklaring på mesterskabet. Selvfølgelig ved jeg godt, at det handler om mange års fokuseret indsats, dygtige spillere, trænere og ledere samt bestyrelse og ejere. Tillykke. Men jeg må indrømme, at jeg var nødt til at skrive denne klumme, da jeg kom til at fælde en tåre over, at både Helmig og kong Frederik var på station i Vejlby her til den sidste kamp i søndags. Min bror var der også, og min veninde sendte billeder af fadøl fra Tangkrogen.

Jeg går tidligt i seng, men med et smil på læben og en kæmpe kærlighed til Vejlby. Og lidt til AGF også. Og til hele Aarhus. I morgen er der endnu en dag.

Keep them coming!