Et museum om køn er ikke et woke-projekt – det er en del af vores fælles historie
Kultur må gerne ruske lidt i os. Den skal vække eftertanke, ikke kun bekræfte os i det, vi allerede mener. Og det er dér, værdien af et museum som KØN ligger.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Når Thomas Kastrup Christensen fra Dansk Folkeparti kalder KØN for et ”woke-projekt”, der bør lukkes, fordi det udfordrer vores forestillinger om køn og identitet, afslører han i virkeligheden en uvilje mod den samtale, som et sundt demokrati lever af.
KØN er ikke et ideologisk eksperiment. Det er et museum, der fortæller om, hvordan mænds og kvinders roller – og opfattelsen af køn – har formet vores samfund. Det er kulturhistorie, ikke aktivisme. Og kulturhistorien bliver ikke mindre dansk af, at den også rummer forandring, debat og nye perspektiver.
Når vi ser på kvindernes kamp for stemmeret, mændenes forandrede rolle i familien eller unges refleksioner over køn og fællesskab, ser vi brikker i det samme store billede: historien om Danmark. Et museum som KØN hjælper os til at forstå, hvor vi kommer fra – og hvorfor vi er, hvor vi er. Det kaldes folkeoplysning. Ikke ”wokeisme”.
Kulturstøtte handler netop om at give plads til det mangfoldige, det nysgerrige og det oplysende. Hvis vi begynder at trække støtten fra alt, der udfordrer vores verdensbillede, ender vi ikke med stærke kulturinstitutioner – men med tomme rum og tavshed.
Kultur må gerne ruske lidt i os. Den skal vække eftertanke, ikke kun bekræfte os i det, vi allerede mener. Og det er dér, værdien af et museum som KØN ligger: Det stiller spørgsmål, vi måske ikke altid tør stille os selv.
Aarhus er en by, der tør tænke, diskutere og lære. Det skal vores kulturpolitik afspejle. Jeg tror ikke, vi styrker fællesskabet ved at lukke de steder, der forsøger at forstå, hvordan mennesker – i al deres forskellighed – hører sammen.
Det er netop dér, kulturen begynder: i mødet mellem fortid og nutid, mellem mand og kvinde, mellem tro, tvivl og nysgerrighed. Den samtale har Danmark brug for mere af – ikke mindre.