I Vejlby ser vi fodbold – på Riisvangen snakker de om det

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

»Jeg synes faktisk godt, det kan noget, det stadion her…,« hørte jeg en mand sige til en anden på stykket mellem pissoirerne og tribunepladserne. Det var i pausen under den seneste hjemmekamp på Vejlby Stadion mellem AGF og Fredericia.

For udenforstående og almindeligt dødelige ikke et udsagn som ville vække synderligt opsigt. Men for os i Vejlby med hang til De Hviie var det stort og kan nærmest oversættes til: »Fuck, hvor er det er pissefedt i Vejlby.«

Og det er pissefedt i Vejlby for tiden. Ikke bare på stadion og på tribunerne. Også spillet på banen, som vi normalt ikke beskæftiger os med i denne klumme, har nået den rette flyvehøjde og er blevet ja, pissefedt. Det er næsten som om en ny fodboldvirkelighed har indfundet sig i Vejlby hos De Hviie. En virkelighed, vi ikke har været vant til og som nærmest virker sådan helt naturstridigt.

Jeg sagde til Christian Thye-Petersen - AGF’s kommunikationschef - i pausen under sidste hjemmekamp, at jeg for tiden er fuldstændig rolig og total i zen og sync, når det kommer til De Hviie og 90 minutter. Det er dælendytme mange år siden, jeg sidst har været det.

Han kunne nok se, hvad jeg mente, men som kommunikationschef og med styr på den del af forretningen er han jo også garant for ikke sådan lige at lade sig rive med. Slet ikke af en vejlbyers overdrevne optimisme. Selvom det - selv for ham - må være lidt svært ikke at rives med for tiden. For jeg har da sjældent oplevet et hold på Vejlby Stadion være så dominerende som AGF var mod Fredericia. Ja, sidst jeg oplevede det var vel i 1998, da VIK overbevisende slog VRI i en lige så ensidig affære.

Så det går jo godt i Vejlby – som man siger.

Men selv når går godt, skal man bevæge sig, så det gør vi. Og med sanseapparatet på vid gab tillod vi os at tage på en såkaldt studietur. Ud af Vejlby, væk fra det vante og kendte og ud for at se noget nyt, der (måske) kunne inspirere.

Og så skulle man tro den skulle have en over studieturs-nakken med fly og hotelophold til Anfield, Bernabeu eller Olimpico. Men nej, på denne vores første af slagsen, var vi ydmyge og vi skulle ikke længere væk end fem minutter fra Vejlbygade. Destinationen hed Riisvangen Stadion, Hans Egedes Vej 21, 8200 Aarhus N. Og den kunne nås på cykel.

Riisvangen, kvarteret hvor vejene er opkaldt efter polarforskere og grønlandske stednavne, og hvor det kreative segment og de politisk korrekte mennesker enten bor eller står i kø for at bo. Men også kvarteret, hvor de Radikale og Alternativet står stærkt, og hvor folk med hang til vegetarretter, Hørkram og genbrugsbutikker finder deres ligesindede. En slags aarhusiansk Østerbro, hvis man læser med fra København.

For alle os andre er Riisvangen mest kendt for at være dér, hvor Vejlbys sydlige del slutter, og hvor skoven og duften af ramsløg i maj måned er både minderig og vidt berømt og endelig er Riisvangen dér, hvor Grenåvej deler sig mod enten by og havn eller Ringgade og Universitet. Lige der og midt på Riisvangen (man siger på) ligger stadion og fodboldklubben Aarhus Fremad, som selvfølgelig er den egentlige og faktiske grund til vores studietursbesøg. Vi skulle med andre ord se nærmere på, hvad Aarhus Fremads setup kunne byde på denne fin sensommeraften på Vangen? Hvordan var stemningen, hvad drak og spiste man, hvad skete der på langsiden og i det hele taget bare mærke, om der var noget at tage med hjem.

Og lad det være sagt med det samme - det var der ikke, men til gengæld var der rigtig meget andet, som vi lagde mærke til. Og for at skabe overblik, har vi gruppereret det hele i en overskuelig matrix eller kasser, som man rettelig siger i Vejlby:

Men på trods af ovenstående matrix med pudsige og småbizarre oplevelser, så kommer jeg aldrig til at holde med Aarhus Fremad. For det første er det en medløberklub, som har mere tag i og mestendels appellerer til studenter, TikTok-borgmestre og den talende kreative klasse end os med forstand på rock’n’roll og fed fodbold…

For det andet fordi Riisvangen er stedet, hvor Vejlbys hadeklub nummer et i Aarhus blev grundlagt og i mange år havde hjemme, nemlig Skovbakken. Skovbakken som (også) spillede i gult og som senere flyttede til Vejlby og blev den evige torn i Vejlbys øje.

Et andet hold, også i gult, og som også altid har været tornen i AGFs øje kommer i morgen til Vejlby. Brøndby. Og som altid så lover jeg fuld smadder fra tribunerne. Ikke mindst fordi vi i skrivende stund er alene i spidsen af Superligaen. Ikke på en delt førsteplads. Ej heller på en delt målscore. Alene, venner! Og klokken tyve søndag aften kan Brøndbyspillerne og Steve Cooper kigge ud af bagruden på spillerbussen, når de ruller ud på Vejlby Centervej og konstatere: »Det var ligegodt satans, som de kan i Vejlby.«

Og hvem ved, måske jeg igen, på en søndag sidst i september, møder to mænd mellem pissoirerne og tribunen, hvor den ene igen konstaterer: »Jeg synes faktisk godt, det kan noget, det stadion her,« og så ovenikøbet tilføjer »… og det kan AGF også«.

KSDH!