Hvorfor lytter man ikke til skovens brugere?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Formanden for Danmarks Naturfredningsforening (DN) i Aarhus, Sebastian Jonshøj, udtrykker i JP Aarhus forleden sin frustration over, at DN’s agenda om store indhegninger i Marselisborgskovene har mødt modstand.

Men titusindvis af skovgæster vil blive hårdt ramt af elektriske hegn, okser og vildheste, hvis et areal svarende til 1.000-2.000 store parcelhusgrunde indhegnes midt i friluftslivets vigtigste og intenst benyttede naturområde i Aarhus Kommune.

Sebastian Jonshøjs indlæg kan afspejle en manglende indsigt i, hvor store konsekvenser centrale indhegninger vil få for friluftslivet. Det kan også tyde på, at Sebastian Jonshøj måske ikke har forstået DGI’s rolle med at kvalificere Aarhus Kommunes grundlag for udmøntningen.

DGI og Idrætssamvirket repræsenterer 14 idrætsforeninger og titusindvis af uorganiserede brugere i den kernegruppe, der blev oprettet af Aarhus Kommune efter henvendelser fra DGI og flere foreninger på grund af en mangelfuld inddragelsesproces.

Det er os – de mange foreninger, der færdes til dagligt i Marselisborgskovene – som har bedt DGI repræsentere idrætslivet i frustration og dyb undren over udsigten til store begrænsninger, der kan fjerne grundlaget for væsentlige dele af den ellers politisk prioriterede naturidræt i Aarhus.

Nu efter kun tre møder i den nedsatte kernegruppe vælger DN’s formand, der sidder på en af de seks pladser, en ukonstruktiv dialog, der underminerer samarbejdet i den kernegruppe, der er vores eneste indgang til processen.

Vi har indtil nu oplevet processen som alt andet end demokratisk. Indhegninger blev slet ikke nævnt i invitationen til kommunens workshop den 29. marts 2019, og Aarhus Kommunes slides og oplæg på mødet omtalte heller ikke de store indhegninger.

Tværtimod skulle friluftslivet på lige fod med naturen nyde godt af omlægningen. I enkelte grupper ved workshoppen blev der ivrigt drøftet hegning af hele skoven. De repræsenterede foreninger fremsendte derfor bekymrede bemærkninger til kommunen og en opfordring til at afholde en ny workshop for friluftslivet.

Det skete aldrig, og ingen af de fremsatte bekymringer blev refereret i beslutningsgrundlaget. Senere mødte ansatte fra Aarhus Kommune op i skoven, hvor flere af vores medlemmer hørte om projektets fortræffeligheder – igen uden at de store indhegninger blev nævnt. Uden yderligere inddragelse fulgte beslutningsgrundlaget den 5. august 2019 og vedtagelsen ved budgetforliget kort efter.

Beslutningsgrundlaget beskriver fire scenarier, hvor byrådet valgte 2b, der beskriver omlægning til urørt skov og indhegning af op til 200 hektarer i Marselisborgskovene. Beslutningen dækker også indhegning af Hørret Skov på 80 hektarer få hundrede meter fra Marselisborgskovene, hvor mange rider, løber, går og lufter hund.

Konsekvenserne for friluftslivet i Marselisborgskovene er vagt beskrevet og klart underestimeret i det materiale, byrådet fik stillet til rådighed. Mange brugergrupper er end ikke nævnt, og der er negative og fagligt forkerte påstande i dokumentet om friluftslivet. Desuden er budgettet ikke retvisende pga. mangel på flere store budgetposter, herunder de bekostelige omlægninger af stisystemet.

Marselisborgskovene er Aarhus Kommunes største og vigtigste friluftsfacilitet, men der har åbenlyst ikke været involvering af kapaciteter fra friluftslivet eller Aarhus Kommunes forvaltning for sport og fritid ved udfærdigelse af beslutningsgrundlaget, der fremstår med overordnede betragtninger om friluftslivet, men ellers er ganske ensidigt i sit fokus.

Byrådet tilføjede klogeligt en klausul, der sagde, at Moesgaard Vildskov skal udmøntes, så den »ikke begrænser friluftslivet«. At man nu fortsat planlægger at indhegne 100-200 hektarer, må derfor i bedste fald bero på, at Aarhus Kommune mangler både generel og mere kvantitativ indsigt i, hvad der foregår i skoven.

