Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Jette Skives eftermæle bestemmer hun ikke selv

Bente Kjeldsenpens. fysioterapeut og tidl. medlem af ældrerådet i Aarhus Kommune, Brabrand

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er virkelig en rørende sortie, Jette Skive udleverer til Jyllands-Posten og Lokalavisen den 3. og 4. marts. Der er ingen grund til at sætte sit lys under en skæppe. Men at påstå, at hun overtog ældrefabrikker, skal hun ikke slippe godt fra. Det er i den grad en hån mod hendes utroligt afholdte forgænger. Og ændringerne i driften af plejehjemmene blev efterfølgende til at overse..

Jette Skives ide var, at alle plejehjem skulle have deres eget køkken, så hele huset stank af fiskefrikadeller. Men i øvrigt en god ide.

Det er jo ingen nyhed, at der i mange år har været besparelser inden for Børn og Unge-magistraten ligesom under ældreområdet. Så det lyder vældig kækt, når Jette Skive nævner, »så der ikke kommer 80 forskellige mennesker rendende«.

Gid det var så vel, for man er så underbemandede overalt, og beboerne er så dårlige/demente – før de i det hele taget må komme på plejehjem.

På en aftenvagt kan der være en fastansat plus en ”flyver”, man kan ringe til i hele området.

90 pct. sidder i en stol det meste af dagen og kigger – måske på det tv-program, som plejeren trykkede på, da beboeren kom op fra middagssøvnen. F. eks. fodbold eller håndbold, til aftensmaden kommer.

Derfor er det så vigtigt med besøg.

Én gang kom jeg forbi en åben dør og så en ansat sidde og holde en beboer i hånden, mens de sang.

Hvor ser man et sådant nærvær?

Det var så betagende. Det kan man kalde varme hænder – der går lige til hjertet. For sangen er det sidste, man glemmer.

Knap så stolt kan Jette Skive så være, da man opdagede, at der var noget galt med Kongsgården. Rigtig træls efter at have været rådmand for Sundhed og Omsorg i over 6 år. Men sådan kan det gå, når der ikke er styr på tingene. Og det er nogle af de erfaringer, hun nu kan tage med til regionen, hvis hun bliver valgt. For det vil hun gerne.

Hvad hendes eftermæle, nævner hun, angår, er det jo ligesom for Trump. Det bestemmer han heller ikke selv.

Skriv din mening om forholdene i Aarhus, Østjylland og Region Midtjylland til JP Aarhus – klik her og læs, hvordan du sender et debatindlæg.