AGF er mestre – i historiepleje

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Fortæl mig din historie, og jeg skal sige dig, hvem du er!

Før AGF’s sejr forleden over FC Midtjylland havde jeg fornøjelsen af at være inviteret til den årlige Legendernes Dag, hvor målmanden Jesper Hansen stillede op i en trøje i samme snit som den, der blev båret af årets legende, salige Henry From, der sluttede sin aktive karriere i AGF for 60 år siden.

I hyggeligt selskab med 60 af det nuværende legendekorps på næste 100 tidligere spillere slog det mig, at AGF (den ældste klub i Superligaen) har vundet det danske mesterskab hvert år siden 2011!

Ganske vist ikke på banen, hvor det seneste mesterskab daterer sig tilbage til 1986. Men til gengæld i disciplinen historiepleje med oprettelsen af Legende-korpset og den årlige udnævnelse af årets legende siden 2017 – foreløbig med følgende koryfæer på listen: John Stampe, Aage Rou Jensen, Martin Jørgensen, Troels Rasmussen og Henry From.

Til at styre legende-korpset er der et udvalg bestående af Jens Harmsen (formand), Troels Rasmussen, Marc Rieper, Bent Wachmann og som det seneste tilkomne medlem i år Martin Jørgensen. Valget af sidstnævnte blev af Jens Harmsen begrundet med, at han har sat sit præg på AGF gennem fire årtier fra drengetiden i 1980’erne til afslutningen på karrieren i 2014.

Ingen anden klub i Superligaen har valgt bare tilnærmelsesvis at dyrke historien og legenderne som AGF, der har sine rødder tilbage fra 1880, mens nutidens dominerende klubber i ligaen, FC Midtjylland og FC København, er fusionerede overbygninger fra henholdsvis 1992 og 1999.

Jeg er smerteligt bevidst om, at det er resultaterne på banen, der tæller. Og at de ikke just er gået AGF’s vej i dette årtusinde, hvis vi undtager bronzesæsonen 2020. Men så meget mere prisværdigt er det, at klubben og dens bagland finder kræfter til at dyrke historien. Det ene bør ikke udelukke det andet, og man skal ikke underkende betydningen af, at stolte fædre på tilskuerpladserne med søn eller datter ved hånden kan viderebringe beretninger og anekdoter om legenderne fra fire-fem årtier, der blev præsenteret på plænen før kampen mod FC Midtjylland.

Professionelt har jeg fulgt AGF tæt siden 1977 og ofte som kommentator i Jyllands-Postens spalter været kritisk i de år, hvor klubben havde svært ved at forny sig. Men fri for rollen som revser har jeg i de seneste år også oplevet en klub i ordets bedste betydning med de dyder og respekt for historien, som legenderne er med til at kitte sammen.

Nostalgien blomstrede på Legendernes Dag, hvor den gamle målræv Tommy Christensen, der også har en fortid i Brøndby, havde taget turen fra Sjælland for at hilse på de gamle holdkammerater. »Det her er rigtig godt gået af AGF. Jeg møder også tidligere holdkammerater i Brøndby, men det er slet ikke noget i sammenligning med Legendernes Dag i Aarhus,« sagde Tommy Christensen.

Dagbladet Information lavede for et par år siden en oversigt over det, man kaldte for ”den ægte superliga” af klubber, der har rødderne tilbage til stiftelsesåret og ikke har været udsat for fusioner undervejs eller opkøb fra udlandet. AGF, AaB, Vejle og OB er i det spil de sidste dinosaurer.

I en professionel verden er det ikke historien, men som oftest de største økonomiske investeringer, der i den sidste ende er afgørende for det resultatmæssige output, javist.

Men at kende sit dna, sin egen identitet og have historien med sig i bagagen er en styrke, der ikke må undervurderes i både nutid og fremtid – heller ikke i fodboldens verden.