Sparekataloget har udstillet embedsværkets manglende forståelse af de tilbud, de støtter

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Nyheden om de kommende besparelser på social- og beskæftigelsesområdet i Aarhus på ca. 150 mio. kr. er efterhånden velbeskrevet.

Det samme er de åbenlyse og dyre langtidseffekter af eventuelle besparelser på de ikke-kommunale sociale organisationer. Det vil jeg dog gerne lade ligge for en stund. Dels er det velbeskrevet, og dels er sparekataloget reelt set et oplæg til en politisk forhandling, så der kan ske meget endnu.

Til gengæld har sparekataloget udstillet en mindst lige så stor problematik og udfordring i Aarhus: Nemlig at hele det bagvedliggende system i alt for stort et omfang helt åbenlyst har en manglende forståelse for – og viden om – hvilke tilbud og organisationer de faktisk benytter sig af og er så heldige at have i byen. Det er ikke blot et problem, fordi det vanskeliggør at lave de korrekte placeringer for sårbare mennesker. Det er især kritisk, fordi byrådspolitikerne er afhængige af at kunne tage beslutninger ud fra den information, de modtager fra systemet og embedsværket. Hvis de informationer er fejlbehæftede, bliver beslutningerne det også. Det ser vi altså her i et sparekatalog som fyldt med faktuelle fejl.

For mange af os, der arbejder på området, har det altså været en enormt ubehagelig oplevelse at læse beskrivelser af de forskellige organisationer og tilbud. Beskrivelser, som også har været fulgt af nemme, alternative løsninger, såfremt disse beskrivelser var sande. Lad mig komme med et eksempel fra sparekataloget, som omhandler en organisation, jeg ikke selv er involveret i, og dermed ikke har aktier i:

“Kofoeds Skole driver blandt andet et samværs- og aktivitetstilbud for primært førtidspensionister i Aarhus. De seneste år har skolen haft omkring 40 brugere ud af 60 pladser. Der vurderes at være alternative samværs- og aktivitetstilbud, som vil kunne rumme størstedelen af målgruppen. Ophør af tilskud vil gøre det vanskeligt at drive Kofoeds Skole i Aarhus som hidtil, og en mulig lukning af hele skolen kan risikeres.”

Det lyder jo som et tilbud, der godt kan undværes. Lidt aktiviteter og samvær for førtidspensionister. Der findes andre steder, hvor førtidspensionister kan have samvær og lave aktiviteter, så det kan godt undværes. Men er det Kofoeds Skole? Nej.

Kofoeds Skole består af en lang række arbejds- og produktionsområder med alt fra træværksted og grafisk værksted til 3D-print og podcastproduktion. Er der førtidspensionister i forløb? Ja. Er der også modtagere af uddannelses- og kontanthjælp, som får hjælp til at vende tilbage til arbejdsmarkedet eller uddannelse? Ja. Skal man møde op og passe et skema, lære nye færdigheder og få rådgivning? Ja. Er Kofoeds Skole primært samvær og aktiviteter for førtidspensionister? Nej.

Kofoeds Skole er ét af mange eksempler. Høringssvarene belyser også en tydelig, enstemmig frustration: Tilbuddene oplever sig helt forkert beskrevet og fremstillet, og de alternativer, der stilles frem, er både forkerte og urealistiske.

Selvom jeg i dag er leder hos en organisation, jeg stiftede i 2024, nemlig Paradigmeskiftet (som ikke ønsker kommunale midler) så har jeg stadig følelser tilknyttet den anden organisation, jeg stiftede for snart 13 år siden, nemlig Fundamentet.

Derfor skal jeg da også ærligt indrømme, at det skærer i mig at læse beskrivelsen her også. Det er nemlig åbenbart et åbent aktivitets- og værested, hvor der nemt kan findes alternative tilbud. Det nævnes ikke hvilke (ikke mindst når alt skal lukkes). Det nævnes ikke, at Fundamentet også er en SU-godkendt HF for unge med diagnoser. Det nævnes ikke, at Fundamentet har henvisningsret til 14 boliger for hjemløse unge, eller at 50+ frivillige tilbyder professionel, gratis terapi, kropslige behandlinger og studiestøtte.

Der er langt flere eksempler. Ja, desværre rigtigt mange. Ja, sparekataloget virker både hjerteløst og kortsigtet, men værst er det, at det udstiller et embedsværk uden nogen form for kendskab til – eller forståelse for – hele det sociale økosystem, byen har, og som kommunen benytter sig af. Og støtte eller ej, så har de et ansvar for at kende bedre til tilbuddene. I givet fald, at man ønsker at insistere på, at man faktisk har et indgående kendskab hertil – ja, så har man valgt at være usand i kataloget, og det er måske et endnu større problem.

Det er nemlig ganske enkel viden for alle os, der faktisk kender dette økosystem og de sociale indsatser i byen, hvor voldsomme konsekvenser der er i udsigt, og at disse nemme alternativer (som ikke er konkretiseret på noget tidspunkt) ikke findes. Hvert tilbud har x antal mennesker tilknyttet, som vi altså udmærket godt ved ikke lige finder et andet sted. Vi ved, at de mennesker, som bruger de respektive organisationer, oftest står uden de vigtige relationer, opgaver og strukturer, hvis deres tilbud lukkes. Vi ved, hvor hurtigt de vil få det dårligere. Hvordan de vil stå i kø til en psykiatri, som ikke kan møde deres behov. Hvordan sagsbehandlernes sagsstammer øges, mens de ikke har tid til den indsats, borgerne har brug for. Vi ved, at udgifterne vil stige voldsomt med årene på grund af nedskæringerne – ikke på trods af dem.

Er der forskel på vigtigheden af de forskellige indsatser? Ja, det er svært ikke at erkende. Kan det politiske system, som skal lave besparelserne, være nødsaget til at prioritere der, hvor man kan berøre flest mulige borgere? Ja, sådan må det nok være. Kan vi undgå besparelserne? Næppe.

Set fra min stol, hvor jeg løbende har fået afvisning på at hjælpe sårbare unge i et gratis tilbud, fordi de skulle i udbudsvindende tilbud – om de ville det eller ej – med kommunal betaling, så må jeg også pege fingeren over mod systemet selv, som er dem, der har brugt midler, de ikke altid behøvede. Og opfordre jobcentret til at læne sig mindre op ad de tilbud, som minder om dem selv og dermed er trygge, og have mere mod til at bruge de muligheder, byens borgere selv har drømme om at bruge. Men det er en anden diskussion.

Jeg glemmer aldrig et interview, jeg lavede med Knud Aarup, som fortalte om dengang, han skulle lave en omfattende besparelse også. Han fortalte med røde øjne og knækket stemme at de konkrete valg og at det stadig “gør ondt, den dag idag”.

Så når det nu de her besparelser i et eller omfang sker sker, og når byen kommer til at lide under det – og fremtidige byrådsbudgetforhandlinger ligeledes – så må vi i det mindste kræve, at beslutningerne tages ud fra et oplyst, sandfærdigt og fair billede. Jeg har faktisk en oplevelse af, at rådmanden på ingen måder ser noget rart i de her besparelser. Det er heller ikke ham, som har haft det overforbrug, der nu kræver opbremsningen. Derfor mener jeg, vi skal vende blikket den rigtige vej og forsøge at informere bedre hos dem, som skal tage beslutningerne. Ellers kan det følge en, og have konsekvenser for andre resten af livet.