41 familier venter stadig på, om de er købt eller solgt
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
41 familier er ramt direkte af de tre foreslåede linjer for en ny jernbane fra Hovedgård til Hasselager. Desuden er der over 600 andre familier, der ikke kan sælge til deres hus til normal handelsværdi, fordi der er risiko for ”en jernbane i baghaven”. Dette er en del af Togfondens anden del.
Der er i Togfondens anden del desuden planlagt nye jernbaner mellem Billund og Vejle og en jernbanebro over Vejle Fjord til en samlet pris på 10 mia. kr.
Da Togfonden – med disse nye linjer – blev præsenteret, var de fastsat til at skulle påbegyndes i 2016. Det blev så senere til 2024, og det er nu blevet udsat endnu en gang med statsministerens udmelding, at den »landsdækkende infrastrukturplan« ikke ligger først for i regeringsarbejdet.
Hvor længe skal disse familier holdes hen i uvished?
Banedanmark er kommet med deres VVM-redegørelse og har anbefalet politikerne at anlægge den østlige linje på Hovedgård-Hasselager banen.
Det er en linje, hvor to ud af seks kildepladser skal sløjfes, hvorfra Aarhus Vand pumper 10 pct. af drikkevandet op til Aarhus by.
Banedanmarks beregninger viser at den nuværende jernbane over Skanderborg vil kunne få 4,1 millioner flere passagerer om året i forhold til denne nye jernbane mellem Hasselager og Hovedgård.
Efter de prognoser, som Togfonden har for disse nye jernbanestrækninger, kommer den stort set ikke til at få flere passagerer til at tage toget i stedet for privatbilen.
DSB mister i disse år millioner af passagerer til bilerne og hurtigbusserne, så passagergrundlaget for disse nye jernbanestrækninger er der ikke.
Minutbesparelsen er på 4,5 minut på strækningen Hovedgård-Hasselager og koster 3,7 mia. kr.
Der findes en alternativ linje langs E45, der sparrer 15,5 minut.
Politikerne på Christiansborg skal tage stilling til, om man overhovedet vil lave disse nye jernbaner, og hvilken en af de tre skitserede linjer på Hovedgård-Hasselager man ønsker.
Hvornår får de ”ramte familier” besked, så de kan komme videre i livet?