Vores fællesskab bør måles på, om vi løfter de børn, der mangler mest

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er noget, der går igen, når man taler med forældre, socialrådgivere, pædagoger og lærere i Aarhus: Flere og flere børn vokser op i familier, hvor pengene slet ikke rækker. Der bliver sparet på vinterstøvler, fødselsdagsgaver og fritidsaktiviteter. Nogle børn siger nej tak til legeaftaler, fordi de ikke vil have, at nogen ser, hvor lidt de har.

Det burde ikke være sådan i en by som Aarhus og i et rigt land som Danmark.

Men det er virkeligheden for alt for mange børn, der hver dag lider store afsavn – og det er derfor, jeg som socialdemokrat har gjort kampen mod børnefattigdom til en af mine vigtigste opgaver i byrådet.

Nye undersøgelser fra Egmont Fonden viser, at børn i fattigdom oftere føler sig ensomme, mistrives i skolen og sjældnere får den støtte, de har brug for. Det betyder mindre livsglæde, færre muligheder og et dårligere udgangspunkt for fremtiden. Og det må vi ikke acceptere.

Når jeg taler med børn og unge, der vokser op i økonomisk hårdt trængte familier, fortæller de, at det ikke kun handler om penge – men om at føle sig udenfor. Om at mangle det, som andre tager for givet. Derfor handler indsatsen mod børnefattigdom om langt mere end tal og ydelser. Den handler om værdighed, fællesskab og lige muligheder.

Jeg mener, vi skal gøre tre ting i Aarhus.

For det første skal vi have en handleplan mod børnefattigdom, hvor vi sætter konkrete tiltag i gang – ikke bare undersøgelser. Vi skal samarbejde med civilsamfundet, fonde og lokale fællesskaber om at sikre, at alle børn har adgang til sunde måltider, fritidsaktiviteter og ferietilbud. Det skal være nemt at få hjælp – og helt uden skam.

For det andet skal vi give børn og unge i økonomisk pressede familier en reel chance for at få et fritidsjob. Det handler ikke kun om penge – men om selvstændighed, fællesskab og troen på, at man kan noget. Vi ved, at et fritidsjob kan være det, der får en ung til at finde retning og håb.

Og for det tredje skal vi – i samarbejde med vores genbrug og affaldsselskab Kredsløb – oprette fælles klædeskabe på skolerne, hvor forældre og børn kan aflevere og hente brugt tøj og sko. Det er både godt for klimaet og for sammenholdet. Ingen børn skal fryse eller føle sig forkerte, fordi familien ikke har råd til nyt tøj. I Odense har man allerede gode erfaringer – det kan vi sagtens gøre her.

Aarhus skal være en by, hvor alle børn kan vokse op med tryghed, trivsel og muligheder.

Ikke fordi vi skal have ondt af dem, der har mindst – men fordi vi tror på, at alle børn fortjener en rimelig start i livet. Og fordi vi skal have fokus på løsninger der gør en forskel i hverdagen for de børn der lider store afsavn, fremfor at bruge kræfter på symbolpolitik og politisk narcissisme.

Når vi bekæmper børnefattigdom, styrker vi hele vores fællesskab. Det er det, socialdemokratisk politik handler om for mig: at tage ansvar for hinanden – og især for de børn, der har allermest brug for det.