Efteråret er kommet til Vejlby, og GF er hverken døde eller borte - langtfra

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi er allerede et godt stykke inde i efteråret. De første småstorme har pustet til os, og de få træer, der endnu vokser ved vejene i Vejlby, er ramt på både farven og antallet af blade. Efteråret er med andre ord i gang med at sætte sit aftryk – både i Vejlbys forholdsvise sparsomme vegetation, men også i deres sind.

Hvor foråret for mig står for det nye, det smukke, det spirende og det blomstrende i alle ordets betydninger, så står efteråret for det stik modsatte.

Her er det, som om vemodet og tristessen overtager. Som om døre langsomt lukkes i, og man må tage månedlang plads i et intetsigende venterum, hvor man er tvunget til at se på citatplakater og læse i magasinet Helse.

Mange jeg kender, har det dog helt anderledes og ligefrem lovpriser efterårets varme farver med mulighed for hjemlig hygge foran pejsen alt imens Thomas Helmig i baggrunden synger ”og jeg kan huske, at jeg syntes, det var smukkere end sommer, da efteråret kom”. Ikke mig, jeg slår jeg op i banen og bliver trist og har lige så lidt lyst til efteråret, som jeg har til at se borgmesterens TikTok-videoer eller til at gå en tur langs Ndr. Strandvej nede i Risskov.

Og jeg ville, hvis jeg kunne, tage fat i kraven på det og fortælle, at nu kan det godt pisse af med dets rødbrune hyggenygge-farver, dets evindelige blæsevejr og depressive begyndende mørke.

Allermest forsager og forsværger jeg dog efteråret, fordi det ofte er her, det går galt for AGF. Ofte her, at sprækkerne i fundamentet begynder at vise sig, at resultaterne svigter, spillet stivner, og vi langsomt ryger den forkerte vej i tabellen.

Men i år er virkeligheden, som skrevet i seneste klumme, blevet en anden. I år sætter vi Vejlby-proppen i flasken med de kætterske tanker, og i stedet efterlader vi efteråret i midterrabatten på Grenåvej. For når vi både har Jakob Poulsen som indpisker og træner – jeg skrev jo, det ville blive godt - og når vi samtidig synger så højt at det kan høres nede i Risskov og oppe på Riisvangen - så kan efteråret komme alt det, det vil. For der er kampe og sange nok den næste tid til at overkomme både efterår og vemod.

Og apropos sange er jeg en hund efter fede fansange. Jeg lader mig nemt rive med, og indimellem går det hele op i højere enhed, når alle fansanges moder ”I troede vi var døde og borte…” gjalder udover Vejlby Stadion. Og jeg bliver ikke alene revet med og godt underholdt, men som gammel dansklærer bliver jeg også inspireret på et noget andet niveau.

Derfor vil jeg i dag præsentere en såkaldt Vejlby Skole-digt/sang analyse af netop ”I troede vi var døde og borte”. Præsentere en analyse, som var den skrevet af en af mine tidligere elever ud fra forlægget om ”at lav en digtanalyse, hvor du kommer omkring digtets klassiske virkemidler såsom opbygning, versefødder, komposition og sproglige virkemidler.”

I troede vi var døde og borte, I troede vi ville forgå, Men blå/hvide er vi af hjertet, Og ‘GF vil altid bestå.

Med blod, sved og tårer vi fejrer, De modigste helte fra byen, I taber jo modet og blegner, Når ‘GF slår ned som et lyn.

Bum - således teksten simpel, god og nem at synge. Her kommer analysen så (med fri kommatering.)

”I troede vi var døde og borte” er et mega nice århusiansk digt fra omkring årtusindskiftet eller lidt senere måske. Det må være skrevet af en kæmpe AGF-fan, men derudover aner jeg ikke et klap om hvem forfatteren er, men jeg synes jeg kan fornemme at digtet/sangen handler om noget fællesskab, en masse kampånd og så har den vist også noget man kan betegne som en vi-følelse – eller hvad det nu hedder – i sig. I mine øjne kunne man snildt bytte GF ud med Vejlby – det vil ingen studse synderligt over. Vejlby vil aldrig forgå og altid bestå uanset hvad Socialdemokratiet finder på af nye byggeprojekter.

