Socialdemokratiet vågner sent i kampen for vores drikkevand

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Rent drikkevand er noget af det mest værdifulde, vi har i Danmark. Det er en sjælden luksus i verden, at man kan drikke vandet direkte fra hanen uden bekymring. Derfor bør beskyttelsen af grundvandet være en af de mest alvorlige miljøpolitiske opgaver overhovedet.

Netop derfor undrer det, når Socialdemokratiet i disse måneder forsøger at fremstille sig selv som den nye forkæmper for grundvandet.

I et debatindlæg i Jyllands-Posten kritiserer Aarhus-rådmand Jesper Kjeldsen (S) Venstre for at tage “markmus-skridt” i beskyttelsen af drikkevandet. Men midt i kritikken ligger en bemærkelsesværdig indrømmelse: Socialdemokratiet har selv flyttet sig i spørgsmålet.

Den sætning fortjener at blive stående et øjeblik.

For hvis Socialdemokratiet først nu har flyttet sig, betyder det også, at partiet i årevis har stået et andet sted.

Beskyttelsen af grundvandet har nemlig i lang tid været baseret på frivillige aftaler, lokale forhandlinger og langsom fremdrift. Den model er ikke Venstres opfindelse alene. Den er udviklet og fastholdt gennem skiftende regeringer – også regeringer ledet af Socialdemokratiet.

Resultatet kender vi: Efter flere års arbejde er der kun indgået aftaler på omkring fem procent af de relevante arealer. Samtidig har over halvdelen af landets kommuner haft vanskeligt ved at gennemføre beskyttelsen.

Det er ikke et naturfænomen. Det er politiske beslutninger.

Når Socialdemokratiet nu kritiserer tempoet i beskyttelsen, er det derfor svært ikke at spørge: Hvorfor er erkendelsen først kommet nu?

Partiet har haft regeringsmagten i en stor del af de seneste år. Hvis man virkelig mente, at der var behov for klare nationale beslutninger, kunne de være truffet for længst.

Derfor fremstår kritikken af Venstre en smule bekvem.

Socialdemokratiet forsøger at placere sig selv på den moralske højderyg i miljøpolitikken. Men sandheden er, at partiet i årevis har været en central del af de kompromiser, der netop har gjort beskyttelsen langsom og ufuldstændig.

Samtidig bliver landbruget igen gjort til den politiske skurk i fortællingen. Det er en velkendt socialdemokratisk refleks. Men virkeligheden er mere nuanceret.

Dansk landbrug er blandt de mest regulerede i verden, og mange landmænd arbejder allerede med præcisionslandbrug, reduceret pesticidforbrug og nye dyrkningsmetoder. Udviklingen sker ikke gennem politisk udpegning af syndebukke, men gennem samarbejde, teknologi og gradvise forbedringer.

Beskyttelsen af vores drikkevand kræver selvfølgelig politisk ansvar. Men det kræver også politisk ærlighed.

Hvis Socialdemokratiet i dag mener, at grundvandet skal beskyttes på en ny måde, er det en legitim politisk diskussion. Men så skylder man også at sige det, som det er:

Den hidtidige politik har ikke været tilstrækkelig.

Og den politik har Socialdemokratiet selv haft ansvaret for.