Kontante meninger om opera

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

JPAa har ved et par lejligheder venligt givet mig lejlighed til at udfolde mig lidt om begrebet ”operainstruktion”. Emnet blev i 1951 gjort til genstand for en enquête blandt operafolk, heriblandt var den nye chef for New Yorks berømte ”The Met” Rudolf Bing, den tyske mesterinstruktør Walter Felsenstein, Wagnerspecialisten Heinz Tietjen og operasanger Frans Anderssons gamle teaterfjende Oscar Fritz Schuh.

Blandt spørgsmålene til denne forsamling var:

»Kan iscenesættelse af et musikdramatisk værk foretages af en – om end nok så talentfuld – teatermand, hvis han ikke er musiker og ikke kan læse et klaver- eller sangpartitur?«

Alle svarede i det store og hele nej hertil, men Den Jyske Operas gode ånd i de første svære etableringsår, Holger Boland, fremhæver instruktøren Bronislaw Horowicz for dennes efter Bolands mening eneste konsekvente svar: Det er absolut ikke nok at kende et værks klaverpartitur; kun orkesterpartituret kan fortælle om komponistens egentlige hensigter; det er jo ikke ligegyldigt, om en karakteriserende musikalsk figur udføres i fagotter eller kontrabasser.

En dygtig iscenesætter vil altid kunne skabe et scenisk godt operabillede, men vil aldrig få det til at leve musikalsk, hvis han ikke kender sit partitur!

Som den professionelle operamand, Boland var, anså han det for en vittighed, hvis/når en instruktør planlægger iscenesættelsen efter en tekstbog, og sammenligner det med det prøvede kneb at annoncere med, at en opførelse ledes af en eller anden berømthed – som altså ikke har ledet prøverne, men først indfinder sig til generalprøven eller premieren!

Set i virkeligheden

Det er set i virkeligheden. Igor Stravinskij dirigerede i 1951 uropførelsen i Venezia af sin opera ”The Rake’s Progress”, hvilket han ifølge Elisabeth Schwarzkopf, der sang den kvindelige hovedrolle som Anne Trulove, absolut ikke egnede sig til - men prøverne var da også blevet ledet af dirigenten Ferdinand Leitner (1912-96), som altså i slutfasen måtte nøjes med komponistens ros for godt arbejde.

Hvis Den Jyske Opera endnu har adgang til institutionens første jubilæumsbog, ”Den Jydske Opera 1947-1957”, kan det alt sammen læses i Holger Bolands uhyre fornøjelige bidragsessay på side 87: ”Hvad har musik med teater at gøre?”