Fællesskab er ikke det samme som ensretning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er noget foruroligende over den måde, debatten om kønsopdelt svømning bliver ført på.

Når Hans Kristian Skibby slår fast, at “kønsopdelt svømning ikke hører hjemme i Danmark. Punktum.”, så er det ikke bare en politisk markering. Det er en lukning. En lukning af nuancer. Af menneskelige hensyn. Af den samtale, vi faktisk burde tage.

Lad os begynde et andet sted.

Offentlige svømmehaller er netop offentlige. De er finansieret af os alle. Og derfor skal de også være for os alle. Også for den kvinde, der – af religiøse, kulturelle eller personlige grunde – ikke føler sig tryg ved at svømme sammen med mænd. Også for den ældre borger, der foretrækker rolige tider. Også for den sårbare pige, der kæmper med sin krop.

Vi har i årevis accepteret særlige svømmetider for babyer, for ældre, for rehabilitering, for foreninger, for elitesvømmere. Ingen har kaldt det et opgør med danske værdier. Ingen har talt om parallelsamfund.

Men når det handler om kvinder med minoritetsbaggrund, så bliver fleksibilitet pludselig til “institutionaliseret kønsadskillelse”.

Det er ikke en tilfældighed.

Det er dybt problematisk, når ligestilling bruges som retorisk rambuk i en integrationsdebat. For ligestilling er ikke et våben mod minoritetskvinder. Ligestilling handler om frihed. Om selvbestemmelse.

Hvis en kvinde ønsker at svømme uden mænd til stede, er det så mindre frit, end hvis hun vælger at svømme sammen med dem? Hvornår blev frihed reduceret til kun at gælde de valg, flertallet selv ville træffe?

Det er let at tale om mellemøstlige parallelsamfund. Det er sværere at se, at den hårde retorik i sig selv skubber mennesker væk fra fællesskabet.

Integration er ikke assimilation.

Integration betyder, at man deltager i det fælles – ikke at man ophører med at være sig selv.

Hvis kønsopdelte tider betyder, at flere kvinder lærer at svømme, bevæger sig, får fællesskab og sundhed – er det så virkelig et samfundsproblem?

Eller er problemet snarere, at nogle politikere har brug for symbolsager, hvor de kan markere kulturel fasthed?

Vi må godt have principper. Selvfølgelig skal offentlige institutioner ikke indrettes efter tvang eller kontrol fra mænd over kvinder. Hvis der foregår social kontrol, skal det bekæmpes konsekvent.

Men det er noget helt andet end at tilbyde frivillige foreningstider, hvor nogle kvinder kan føle sig trygge.

At antyde, at kvinder automatisk er undertrykte, fordi de ønsker kønsopdelte rammer, er i sig selv en form for umyndiggørelse.

Det klæder ikke Danmark.

Der er noget næsten skrøbeligt over forestillingen om, at danske værdier ikke kan tåle, at der findes enkelte foreningstider uden mænd.

Som om ligestillingen kollapser af 90 minutters svømning en tirsdag aften.

Danmark er stærkere end det.

Vi kan godt fastholde vores grundlæggende principper og samtidig udvise pragmatisme. Vi kan godt stå fast på kvinders rettigheder og samtidig lytte til de kvinder, det faktisk handler om.

Det kræver ro. Ikke punktummer.

Det kræver lederskab. Ikke markeringer.

Og måske kræver det, at vi holder op med at tale om minoritetskvinder som et integrationsproblem – og i stedet begynder at se dem som medborgere.

Fællesskab er ikke det samme som ensretning.

Hvis vi virkelig tror på Danmark, så tør vi også vise, at vores værdier ikke kun er stærke, når de håndhæves med sanktioner – men når de bæres af tillid.

Og tillid begynder med respekt.