De værdigt trængende

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

DR fortalte for nylig, at kommunerne vil mangle 1,8 mia. kr. til dækning af støtte til et stigende antal voksne med fysiske og psykiske udfordringer. Beløbet svarer til under to promille af de samlede offentlige – kommunale og statslige – udgifter.

I en socialøkonomisk virksomhed som den, jeg arbejder i, hvor vi dagligt leverer bostøtte til 27 voksne udviklingshæmmede, i alt 37.000 timer årligt, oplever vi dagligt følgerne af kommunernes forsøg på at håndtere den situation.

Én kommune nægter på sjette måned at betale for den indsats, der skal til for at afhjælpe følgerne af en nydiagnosticeret diabetes. Frem for at anerkende en meget detaljeret dokumentation af forskellen på støtten før (hvor kommunen på et statusmøde har indgået betalingsaftale om den daværende indsats på baggrund af den daværende dokumentation) og efter diagnosen (hvor støtten påviseligt øges med otte timer ugentligt, idet beboeren som udviklingshæmmet ikke selv er i stand til at håndtere følgerne af sin sygdom) afviser kommunen med forskellige skiftende begrundelser at betale for den indsats, som bostedet af helt åbenlyse sundhedsfaglige, etiske og menneskelige grunde leverer.

Kommunen tilbageholder ovenikøbet oplysninger om, at den sammen med de øvrige kommuner i regionen har indgået en aftale om netop at afregne for den slags ydelser direkte med det enkelte tilbud. Og endelig lægger kommunen til grund, at den – i direkte modstrid med en vejledning fra Ankestyrelsen om kravet om konkret og individuel vurdering i sociale sager – ikke skal give borgeren en afgørelse med ankevejledning, men blot kan forvente, at bostedet løser opgaven under henvisning til en mere generel antagelse om, at dette er et forhold mellem kommunen som kunde og bostedet som leverandør.

En anden kommune afviser at betale for veldokumenteret støtte til en borger med stigende behov for pleje på grund af alderssvækkelse. Kommunens afgørelse er ikke en formel afgørelse til borgeren med ankevejledning, blot en ubegrundet tilbagemelding til bostedet uden anerkendelse af de faktiske behov eller faglige og praktiske forslag til, hvordan disse ellers kan imødekommes.

En tredje kommune afviser ligeledes at betale for veldokumenterede, livsnødvendige sundhedsopgaver og henviser til et juridisk grundlag, som lige så godt kunne have været EU’s vandmiljødirektiv, hvad relevans angår.

En fjerde kommune sjakrer i den grad med behovet for dokumenterede støttetimer, at vi til sidst (i en forsonlig og gemytlig tone) foreslår dem at kigge i Den Blå Avis efter et bedre tilbud – som om vi havde med en handel om en brugt folkevogn at gøre. Kommunen har efterfølgende fået Ankestyrelsens kritik af dens sagsbehandling og besked om at lade den gå om, da dens dokumentation ikke var tilstrækkelig.

De fleste kommuner har heldigvis stadig en fornuftig tilgang til dialogen med os som privat leverandør af sociale ydelser, og vi møder mange dygtige socialrådgivere, der arbejder godt med dialog i en presset situation.

Men vi bruger i stigende grad unødvendige ressourcer på forhandlinger med kommuner om det, der svarer til under to promille af den samlede offentlige fælleskasse. Og det er på hjælpen til borgere, der uden for enhver tvivl er i en situation, hvor de uforskyldt har behov for hjælp: De er værdigt trængende.

Det samme kan man sige om de kommuner, der er kommet i den situation, at de sætter sig selv og de sagsbehandlere, som skal kæmpe kampen om de kommunale budgetter med samfundets allermest sårbare mennesker, i en højst uværdig situation.

Det er fuldstændig legitimt, at kommunerne vil have dokumentation for, hvordan vi løser de social- og sundhedsfaglige opgaver for deres borgere, og vi har hos os i den forbindelse ansat en socialrådgiver til at løfte den opgave. Vi har desuden en løbende, meget grundig analyse af vores samlede økonomi, der er fuldt ud sammenlignelig med offentlige tilbud. Men det er ikke i orden, at de samme kommuner så afviser at betale for de meget grundlæggende opgaver, som vi i den forbindelse dokumenterer, og som ikke er et spørgsmål om vores smag og behag eller selvopfundne kvalitetsstandarder, men derimod helt grundlæggende forudsætninger for selvstændighed, sundhed og værdighed som beskrevet i både FN’s handicapkonvention og vores egen servicelov.

Det er heller ikke i orden, at vi som samfund sætter så mange borgere, myndighedsrådgivere og fagprofessionelle under pres, når det handler om at forsvare en menneskelig, professionel og etisk standard, som vi har etableret blandt andet på baggrund af Livø, Sprogø, Godhavn og andre rædselshistorier om forgangne tiders misrøgt af sårbare medmennesker.

Med de nuværende dokumentationskrav til sociale tilbud vil der ikke være tale om at udskrive en blankocheck, hvis vi øger budgetterne med under to promille på området. Det vil blot være en håndsrækning til alle værdigt trængende, til gavn og glæde for hele samfundet.