Lad vores gymnasieelever beholde det frie valg
Vi skal have løst integrationsproblemerne, men det skal ske gennem målrettede indsatser på de problemramte gymnasier.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Forleden søsatte Mette Frederiksen et nyt socialdemokratisk eksperiment, der vil ramme mange unge her i Aarhus. Denne gang er det gymnasieeleverne, der står for skud. Hvor man tidligere selv kunne vælge, hvilket gymnasium man ville søge ind på, vil elever fremover blive fordelt på gymnasier ud fra deres forældres økonomi. Regeringen mener i ramme alvor, at det vil fremme integrationen af danske elever med elever fra ikkevestlige lande.
Jeg mener derimod, at det er et fuldstændig hensynsløst indgreb i den personlige frihed. Det er simpelthen uacceptabelt, at regeringen vil tvinge danske elever ud på gymnasier, hvor de slet ikke har lyst til at gå. Hvorfor skal regeringens forslag altid gå ud over danskernes frihed?
Her i Aarhus vil aftalen betyde, at unge, der bor klos op ad Marselisborg Gymnasium, risikerer at blive tvunget ind på gymnasier, der ligger op til 60 minutter væk. Det er helt godnat.
I Det Konservative Folkeparti har vi ikke meget tilovers for tvang. Vi mener ikke, at man kan løse integrationsproblemerne ved at tvinge unge mennesker ud på ghettogymnasier. Helt ærligt, hvordan skal det nogensinde blive en god oplevelse for nogen som helst, hvis gymnasievalget er presset ned i halsen på eleven?
Vi skal have løst integrationsproblemerne, men det skal ske gennem målrettede indsatser på de problemramte gymnasier. For eksempel ved at kunne udvise problematiske elever eller ved at sætte højere krav til, hvem man optager. Men løsningen er ikke at fratage den danske ungdom det frie valg af drømmegymnasiet, som så mange har glædet sig til.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.