»Jeg tænker dagligt på AGF-guld på Vejlby Stadion som en realitet«

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Engang var Vejlby en driftig landsby, som sikrede mad på bordet til den voksende befolkning i Aarhus. I dag er Vejlby en af mange forstæder, som de fleste aarhusianere nøjes med at køre forbi på de tresporede indfaldsveje. Men vi er stadig ikke sådan at løbe om hjørner med. Så når AGF fra februar får hjemmebane på Vejlby Stadion, er det nyttigt lige at slå et par ting fast.

Vejlby gider vi ikke noget pis med hverken de hellige, de korrekte, de rigtige, de økologiske, de rige og de smarte …

… For i Vejlby ved vi, hvad vi vil, og i Vejlby tager vi altid slagsmålet og konfrontationen, og vi tager det up-front og uden tøven. (”8240 Vejlby”, Christian Henriksen, Byens forlag 2021)

Sådan skriver jeg i bogen ”8240 Vejlby”. For sådan er det i Vejlby. Og sådan bliver det også, når Vejlby Stadion den 23. februar 2025 lægger græs til AGF-AaB.

For første gang i AGF’s over 100 år lange historie skal AGF spille en hjemmekamp væk fra stadion. Lad venligst være med at kalde det Kongelunden eller Ceres Park eller noget helt tredje. Det hedder stadion.

Og AGF skal væk, fordi klubben selv og mange andre mener, at tiden er løbet fra Aarhus Stadion og de dertilhørende faciliteter i Marselisborgskoven, og fordi man mener, at AGF først kan blive mestre, når det får et nyt stadion med tilskuere tæt på og ingen løbebane. Selv kan jeg nu godt lide stadioner med løbebaner. Det kan noget. Tænk bare på Olimpico i Rom eller Monumental i Buenos Aires eller det gamle stadion i Vejlby.

Nu skal AGF så i to år have hjemme andetsteds, og det andet sted er så blevet Vejlby.

At det netop er Vejlby, der skal huse AGF, er denne kroniks egentlige ærinde.

For når Vejlby nu er som beskrevet i begyndelsen, så er det nok en god idé, at vi får fortalt både AGF, de besøgende og medierne, hvad de går ind til, og hvad der egentlig er på spil her i Vejlby.

For udover den beskrevne rock’n’roll-attitude, så er Vejlby også noget andet. Eller rettere var noget andet. For ikke så længe siden var Vejlby nemlig en idyllisk forstad til Aarhus med gadekær, ældgammel kirke, en velbygget folkeskole og et endnu smukkere gymnasium. Det hele toppet med det murstensgule, gennemførte og gennemtænkte kollegium, nemlig Børglum, lige ved siden af et – dengang, ikke i dag – lige så gennemtænkt og funktionelt vidunder af et indkøbscenter kaldet Veri Centeret.

I det hele taget var Vejlby dengang præget af en sikker hånd for byplanlægning, som tog hensyn til dem, der boede og levede der, og som tog udgangspunkt i, at det, der omgiver en, faktisk godt både måtte give mening og være smukt at se på.

Men jeg skulle hilse at sige, at det ikke gør sig gældende længere – langtfra faktisk. For i ét væk og uden skrupler af hverken den ene eller anden art har aarhusianske politikere og pengefokuserede byggematadorer siden kommunesammenlægningen i 1972 gjort Vejlby til Aarhus Kommunes eksperimentelle skraldespand og legeplads. På to generationer er det lykkedes at gøre Vejlby til øjebæ nr. 1 i Aarhus.

Man begyndte med at udvide lossepladsen i det nordlige Vejlby og kalde den for en genbrugsstation. Så udvidede man Veri Centeret til et miskmask, der kandiderer til at være det grimmeste byggeri overhovedet i Aarhus. Siden begyndte man at bygge grimt og tæt, men selvfølgelig særdeles rentabelt for bygherrerne, og samtidig rev man alt det ned, der var med til at definere Vejlby som bydel – ikke mindst skolen og de smukke gule huse på Vikærsvej. Med andre ord: Man smadrede og ødelagde en bydel – langsomt, men sikkert.

Og nu skal AGF så finde sig til rette her i Vejlby. I resterne af det, der var engang, og i skyggen af alt det nye, der er skudt op. Og de skal spille lige i minefeltet, midt i byen, op ad et efterhånden udtjent idrætscenter med elendige tilkørsels- og parkeringsmuligheder og lige så dårlige busforbindelser fra byen og oplandet. Og alle spørger sig selv: Kan det overhovedet ende godt det her?

