Piskesmældsskadede får forkert vejledning

»Du skal bare ignorere dine gener og passe dit arbejde, så skal det nok gå,« får de at vide af lægerne.

Det er min erfaring, at mine piskesmældsskadede patienter vejledes forkert af deres læge eller skadestuelægen efter et whiplashtraume.

Et piskesmældstraume opstår f.eks. ved fald fra stige/æbletræ/hest eller i trafikken. Flest ved påkørsel bagfra.

Det starter som et uheld med en acceleration/deceleration af nakken. Mange er forvirrede, chokerede og uklare og kan ikke huske uheldet.

Mange får besked om at fortsætte med at leve som før uheldet.

Mange har sandsynligvis hjernerystelse. Alligevel får de sjældent vejledning herom.

Før ulykken/skaden var de i stand til at klare alle forpligtelser. Efter ulykken opdager de, at jo mere ihærdigt de forsøger at fungere normalt, jo værre får de det.

Får det dårligere

Flere år senere ses resultatet: De har det dårligere end lige efter ulykken/skaden. Generne er forværret. Nye er tilkommet. De kan ikke ”leve som før”. De har smerter. Kan ikke koncentrere sig. Er voldsomt trætte. Tilbageværende kræfter prioriteres til arbejdet i håb om at bevare det. Efter en periode, hvor de kun delvist klarer arbejdet, smider mange håndklædet i ringen. Eller fyres.

I nogle tilfælde er familien opløst. Livet er i det hele taget i opløsning. Mange aktiviteter droppes.

Nogle får at vide, at de har ”funktionel lidelse”, en psykiatrisk lidelse. Med ét snuptag bliver de til psykiatriske patienter, selv om de har fysiske skader. Det bør aldrig komme så vidt.

Nogle får psykiske følger

Grundlæggende drejer det sig om et fysisk uheld med ledsagende fysisk traume. Nogle får en psykisk overbygning pga. alt det, de kæmper med; men langt de fleste er ikke psykisk syge. De har blot kæmpet forgæves og manglet behandlingstilbud efter ulykken/skaden og er derfor blevet dårligere. Mange føler sig mistænkeliggjorte. Selv de stærkeste bliver forståeligt nok usikre og triste.

Med en psykiatrisk diagnose får de ingen erstatning for ulykken/skaden (ikke mærkeligt, at forsikringsselskaberne støtter psykiatriseringen med forskningspenge), og de behandles psykiatrisk med terapi, psykofarmaka og gradueret genoptræning.

Kun ét punkt er jeg enig i, nemlig gradueret genoptræning, hvor træningen startes på meget lavt niveau, og patienten arbejder sig langsomt op.

I modsætning til den vejledning, de får umiddelbart efter skaden om at fortsætte deres sædvanlige aktiviteter. Jeg mener, at de skal starte langsomt fra lige efter ulykken og selvfølgelig under vejledning af en fagperson (indenfor psykiatrien klarer patienten det selv).

For øjeblikket begynder de først på nederste trin, når de har måttet opgive arbejdet. På det tidspunkt er det svært at få dem til at forstå, at de er nødt til at tage hensyn til sig selv og evt. sygemeldes. Arbejdet er det sidste, som de ønsker at miste.

Skal støttes og vejledes

Hvis vi skal have bedre resultater for denne gruppe, skal de lære at passe på sig selv og tage hensyn til sig selv.

Og vi skal som fagpersoner støtte dem og fra start vejlede dem i, at de skal starte livet langsomt igen efter et whiplashtraume, samtidig med at de får fysisk behandling for deres fysiske problemer.