Odder taber vild konkurrence med et brag
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Miljøministeriet har iværksat en konkurrence for kommunerne om at vinde 1 mio. kr. for at være ”den vildeste kommune”. Altså omkring biodiversitet, grønne tiltag og trivsel i øvrigt.
Også Odder Kommune har tilmeldt sig denne fine konkurrence – akkurat som 92 ud af de 98 andre kommuner. Men Odder Kommune skal forberede sig på at blive nummer sjok. Kommunen er det rene wild west.
Landbruget er yderst intensivt i den østjyske kommune, og de dyrkede marker dækker 70 pct. af kommunens areal. På Alrø hele 85 pct. Hertil er Odder Kommune blandt de mest svinetætte områder i landet. Dermed kommer Odder Kommune med i opløbet om at være det mest intensivt dyrkede og det mest husdyrtætte område i verden.
I en kommune, hvor grøftekanter bliver slået og nedsvedet i flæng, overgødet med kunstgødning (NPK), og som i øvrigt har en masse mishandlet natur i det åbne land, skal man ikke gøre sig håb om at vinde noget som helst. Det er helt ude i plovfuren.
Kommunen må endda lide den tort af have borgmester Uffe Jensen (V) i spidsen – en borgmester, der hellere vil glo på sport end kere sig om miljø, en formand for Natur & Miljø, Ole Lyngby Pedersen (V) (svineavler), der ikke rører en finger for at bedre forholdene i naturen, en leder af Socialdemokratiet, Lone Jacobi, der hverken siger buh eller bæh, og en hardcore landboformand, Jens Gammelgaard, der nærmest mener, at han dyrker rent drikkevand på markerne. Han kalder ovenikøbet beskyttelse af grundvand for hysterisk.
Med alt dette in mente – ja, så ser det sort ud for Odder og fremtidens natur og miljø i kommunen. Og det bliver yderst let for dommerpanelet i Vild.dk, miljøminister Lea Wermelin og naturmand Morten DD, at afsige den hårde, men retfærdige dom: Odder taber big time.
Den sidste pind i ligkisten vil være, hvis planerne for Kattegatbroen føres ud i livet. Denne anden vilde plan går både Uffe Jensen og Jens Gammelgaard ind for – og sikkert flere fra byrådet. Som en ildsprudlende drage vil Kattegatbroen med tilhørende motorvejsanlæg splitte Odder Kommune som et kæmpe Y . Så slukkes lyset for alvor.
Da jeg forlod Odder for et par år siden, sagde jeg til flere: Pas nu på den lille kommune. Det sker ikke!
Nu må borgerne i Odder Kommune gå sammen og få styr på alle disse uhyrlige ”fremskridt”, som er godt i gang med at forandre kommunen fra en tålelig bosætterkommune til det rene dystopi.