Venstre tager markmus-skridt, mens vores drikkevand kræver handling
Rent drikkevand er noget af det mest værdifulde, vi har i Danmark.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der er noget næsten forudsigeligt over Venstres miljøpolitik. Når presset bliver stort nok, erkender de problemet. Men når løsningen skal besluttes, bliver den lille, forsigtig og udsat til senere.
Det gælder også beskyttelsen af vores drikkevand.
I den seneste debat kunne man næsten få indtryk af, at der er enighed. Både Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen siger, at de vil beskytte grundvandet mod pesticider og nitrat.
Men når man ser på tallene, er forskellen tydelig.
Der er forslag om et sprøjteforbud på de sårbare grundvandsdannende områder – de steder hvor vores drikkevand dannes. Det handler om omkring 160.000 til 200.000 hektar, svarende til cirka 6 procent af landbrugsarealet.
Venstre taler i stedet primært om de boringsnære beskyttelsesområder – altså de små zoner omkring selve vandboringerne. På landsplan er der udpeget cirka 23.000 hektar, hvoraf omkring 9.500 hektar er landbrugsjord.
Det er forskellen.
Det ene handler om at beskytte de steder, hvor drikkevandet dannes. Det andet handler om små sikkerhedszoner omkring boringerne.
Jeg er faktisk glad for, at mit eget parti har flyttet sig i den her debat, det er vi mange Socialdemokrater, der har ønsket sig, men har også haft respekt for dialogen med landbrug. Rent drikkevand er noget af det mest værdifulde, vi har i Danmark. At kunne drikke vand direkte fra hanen er ikke en selvfølge i verden. Det er en arv, vi har fået og et ansvar vi skal give videre.
Efter flere år var der kun indgået aftaler på omkring fem procent af arealet. Og mere end halvdelen af landets kommuner havde svært ved at gennemføre beskyttelsen.
Alligevel er Venstres opskrift igen: frivillighed, lokale processer og udsættelser. Hvorfor? Fordi V altid taler det konventionelles landbrugs sag på bekostning af vores børns ret til rent drikkevand.
Når det kommer til stykket, falder Venstre igen tilbage til det velkendte. Når landbrugets interesser støder sammen med miljøet, bliver beslutningerne små og forsigtige.
Men grundvandet tilhører ikke en branche. Det tilhører os alle. Derfor kræver det også politisk mod at sige det, som egentlig er ret enkelt: nogle steder skal der ganske enkelt ikke sprøjtes.
Pesticider siver ned gennem jorden og videre i grundvandet. Når først de er der, kan vi ikke bare trylle dem væk igen. Derfor giver det langt mere mening at beskytte de områder, hvor vandet dannes, end at forsøge at redde situationen lige ved boringerne. Hvis vi vil passe på fremtidens drikkevand, kræver det klare nationale beslutninger.
Ikke endnu en runde med frivillige aftaler. Vores drikkevand har ikke brug for markmus-skridt. Det har brug for politisk handling – det er Venstre ikke klar til.