Byrådet bør afvise ny lokalplan
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I 2007-2008 blev ”Ship-grunden” solgt til Byggeselskabet Olav de Linde efter forudgående udbud af Aarhus Kommune. Der var udarbejdet et stort og gennemarbejdet oplæg af kommunens tekniske forvaltning, et oplæg, der senere blev vedtaget som lokalplan 859.
Grunden skulle ifølge lokalplanen bebygges med slanke linjer øst mod vest med faldende højde mod vandsiden og indrettes hovedsageligt til erhverv i maksimalt fire etagers højde skrånende ned mod lystbådehavnen.
Olav de Linde overtog grunden på baggrund af et tilbud, der overholdt, henholdsvis var i overensstemmelse med, den fastsatte grundpris og lokalplanens indhold og intentioner. Den økonomiske krise satte desværre meget byggeri i området i bero, herunder også byggeriet på ”Ship-grunden”.
Der er nu gået otte år, uden at det planlagte byggeri er igangsat, og Olav de Linde burde vel herefter tilbagesælge den pågældende grund til kommunen?
Gode muligheder for fortjeneste
Da der imidlertid er store muligheder for fortjeneste ved at bygge – ikke erhvervslokaler men boliger – på grunden, har Olav de Linde foreslået kommunen at vedtage en ny lokalplan for området, en lokalplan, der afviger væsentlig fra den nu gældende lokalplan 859.
Olav de Linde ønsker at hæve bebyggelsesgraden med næsten 30 pct. Han ønsker at hæve byggehøjden fra de forudsatte og vedtagne fire etager til syv etager.
Han ønsker at bygge syv etager højt mod vandsiden, selv om Aarhus Kommune velovervejet har forlangt, at et kommende byggeri ”faldt” mod vandsiden.
I stedet for fire slanke linjer foreslås nu tre massive bygninger øst-vest.
Jette Tikjøbs Plads til rekreativ anvendelse for byens befolkning ønsker Olav de Linde at henlægge i skygge om eftermiddagen og aftenen ved at opføre en syv etagers bygning helt ud til vandet.
Den meget anvendte mole til motionering for byens borgere og gæster mod indsejlingen til lystbådehavnen vil i givet fald også henligge i eftermiddags- og aftenskygge fra den påtænkte bygning.
Olav de Linde ønsker endvidere, at bebyggelsen ændrer status fra erhverv til bolig. En ændring der utvivlsomt vil medføre en helt anderledes trafiksituation. Der vil i givet fald, i stedet for en glidende og over hele dagen spredt trafikbelastning, nu blive tale om massiv frakørsel fra området om morgenen til massiv tilkørsel om aftenen.
Der er tilsyneladende stor usikkerhed om, hvorvidt der kan etableres tilstrækkeligt med underjordiske parkeringspladser til det påtænkte byggeri. Kravet for andre bebyggelser i området har hidtil været mindst én parkeringsplads pr. bolig samt tilstrækkeligt med gæstepladser.
For alle disse afvigelser fra den vedtagne lokalplan 859 tilbyder Olav de Linde, efter det for mig oplyste, en kompensation på 69 mio. kr. – ikke til de berørte parter, men til kommunekassen.
Nu er intet jo forhåbentlig vedtaget, men jeg finder det uforståeligt, såfremt en kommune med et socialdemokratisk flertal overhovedet kan overveje at indgå i en sådan ”studehandel”.
Den foreliggende lokalplan er et af embedsværket gennemarbejdet projekt og resultatet af lang tids arbejde med høringer, der er naturlige for udarbejdelse af sådanne planer. Kan det virkelig være rigtigt, at en entreprenør er bedre til at udarbejde lokalplaner end embedsværket?
Hvis en entreprenør ikke efter otte års forsøg kan leve op til det lovede, må det da være naturligt, at kommunen får grundskødet tilbage og udbyder projektet på ny, så andre entreprenører får mulighed for at byde ind på projektet i overensstemmelse med vedtagen og gældende lokalplan.
Der er i området i øjeblikket adskillige entreprenører, der er i fuld gang med byggeprojekter. Projekter, der vel at mærke efterlever forskrifterne i den gældende lokalplan. Så mon ikke der også kan findes en entreprenør, der kan fuldføre et projekt på ”Ship-grunden” inden for gældende rammer.
Tab af herlighedsværdi
Den nu foreslåede lokalplan 1035 vil være til stor gene for de fleste af de ca. 450 naboer i områderne Langelinieparken, Skovvejen, Klintegården, Lighthouse og Z-huset. Lokalplanen vil også indebære væsentlige tab af herlighedsværdi for de berørte naboer. Et tab, der naturligvis vil blive søgt kompenseret ved fornødne sagsanlæg mod de ansvarlige.
Kommunens fremtid, dens ungdom, vil også blive væsentlig berørt, såfremt kommunen for ussel mammon giver køb på den nuværende lokalplan. Aarhus sejlklubberne, deriblandt ”Århus Sejlklub”, ”Bugten”, ”Motorbådsklub”, roklubber og kajakklubber samt de flittigt anvendte jolleklubber vil ligeledes få begrænsede arbejdsforhold og et væsentligt mindre disponibelt areal til parkering, når de er på vandet.
Jeg vil på baggrund af ovenstående stærkt opfordre det socialdemokratiske flertal til sammen med de øvrige byrådsmedlemmer uden tøven straks at afvise det fremlagte forslag til ændret/ny lokalplan for det omhandlede område. En vedtagelse af forslaget indebærer en væsentlig forringelse af såvel herlighedsværdi for naboerne som udfoldelsesmuligheder for byens borgere.
Alt dette for blot at tilfredsstille en entreprenørs ønske om maksimal profit i et projekt, han selv har bedt om at blive bygherre på, vel at mærke inden for rammerne af lokalplan 859.
I det hele taget kan man med fuld ret – i givet fald – sætte spørgsmålstegn ved værdien af gældende lokalplaner, når en entreprenør mod betaling alligevel kan få tilladelse til at bygge i et omfang, der ligger langt ud over gældende lokalplanbestemmelsers indhold og intentioner.
Det er dybt urimeligt over for de naboer, der har erhvervet deres boliger i tillid til en demokratisk vedtaget lokalplan med den deraf følgende herlighedsværdi. Det vil i givet fald være et klart tegn på, at byrådet vægter ussel mammon højere end tidligere afgivne løfter til byens borgere, især de ”bondefangede” boligkøbere i området.