Fra Griffenfeldsgade til Guldsmedgade: En deltids-aarhusianers bekendelser

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er københavner – ægte københavner. Jeg er ikke tilflytter og ikke engang udkantskøbenhavner. Mine forældre boede på Vesterbro, da jeg blev født i 1969, og fødslen foregik på Sankt Joseph i Griffenfeldsgade på Nørrebro; den afgørende test, når man skal finde ud af, om en jævnaldrende københavner faktisk er københavner. Hele mit liv har jeg boet i København, overvejende på Vesterbro og aldrig mere end 10 minutters gang fra Søndermarken.

Men for godt tre år siden fik jeg arbejde på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, som har adresser både i København og i Aarhus (skolen er opstået som en fusion af den daværende Grafiske Højskole i København og den lige så daværende Journalisthøjskole i Aarhus), og nu er jeg blevet deltids-aarhusianer. Der står i min kontrakt, skal jeg opholde mig ”regelmæssigt på begge adresser”. Så det gør jeg.

Jeg har selvfølgelig før mødt vores lille lands kulturgeografiske skel. Jeg husker for eksempel Aarhus-vittighederne fra min barndom (”Hvorfor går aarhusianske politibetjente altid med politihund? Fordi to hoveder tænker bedre end ét!”). Men jeg har ikke mødt skellene særlig meget personligt. Indtil jeg fik arbejde på DMJX, kom jeg mest til Aarhus for at besøge min skønne aarhusianske svigerfamilie, og vi river ikke hinanden i næsen med kulturgeografiske fordomme.

Men efter mine sidste tre år som deltids-aarhusianer, har jeg udviklet en ret klar opfattelse af, hvordan København og københavnere opfattes i Aarhus; og selvom jeg er ikke fuldt naturaliseret aarhusianer endnu, begynder jeg også at udvikle en følsomhed overfor de stød, som går ind den anden vej; altså hvordan Aarhus og aarhusianere opfattes i København.

Lad os starte der: Det passer, at københavnere glemmer, at der sker noget – eller bor nogen! - udenfor København. Altså, de ved det da godt sådan rationelt, men det er ligesom ikke blevet internaliseret. Det simpleste symbol er mødetidspunkter. I uddannelses- og forskningssektoren er det ikke spor ualmindeligt, at man holder seminarer på tværs af institutioner, og ind i mellem indkaldes man også til møder i styrelser og ministerier. Nogle gange skal man måske deltage i efteruddannelsesforløb, som ofte foregår i København. Selvom man indkalder deltagere fra hele landet, så starter sådan nogle møder, seminarer og kurser ofte kl. 10. Ved I, hvor tidligt man skal op, hvis man bor i Aarhus, og skal være til et møde i København kl. 10? Jetlag-tidligt. Men det slår simpelt ikke københavnere, at man kan bo længere væk end for eksempel Taarbæk.

Og mødetidspunktet er på en måde kun et konkret og frustrerende symbol. Det drejer sig i bund og grund om opmærksomhed og bevidsthed. Københavnere skelner simpelthen ikke mellem det lokale ”vi” og det nationale ”vi”. Aarhusianere tror tit, at københavnere går og tænker på, om dette eller hint også findes i Aarhus (det vender vi tilbage til), men sandheden er, at Aarhus og aarhusianere (og Jylland, Fyn og øerne, for den sags skyld) ret sjældent dukker op i den københavnske bevidsthed.

Til gengæld er det min oplevelse, at København og københavnere fylder i den aarhusianske fællesbevidsthed, og at der fortløbende registreres point til henholdsvis det københavnske og det aarhusianske hold. Før jeg kommer for godt i gang, skal jeg huske at fortælle, at det her ikke møder mig på min aarhusianske arbejdsplads. Det er måske lidt ligesom med svigerfamilien. De personlige relationer, private eller professionelle, trumfer fordommene. Når jeg møder københavner-fordomme i Aarhus, er det ude i byen, til receptioner, møder, og den slags.