Vil hele dette tålte ophold for byens stolte fodboldklub blot blive endnu et benspænd og en skrækfortælling for både Vejlby og AGF? Bliver det endnu et søm i kisten med lidelseshistorier, som Aarhus Kommune og de dertilhørende boligspekulanter har tilført os? Bliver det Vejlbys sidste krampetrækninger inden den endelige død?

Gu gør det ej!

For i Vejlby tror vi på den gode fortælling, og vi tror på, at noget nyt også er noget godt. Og uanset om man mener, at AGF kom til Vejlby i ly af natten, uanmeldt og uden inddragelse og satte både projektører og tribuner op, så mange var ved at falde bagover af vrede, så skal AGF ikke være bange. For vi vil det besøg.

I modsætning til politikere og halvanløbne kapitalister, som vi ikke bryder os om i Vejlby, er vi nemlig i den grad klar til at byde AGF velkommen. Omfavne dem, kysse dem og smide den røde løber ud foran dem på Rolf Haugstrups Plads mellem stadion og hal 1.

Vi ønsker, at det bliver smukt, og vi ønsker især, at det ender med det unævnelige, nemlig et mesterskab og dermed afslutningen på både Vejlby og AGF’s lidelsesfortælling.

For vi kan godt li’ AGF i Vejlby. Ikke mindst, fordi AGF har noget Vejlby over sig. Noget, vi kan genkende. Noget, vi kan spejle os i.

Noget, der minder os om dem og dem om os: For engang havde de Henry From i målet, vi havde Hubert. De havde Frank Olsen i forsvaret, vi havde Jern. De havde Jørgen Olesen på midtbanen, vi havde Bobo. De havde Henrik Mortensen fremme, og vi havde Kridtstreg. Og engang spillede begge hold sågar i blå og hvide striber.

Sådan hænger det hele så fint sammen, men allermest, fordi vi deler lidelsen. En ubærlig og langstrakt lidelse, som er så svær at komme ud af og væk fra. Men også en lidelse, jeg ved kan binde os sammen, som forener os, og som betyder, at vi sender på samme frekvens.

For Vejlbys vedkommende tager lidelsen sit afsæt i kommunalreformen og de konsekvenser, som kapitalisternes og kommunens optagethed af penge og vækst fik. For AGF handler det om traumerne fra 1982 mod B93, men allermest om traumet mod Brøndby i foråret 1996, hvor Mogens Krogh med sin sene udligning til 3-3 bogstaveligt talt frarøvede os mesterskabet. Og som vi nu har savnet i henved 40 år.

Lidelsen og traumerne har vi til fælles i AGF og Vejlby. Dem kan vi mærke og genkende hos hinanden. Ganske vist med forskellige perspektiver og udgangspunkter, men alligevel, lidelse på lidelse på lidelse for begge parter.

Men nu er muligheden dér for både AGF og Vejlby, muligheden for at overvinde og besejre lidelsen og tilmed forene os i fællessang på Frijsenborgvej og på taget af Tjelevej og sammen gøre Vejlby hvid i stedet for stribet og synge:

I troede, vi var døde og borte, I troede, vi ville forgå, men blå-hvide er vi af hjertet, og GF vil altid bestå. Med blod, sved og tårer vi fejrer, de modigste helte fra by’n, I taber jo modet og blegner, når GF slår ned som et lyn.

Det er lyrik, der er til at forstå for både AGF’ere og vejlby’ere.

Og synet af et Vejlby, der i smukke maj måtte blive krydret med et mesterskab, tænker jeg dagligt på som en realitet.

Så nu åbner vi dørene og vejene for AGF. Vi åbner stisystemer og pladser og de barer og pubber, vi ikke har, og gør klar til det store rykind. Vi er klar til at omdøbe Hvidkildevej til Stadion Allé. Frijsenborgvej til Marselis Boulevard. Karl Jørgensens plads til John Stampes Plads. Og Engsøen til Stadionsøen.

Vi sætter kun én eneste grænse og har ét forbehold: Vi er ikke klar til at omdøbe Vejlby Kirke til Lukaskirken. For vi gider nemlig ikke fjollede kirkemarcher og fodboldgudstjenester og planlagte gåture fra kirke til stadion. For i Vejlby holder vi de væsentlige ting adskilte med Gud og fodbold hver for sig. Bortset fra det, så er AGF meget velkommen, og må de to næste år blive lykkelige for alle i Vejlby og AGF.

Kom så ”De Hviie”, og Vejlby forever, forever Vejlby!