Aarhusiansk vildrede om butiksdød

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ifølge en fysisk optælling, som JP Aarhus har foretaget, er der lige nu 60 ledige butikslokaler alene på Strøget, Frederiks Allé, Jægergårdsgade og i Latinerkvarteret. På strækningen fra Banegårdsplads til Store Torv er 16 butikker i øjeblikket uden aktivitet, skriver JP Aarhus, og det vækker bekymring hos dem, der er ansat til at bekymre sig om noget sådant. En tilsvarende fortælling hører vi fra de samme instanser, der bekymrer sig om tomme butikker på Strøget og omegn i København.

Noget er tilsyneladende gået galt med folkets lyst til at spendere penge for at holde handlen i bycentrene i live, og det giver rynker i panden, også i det politiske system, der rykkes i for at finde en redning. Rådmanden for den tekniske forvaltning ved ikke helt, hvad han skal stille op, for han ved ikke, hvad der efterspørges. I tidligere tider var kulturrådmanden på banen, straks der fandtes et lokale, hvor der kunne placeres en kulturaktivitet. Det sker ikke mere, hvilket kunne tyde på, at kulturpengene investeres i større events i stedet for i mindre, spraglede foretagener, der skabte en grobund for aktiviteter, hvoraf nogle voksede sig store i forbindelse med Aarhus som europæisk kulturby i 2017, som der stadig betales tilbage på. Alle de bekymrede er tilsyneladende ude af stand til at finde på noget nyt, mest åbenlyst er det, at de alle ensidigt kun har et formål: at udvikle handlen i området.

Det giver sig selv, at denne forestilling om at kunne vedligeholde et område, hvor det kun er et spørgsmål at tappe folk for penge, må dø en stille død i disse tider, hvor handelen ændrer sig radikalt fra fysiske butikker til virtuel handel, hvor varen leveres til døren. Nu er der formentlig heller ikke megen fremtid i ensidigt at satse på, at det er kulturfolket, der skal levere løsningen – i hvert fald ikke alene, så hvor peger pilen så hen? Aarhus Kommunes byfortætningspolitik har længe presset flere og flere mennesker sammen på mindre areal.

Denne tanke er ikke hverken en dansk eller aarhusiansk politik. Den er hentet i de store metropoler, der i en desperat kamp for at undgå bycentrenes død har tilladt massiv overbebyggelse i for at få kunder i butikkerne. Det lokale resultat heraf er Aarhus Ø, der inden for en række år vil skulle indrammes af diger for ikke at drukne i havstigninger. Det samme vil vi se ske med det lavest liggende byområde i Aarhus centrum. Hvilke konsekvenser vil det få for det område, der er i færd med at forandre geografi og bosætningsmønstre radikalt? Til en start vil det nok være klogt at begynde at interessere sig for, hvor store dele af byen der vil blive ramt ved vandstande af én meter, to meter, tre meter osv. Herefter vil det sikkert være klogt at få fastlagt, hvor højt digebyggerierne skal placeres, og hvad der må opgives til havet.

Når det er gjort, må der træffes et valg om, hvordan befolkningens forsyning af varer skal ske, og byplanlægningen må indrettes, så det, som rådmand Bünyamin Simsek (V) ikke helt kan overskue i dag, kommer til at hvile på et oplyst grundlag, så beslutningsgrundlaget bliver realistisk. Her kan man i stedet for at fundere over, hvordan man får forretningslivet til at blomstre, give sig til at tænke over i hvilken kote, de kommende subtropiske strande skal placeres.

Spørgsmålet bliver en usædvanlig udfordring for især Aarhus Ø, der måske, måske ikke, kan inddæmmes, og ikke mindst, hvem der i givet fald skal betale for det. For havnen derimod vil det kræve forhøjede moler, og i stedet for at ekspandere yderligere ud i bugten skal man måske reservere pengene til at bygge ind mod den nye kyst.