Rene ruder fører til et renere sind

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvert år når foråret kommer, og lyset tager til, undrer jeg mig over, at jeg har kunnet leve med så beskidte vinduer hele vinteren. I endnu en runde har jeg åbenbart ikke bidt mærke i, at fedtpletter, støv og aftryk af beskidte hundepoter har stået i vejen for mit klare udsyn til verden. Det er ret umoderne at indrømme (og som tidligere direktør på KØN – Gender Museum Denmark ekstra omkostningsfuldt at stå ved), men jeg elsker at gøre rent! Især at vaske vinduer. At trække en varm, hårdt opvredet klud hen over en beskidt vinterrude føles som at genvinde evnen til at stille skarpt, efter at have været indhyllet i tåge. Rene ruder skaber fri passage for lyset og for udsynet. Det er balsam for sjælen.

Det der med at vaske glasoverflader rene og lade solens stråler gennemtrænge materialet optager mig faktisk en del i øjeblikket. På min arbejdsplads, Glas – Museet for glaskunst i Ebeltoft, er vi nemlig i gang med en temmelig vild proces, der trækker maksimalt på museets seje team af ansatte og frivillige.

”Alt! Hele samlingen, hele tiden” kalder vi en hovedkulds idé, som bevirker, at vi i skrivende stund er mere end halvvejs i en omfattende udstillingsproces med at få renset og iscenesat museets totale samling af glaskunstværker. Der er tale om intet mindre end 1.806 værker. Værker, som i sin helhed er fortællingen om et museum, der blev til i 1986 og siden har set det som sin ypperste rolle at formidle glaskunstens nationale og internationale historie. Værker, som enkeltvis er 1.806 individuelle historier fra individuelt skabende hænder.

Jeg har arbejdet på museum, siden jeg blev færdiguddannet fra Aarhus Universitet i 2006, og bilder mig derfor ind at have et stort kendskab til kuratering, formidling og samlingers betydning. Alligevel overrasker det mig i øjeblikket, hvor alsidig og uhomogen en størrelse, Glas’ samling er. På trods af det faktum, at samtlige værker i en eller anden grad er skabt i glas, er værkerne i deres helhed udtryk for vidt forskellige tidsaldre, former og teknikker – alt sammen i et vidunderligt krydsfelt mellem kunsthåndværk, design og billedkunst.

Hidtil har alle de her værker stået skulder ved skulder i mørket på træhylder i museets lavloftede kælder. Igennem snart 40 år har de tålmodigt ventet på, at det ”skulle blive deres tur” til at kravle længere op ad trappen i huset og lade sig gennemtrænge af solens lys i mødet med publikum. Og nu sker det altså. Ikke bare for enkeltstående værker, men for samtlige.

Samlingsudstillingen ”Alt! Hele samlingen, hele tiden” sigter bevidst mod at vende de traditionelle principper for udstillingsproduktion på hovedet. I stedet for at holde dørene lukkede frem til en udstilling står fiks og færdig, inviteres publikum med ind i processen for at bevidne projektet vokse sig større dag for dag. Hver dag placeres de nyvaskede værker på nye hylder, og hver dag styrkes fortællingen om studioglas-bevægelsens gennembrud i Danmark, hvor glasset ændrede karakter fra industrielle produktioner til kunstneriske udtryk skabt på små værksteder.

Mens nogle af glaskunstværkerne er blevet til ud fra tekniske forudsætninger og er håndværksmæssige magtdemonstrationer, indeholder andre værker en stille poesi med personlige skæbnefortællinger. Mens nogle værker vejer det samme som en fuldvoksen havegrill, er andre værker florlette og må håndteres med ekstrem sårbarhed. Mens nogle værker er farveeksplosioner, der naturligt fortryller sit publikum, er andre værker indadvendte, mørke og kalder på en hjælpende hånd til at blive fortolket.

Og for hver dag, der går, og samlingsudstillingen spreder sig i alle kroge af museet, føler jeg mig heldig. Ikke bare fordi, det er forår, og jeg har genfundet min glæde ved rene vinduer, men fordi det er en gave at få lov til at sidde med 1.806 individuelle historier i sine hænder og stifte bekendtskab med, hvad der er kastet af tid, tanker og intentioner i hvert enkelt objekt. Og alle de her fortællinger, alle de her kunstneriske bevæggrunde og idéer var jo ikke kommet frem i dagens lys, hvis det ikke (beklager den banale analogi!) havde været fordi, at glasset netop er blevet renset og sat frem i dagens lys.

Min pointe er, at når vi vasker vores ruder og tillader lyset at trænge igennem, så frigør vi også historier, vi udvider vores syn på verden, og vi lærer hinanden og vores individuelle motiver at kende. Med andre ord: Hvilke vinduer kalder på at blive gjort rene i dit liv?