Ensomhed er et tabuemne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi sad klar ved fjernsynet nytårsaften. Klar til at høre dronningens nytårstale. Og bagefter klar til at drøfte, hvad vi fandt bemærkelsesværdigt. Her var det tydeligt, at dronningen berørte os på forskellig vis. Selv talte denne del af talen mest til mig:

»I vores tid har der sneget sig en følelse ind, som kan være svær at tale om, men som vi må sætte ord på for at komme til livs: Ensomhed. Det er en følelse, som rammer mange. Det gælder ikke alene socialt udsatte, det gælder ældre mennesker, som ser deres ægtefælle og deres jævnaldrende falde fra. Hvor blev de af, alle de, der fyldte hverdagen? … Vi har brug for at tale sammen, også om ensomheden. Vi har brug for hinanden. Vi har brug for at få bekræftet, at vi betyder noget.«

Jeg synes, jeg sporer megen ensomhed omkring mig.

Min verden er meget påvirket af, at jeg er præst og sundhedsudvalgsformand i Aarhus Byråd. Og i modsætning til mange andre følelser, som vi mennesker kan have, er følelsen af ensomhed belagt med tabu.

Det er ikke noget, man tager op med sine venner. Det føles flovt at sige, at man faktisk er et ensomt menneske. Og her rammer dronningen plet. Vi må tale med hinanden, sætte ord på, tale højt.

Omkring mig ser jeg to fællesskaber, som jeg har stor respekt for. Fællesskaber, som rækker ud, som gerne vil dig og mig.

Det første fællesskab er vore folkekirker og det liv, der udspiller sig i kirker og sognegårde.

Prøv engang at tage et kirkeblad, læs det med åbne øjne, lad invitationen fange dig til at tage del. Her opfatter jeg virkelig åbenhed og imødekommenhed. Men for nogle kan det synes fremmed, uvant at søge ind i et kirkeligt fællesskab. Her er min opfordring: Prøv. Prøv at gå til nogle af de mange arrangementer, der er i vore sognegårde.

Det andet åbne fællesskab er vore lokalcentre, som ligger overalt i vores store kommune.

Skelager, Bjørnshøj, Næshøj. Langt de fleste steder sender man et lille månedsprogram ud med omtale af alt det, der sker. Og her er næsten alt, hvad man kan ønske sig: foredrag, gymnastik, yoga, træværksted, madlavning, maling. Faktisk er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan lave. Og igen: Prøv at gå til lokalcentret og lad dig fange ind.

Sognegården, lokalcentret. Det er altid det første skridt, der er svært. Allerede anden gang synes det mere kendt. Prøv.