De problematiske jernbaner og den alternative løsning
Der er flere ting i Togfonden, der “er hul i hovedet”. Ikke mindst at undersøge muligheden for en alternativ banegård ved firkløvret.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Regeringen og dens støttepartier vil genoplive Togfonden i forbindelse med finanslovsforhandlingerne.
DF trak sig fra Togfondens del 2 lige op til valget, så den har ”ligget død” siden da.
Pengene – som skulle komme fra Nordsøolien – er der ikke, og nu er der kun “hr. og fru Danmark” via finansloven – skatterne – til at betale for udvidelsen af jernbanen.
Togfondens 2. del består bl.a. af tre nye jernbanestrækninger i Østjylland – en strækning fra Hovedgård til Hasselager – en strækning over Vejle Fjord og en strækning fra Vejle til Billund. Partierne bag regeringsaftalen ”Politisk forståelse” vil genoplive Togfondens 2. del.
Strækningen fra Vejle til Billund – også kaldet ”Tullebanen” – har været med i Togfonden, siden den blev vedtaget som lov i 2014. Banestrækningen er blevet VVM-undersøgt.
Strækningen vil betyde et togskifte for passagerer fra Vestjylland, der skal videre mod Vejle. Der vil være en betydelig kilometerforøgelse for folk, der bor langs strækningen pga. vejlukninger.
Strækningen blev præsenteret i Togfonden til at koste 734 mio. kr. Et arbejdsnotat fra Banedanmark siger, at den reelt kommer til at koste mellem 1,1 og 1,3 mia. kr. Altså en stigning på mellem 50 og 80 pct.
Samtlige eksperter på trafikområdet, der har udtalt sig om denne strækning, konkluderer, at den vil være en dårlig investering, uanset om man fik bygget den gratis. Det er med andre ord at smide penge ud ad vinduet. Billundbanen har en samfundsøkonomisk forrentning, der er negativ. Man anslår et driftsunderskud på 50 mio. kr. hvert år.
Det er “hul i hovedet” at bygge den bane.
En anden jernbanestrækning i Togfondens 2. del, der også kan sættes store spørgsmålstegn ved, er den planlagte strækning fra Hovedgård til Hasselager. Strækningen er også VVM-undersøgt af Banedanmark.
I alt kan 41 familier risikere at skulle eksproprieres på hele strækningen, og over 600 andre familier ”får jernbane i baghaven”. På den nordlige del af strækningen er der VVM-undersøgt tre linjeføringer.
En af linjeføringerne går gennem Solbjerg og deler byen i to. Desuden skal den nuværende omfartsvej – Landevejen – forlægges ud i Solbjerg Sø, så der bliver plads til jernbanen, og de rekreative områder langs søens østbred slettes dermed.
Det er ”hul i hovedet” at bruge 712 mio. kr. for at spare 1 minut i rejsetid.
26 familier skal eksproprieres på denne nordlige strækning. Det er den korteste af de tre strækninger på ca. 23 km. Den vil spare 5 minutter i rejsetid.
En anden af linjeføringerne går over Solbjerg Sø, som er et naturområde. Den er 200 m længere end den første. To ejendomme vil blive ramt. Det vil forøge rejsetiden med 8 sekunder.
En tredje linjeføring vil gå gennem et drikkevands-indvindingsområde til Aarhus by. Linjen vil ramme to af otte indvindingsboringer. Der er plantet fredskov omkring boringerne for at undgå forurening.
Denne strækning er 1,5 km længere end de to andre, og seks ejendomme vil blive ramt. Det vil forøge rejsetiden med 20 sekunder, så tidsbesparelsen vil blive 4 minutter og 40 sekunder.
Strækningen er anslået til at koste 3,56 mia. kr. at anlægge.
Hvilken af disse tre strækninger, Banedanmark anser som ”den bedste” – ud fra VVM-undersøgelserne og de indkomne høringssvar – skulle være kommet i slutningen af 2018. Banedanmark skulle have udarbejdet en rapport til politikerne på Christiansborg, som skulle danne grundlag for den endelige vedtagelse af linjeføringen. Denne rapport har vi endnu intet set til.
De over 200 personer og myndigheder, der har indsendt høringssvar, har heller intet hørt fra Banedanmark.
Det er ”hul i hovedet” at bruge 712 mio. kr. for at spare 1 minut i rejsetid.
Der findes en alternativ linjeføring af jernbanen vest om Aarhus på 12 km i trafikkorridoren langs E45. Der kan laves en alternativ banegård ved firkløveret til højhastigheds- og fjerntogene. Besparelse for togene er på 15 km i forhold til at køre ind omkring Aarhus H. Rejsetidsbesparelse på 15,4 minutter for alle, der ikke absolut skal ind til Aarhus H.
DSB har planlagt at lave et værksted tæt på firkløveret – i Årslev – til reparation af de nye eltog. En jernbane til Silkeborg er forundersøgt og kommer lige igennem firkløveret. 90.000 biler i døgnet passerer firkløveret. Der vil være mulighed for at kort- eller langtidsparkere, hvad der ikke er ved Aarhus H i dag.
En milliardbesparelse for statskassen og ”hr. og fru Danmark”.
Det er ”hul i hovedet” ikke at undersøge denne mulighed.
Alle tal og beregninger i dette debatindlæg er udregnet af Banedanmark.