Der lægges ind i mellem en række underforståetheder ind, når en aarhusianer møder en københavner til den slags arrangementer. Man siger for eksempel: ”Nårh, hvad er den af? Det er da vist københavnsk dialekt, det der!”. Som om man afslører en lidt slibrig hemmelighed. Og hvad skal man svare? Det bliver ofte til et lidt tamt ”Øh ja, jeg er fra København”, selvom jeg mest har lyst til bare at sige ”Og?”. Tænk, hvis en københavner hilste en aarhusianer på den måde til et semi-professionelt arrangement i København: ”Nå, hvad? Det er sgu da jysk, det der!”

(Ofte siger aarhusianeren faktisk, at man har ”sjællandsk dialekt”, og den er jo helt gal. Københavnsk har intet at gøre med sjællandsk, og selvom København er landfast med Sjælland, forholder København sig ikke til Sjælland, som Aarhus forholder sig til Jylland. Københavnere er ikke mere sjællændere, end de er fynboer. Igen formentlig fordi københavnere helt overordnet forholder sig ret lidt til resten af landet).

En anden variant er kommentaren ”Nårh, Aarhus kan også noget, hva’!”, som man kan blive mødt af, når man fortæller om noget, man har oplevet i Aarhus. Været på et godt museum (Aros eller Moesgaard, måske?), i en dejlig biograf (Øst for Paradis), eller måske spist lækker mad (der er for mange eksempler til at jeg gider remse op). Det fortæller man om, og i stedet for at spørge til oplevelsen, kommer den så; ”Nårh, Aarhus kan også noget, hva’!”. Formentlig vil man udtrykke stolthed over sin by (og det er faktisk ret skønt), men det kunne også opfattes som om, jeg skulle mene, at Aarhus ikke kan noget, og det har jeg hverken tænkt eller sagt, og så stopper samtalen ligesom der.

Men hvor vil jeg hen med alt det her? Der er selvfølgelig det helt indlysende; Københavnere, husk for fanden lige, at der findes andre mennesker end københavnere og andre steder end København! Begynd med at sætte ordentlig tid af til, at folk kan transportere sig fra Jylland, hvis I skal holde møde! Aarhusianere, hold dog op med at lave referencer til jeres og andres geografiske tilhørsforhold og evindelige sammenligninger af alt muligt med Aarhus! Men der er også et par mere opbyggelige pointer, for vi har faktisk en del at lære af hinanden:

København og københavnere har – som en slags afledt effekt af, at de egentlig ikke helt har erkendt, at der findes andre danskere – meget lidt loyalitet overfor deres by eller solidaritet med hinanden. Der er der virkelig noget at hente i Aarhus: Jeg har oplevet en stolthed over og en støtte til DMJX i Aarhus, som jeg aldrig har mødt i København. Det gælder for eksempel det kommunale niveau, hvor vi ofte får henvendelser, invitationer og i det hele taget interesse fra Aarhus Kommune, og til gengæld aldrig hører fra Københavns Kommune. Og det gælder det helt nære, hvor jeg i Aarhus oplever et engagement i DMJX som arbejdsplads og uddannelsessted, som jeg ikke før har mødt - og jeg har immervæk arbejdet 26 år i forsknings- og uddannelsessektore og altid været glad for mine arbejdspladser. Det kan selvfølgelig være, at DMJX i Aarhus bare er en særligt god arbejdsplads og et særligt godt uddannelsessted - og det er den! - men mit hunch siger mig, at det ikke er den eneste forklaring.

Aarhusianere kan til gengæld lære af københavnerne at droppe den indre pointtavle. Næste gang en københavner fortæller om gode aarhusianske oplevelser, så spørg til det konkrete; hvad berørte dig ved den udstilling? Var der mange i biffen den onsdag eftermiddag? Kan du anbefale en særlig forret på den restaurant? Og hold lige op med at påpege overfor københavnere, at de da vist er københavnske københavnere fra København, som om det skulle være en overraskelse, eller endda en slags joke. Det fremmer ikke den interkulturelle forståelse, om jeg så må sige.

Og før alle falder over mig, skal jeg selvfølgelig understrege at #ikkealleaarhusianere og #ikkeallekøbenhavnere – og #peaceandlove