Strukturelle svigt i folkeskolen: Når inklusion og digitalisering svigter børnene

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som forælder til et barn, der netop har forladt folkeskolen efter flere års mistrivsel, føler jeg mig kaldet til at sætte fokus på en række strukturelle svigt, der risikerer at skubbe alt for mange børn ud af skolen. Min søns oplevelser er desværre ikke unikke – de afspejler systemiske svagheder i inklusion, digitalisering og pædagogisk differentiering, som har direkte konsekvenser for elevernes læring og trivsel.

I Aarhus følges en udbredt digital strategi, hvor undervisningen foregår udelukkende via Chromebooks. Fysiske bøger, taktile materialer og visuelle læringsredskaber er stort set ikke tilgængelige. For børn som min søn – der lærer bedst gennem kropslige og sanselige erfaringer – bliver skærmen en barriere frem for et redskab. Det har ført til reelle følger: ulæselig håndskrift, mangelfulde stavetræneevner og udpræget matematikvanskeligheder – baseret ikke på manglende evner, men på en undervisningstilgang, der ikke taler til hans læringsstil. Forskning dokumenterer, at f.eks. håndskrift aktiverer hjernens læringscentre langt mere effektivt end tastning – alligevel fortsætter digitaliseringen uden differentiering.

Samtidig bliver inklusionens praktiske rammer sat under pres, når børn med betydelige adfærdsudfordringer integreres uden tilhørende specialpædagogisk støtte. I skoleåret 2024/25 oplevede min søn, at roen brød sammen. Mobning, voldelig adfærd og social eksklusion blev hverdagskost. Skolen havde hverken tid, personale eller strukturer til at gribe ind – og han mistede tilliden. Både børn og lærere lever dagligt med verbal, psykisk og fysisk uro – uden adgang til arbejdsmiljøbeskyttelse som voksne. Børn kan ikke sige stop eller skifte skole uden store omkostninger for læring, venskaber og trivsel.

Det er helt uacceptabelt, at børn må accepteres vilkår i skolen, som ville udløse arbejdsmiljøindsats, tilsyn eller påbud, hvis det var voksne på en arbejdsplads. Her kaldes det inklusion – og legitimerer i realiteten forhold, som i andre sammenhænge ville blive kaldt omsorgssvigt.

Min søn er en del af ”corona-generationen”, som blev sendt hjem fra starten af sin skolegang og aldrig nåede at opbygge en stabil social konstruktion. I dag står han fagligt bagud, socialt isoleret og uden motivation – og er blevet overført til privatskole som sidste udvej. Hans bedste ven er også ude af folkeskolen grundet vold og trusler.

Mit ærinde er ikke at udpege syndebukke, men at synliggøre et systemisk problem, der kræver politisk handling. Når vi insisterer på inklusion og digital strategi – uden ressourcer, pædagogisk forankring og fleksibilitet – så mister vi børn. Ikke kun de mest sårbare – men også dem, der under rette forhold kunne lykkes.

Derfor vil jeg gerne opfordre til en ærlig og velfunderet debat om: