Spareplan i regionen – man bliver så træt, så træt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg har været sygeplejerske i 15 år, de 12,5 år her på AUH (Aarhus Universitetshospital). Omdrejningspunktet har altid været, hvad der var det bedste for patienten og at være patientens advokat såvel som professionel sundhedsudøver. Vi drager omsorg for den enkelte, med de unikke behov patienten har, med det mål for øje at yde den bedst mulige sygepleje.

Sådan er det ikke mere. For nu er sygeplejen blevet reduceret til administrativt arbejde, hvor målet er at få patienten fra A til B så hurtigt som muligt. Hvor vi roses af ledelsen, hvis produktiviteten er i top, og patienterne kan udskrives efter så få dage som muligt. Hvor behandlingsgarantien bevirker, at patienten presses ind i dagsprogrammet, selv om der ikke er tider at tage af. Hvor patienterne halvt færdigbehandlede sendes hjem eller videre til de kommunale tilbud, der er til rådighed, men som endnu ikke er fuldt ud gearede til at varetage så komplicerede og tidskrævende opgaver.

Der skal vælges

Men vi vil ikke reducere vores sygepleje til dette akkordarbejde. Og hvorfor? For sådan fungerer det bare ikke.

Patienterne er mindst lige så syge, som de altid har været, de har behov for yderst kvalificeret direkte sygepleje som før, og patienter og deres pårørende har behov for mindst lige så meget information og dialog som altid.

De sengepladser, der skal spares væk nu, og når vi skal flyttes på DNU, er der patienter i, og de har brug for at være der. De andre er allerede blevet skåret væk til ambulante eller kommunale forløb. Og patienterne er mere syge, for vi kan jo redde og behandle flere. Vi kan give bedre og mere medicin, har dygtige læger, der kan foretage store operationer, og har kompetente medarbejdere på alle niveauer.

Men hvad, vi ikke kan, er at løbe stærkere, samtidig med at vi bibeholder denne kvalitet. Vi kan ikke lave mere for mindre, vi kan ikke blæse og have mel i munden. Et eller andet sted skal der vælges, om det er kvalitet eller kvantitet, der prioriteres. Og vi er som sygeplejersker ikke uddannede til at masseproducere og tilsidesætte kvaliteten. Selv om det lader til at være det politiske ønske.

Altid presset på tid

Selvfølgelig kan vi lave mere hensigtsmæssige patientforløb og mere glidende overgange. Problemet er, at det bliver vi også nødt til at bruge realistisk tid og personaleressourcer på. Men vi vil det rigtig gerne. Vi har mange gode idéer til, hvordan opgaver kan flyttes, hvordan patientforløbene kan forbedres, og hvordan vi laver velfunderede opgaveglidninger mellem faggrupper og sektorer.

Men vi er pressede på tiden til det hele. For mens vi tænker store tanker bliver vi lige afbrudt af patienten, der ringer, da han har behov for morfin, pårørende i telefonen, der er bekymrede for den syge forælder, den døende patient på stue otte, der skal have kærlig pleje, lægen der venter på os til stuegangen, sygeplejen og planerne skal dokumenteres, så de svarer til kravene fra DDKM, hjemmeplejen skal kontaktes, og medicinen skal gives, samtidig med at du oplærer en ny kollega i lige netop dit speciale.

Og den dag, du netop har sat tiden af til at fortsætte med de store tanker, føre dem ud i virkeligheden, for idéerne og viljen er der, kommer der flere akutte patienter, og tre kolleger er sygemeldte med stress, så det udskydes lige til en anden dag. Men der bliver nødt til at blive afsat tid til specialfunktionerne og til de møder, der er øremærket til udvikling af sygeplejen. Men grundet travlhed aflyses disse gang på gang, idet der lige den dag heller ikke er ressourcer at tage fra sengeafdelingen.

Patienterne kan mærke det

Og patienterne kan mærke det. Det gør ondt i mit hjerte, når patienterne nærmest undskylder, at de forstyrrer os, for »vi kan jo se I har travlt«. Og så er der dem, der bliver utrygge af den manglende tid, vi kan afsætte til diverse gøremål hos dem, hvilket bevirker, at de kalder oftere på os og har endnu flere spørgsmål og behov.

Hvis personaleressourcerne reduceres, er jeg ret overbevist om, at patienttilfredsheden følger samme vej. Men noget stiger da. Indlæggelsestiden vil sikkert – som modsvar til den manglende tid til den enkelte – stige. For der bliver ikke tid til at planlægge det gode patientbehandlingsforløb, ingen tid til at planlægge det gode udskrivelsesforløb, diverse symptomer overses, og den forebyggende indsats bliver nedprioriteret i mængden af mere akutte her og nu-opgaver. Vi er blevet dygtige til at måle på vores kvantitet, men vi har ikke tid til at kigge på kvaliteten.

Jeg kan godt lide mine kolleger, og jeg vil gerne beholde dem. Men med de fortvivlende udsigter for fremtidens sygepleje på de nye supersygehuse og ude på Regionshospitalerne er jeg da alvorligt tvivlende over for, hvorvidt jeg kommer til at beholde dem i ret lang tid, før de søger væk eller over til andre erhverv.

Men supersygehuse, det skal der til, koste hvad det koste vil. Og ja, det blev lige lidt dyrere, end politikere og bygherrer havde forventet. Men ærlig talt, det har vi jo altid vidst. Og vi har også altid vidst, hvem der ville komme til at betale prisen.

Så jeg bliver så træt, så træt.