Men tilbage til digtet, som i form og opbygning består af to strofer med hver fire vers. Og det rimer i anden og fjerde strofe, men åbenbart ikke i første og tredje. Det ved jeg sgu ikke hvorfor det ikke gør eller hvad forfatteren har tænkt, men de rim, der er, passer meget godt (forgå/bestå, byen/lyn).

Når jeg læser digtet højt for mig selv, tænker jeg det både er lidt mærkeligt, men også lidt fizz. Men jeg synes også det virker meget mere til at det skal synges af mange mennesker på en gang. Og ikke læses højt.

Der er også noget med de sproglige virkemidler og dem skulle jeg faktisk ikke lede længe efter. Allerede i første linje synes jeg forfatteren sparker til den og det er som om den ukendte forfatter også ”føler den lidt”, som man siger i Vejlby. For eksempel er den der modsætning mellem “I” og “vi” noget, der sgu er til at forstå for de fleste. “I” må jo være modstanderne, mens “vi” repræsenterer os, De Hviie (og Vejlby). Hermed skaber ham forfatteren det der klassiske og tydelige fjendebillede, som vi kender fra vores forhold til dem nede fra Risskov, Fremad, borgmesteren og Skovbakken. Og som manifesterer os og det sammenhold vi har.

Metaforer er der dæleme også mange af synes jeg - og de er sovsetykke:-): “blå/hvide er vi af hjertet”, som den første, understreger, at klubbens farver er en del af fansenes identitet. Blå og hvid, lissom i VIK. På samme måde bruges udtrykket “med blod, sved og tårer”, der signalerer offervilje og hårdt arbejde. Det hele slutter og kulminerer i sammenligningen “slår ned som et lyn”, hvor De Hviie fremstår som en uforudsigelig og voldsom naturkraft, lidt som i Game of Thrones, der skaber frygt hos modstanderne. Ligesom vi skabte frygt i Vejlby i gamle dage når vi var efter jordbesidderne nede på Vejlby Fed…” (i det her afsnit har jeg også fået lidt hjælp af ChatGpt bare lige så du ved det, Christian).

Sådan her kunne eleven givetvis have blevet ved… Men ved I hvad? Analyse og min bare r.. Vi er ikke i skole, vi er på stadion. Og det er med AGF-sange, som det er med Thomas Helmigs; De skal synges, ikke hverken reciteres, analyseres eller for den sags skyld læses højt.

Og for lige at runde det med sangene af på ordentlig vis, så lad mig afslutte med slagsangen fra mit tidlige fodboldliv i Vejlby og som den lød når vi baskede VRI:

”Vi er blå, vi er White/vi er bare en vejlbyknejt”.

Og grin I bare – både i forhold til rim, opbyggelighed og sproglige virkemidler, for ikke desto mindre var det den, vi en kort overgang sang i omklædningsrummet i Vejlby i 80’erne. Og den opmærksomme og nostalgikendte læser vil sikkert kunne genkalde sig, at den lægger sig tæt op ad originalen Gunnar NU-rappen (We are Danish Dynamit) fra 1984. Forskellen mellem den og vores var blot, at Gunnar NU-rappen blev det års mest solgte single. Derudover var der vel ikke synderlig forskel i kvalitet.

Så lad bare bøgen falme i Vejlby, lad de brune og røde blade hvirvle rundt på Hvidkildevej og omkring stadion og lad efterår være efterår. Med et mesterligt sangkatalog er vi nemlig klar til, at De Hviie manifesterer positionen som nummer et i dansk fodbold. Og Silkeborg bliver næppe et benspænd eller bump på den færd.

KSDH!