Konsekvenserne af store centrale indhegninger beskrev vi derfor sammen med DGI i et notat om Moesgaard Vildskov, som blev fremsendt til Aarhus Kommune i juni 2020. Vi mangler stadig at se denne viden komme i spil, og DGI afventer svar på en række spørgsmål stillet i kernegruppen, bl.a. om, hvordan Aarhus Kommune har tænkt sig at afdække størrelsen og lokaliseringen af friluftslivet i skoven.

Det ensidige oplæg sås igen i det materiale, der blev præsenteret for kernegruppen ved det første møde i september 2020. Altså et år efter byrådets beslutning om Moesgaard Vildskov, og efter at Aarhus Kommune havde lovet at involvere Sport & Fritid i processen. Materialet lægger op til skærpede restriktioner uden for indhegningerne i modstrid med det indledende oplæg og det todelte driftsformål.

At det idrætslige friluftsliv skulle være et mindretal, er i øvrigt nok tvivlsomt. Alene mountainbikernes 60.000 gennemkørsler af ca. 10.000 individuelle ryttere hvert år, 1.000 opstaldede heste i nærområdet, 500 organiserede orienteringsløbere, tusindvis af løbere og de mere end 1.700 arrangementer i skoven med 156.000 deltagere i 2018 taler sit klare sprog.

Dertil kommer et stort politisk prioriteret talent- og elitearbejde med Dansk Orienterings-Forbunds landsholdscenter og unge på Team Danmark-ordninger, der flytter til byen pga. skoven og afholdelse af danmarks- og verdensmesterskaber i forskellige naturidrætter.

Arealerne deles på bedste vis med de “uorganiserede” brugere i form af gående, hundeluftere, løbere, cyklende, daginstitutioner og skoler med mange flere. At alt dette fungerer trods den lange smalle skov, skyldes et mangeårigt godt samarbejde og en lang række hensyn brugergrupperne imellem. Tæt færdsel i lange smalle korridorer og på befærdede ”omfartsstier” vil blive en stor udfordring med ringere skovoplevelse og øget risiko for konflikter.

Friluftsidrætten i Marselisborgskovene understøtter en række af Aarhus Kommunes politikker inden for sundhed, idræt, eliteidræt, events, aktiviteter i bynære grønne områder og børns aktiviteter i naturen.

Når det organiserede friluftsliv på en tirsdag aften i april har 5-600 børn i skoven, hvor mange børn er så ude at bestemme blomster eller kigge på fugle som hovedformål? Vi møder dem i hvert fald sjældent, hvorimod de mange børn, vi tager med i skoven fast året rundt, får store naturoplevelser og sunde fællesskaber.

Det giver robuste børn, der har en tæt samhørighed med naturen. Når Aarhus Kommune nu overvejer at indhegne de vigtigste områder i skoven for en række idrætter, så bliver børnene, de unge, motionisterne, talentarbejdet, eliten og klubberne de helt store tabere i en kommune, der i forvejen har stor mangel på idrætsfaciliteter – så stor, at aarhusianske idrætsforeninger lige har indleveret ønsker for næsten en kvart milliard kr. til Sport & Fritids idrætspulje.

Vi har fra start støttet omlægningen til urørt skov med stop for skovdrift, efterladt dødt ved, ophørt dræning og fældning af større arealer for at gøre skoven lysåben – så længe stierne holdes åbne.

Det bør Aarhus Kommune selvfølgelig arbejde videre med. Vi går jo også op i at sikre naturen bedre vilkår. Men store centrale indhegninger og strammere forvaltning begrænser det friluftsliv, der ifølge byrådets beslutning ikke må begrænses.

Det er således vores håb, at Aarhus Kommune vil foretage en dækkende inddragelsesproces og kortlægning af friluftslivet i Marselisborgskovene.

Man kunne også håbe, at Aarhus Kommune lader sig inspirere af Silkeborg Kommune, der fremhæves af Europa-Kommissionen for prioritering af et aktivt friluftsliv, som giver store sundhedsgevinster og samtidig en økonomisk gevinst for kommunen. Det bliver nødvendigt i Aarhus Kommune med et befolkningstal i hastig vækst.