Mere, mere, mere

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I 1990’erne plæderede Århus Kunstmuseums direktør Jens Erik Sørensen for, at det daværende museum i Vennelystparken skulle udvides, da man ikke havde plads til at udstille Per Kirkebys værker. Kirkebys malerier var simpelthen for store til, at de kunne hænge på væggene i kunstmuseets dengang ret lavloftede rum. Man måtte i stedet gribe til at stille dem på skrå op ad væggen (sandsynligvis for at tydeliggøre museets pointe om, at man behøvede større lokaler).

Der gik et årti, og så kunne kunstmuseet – nu Aros Aarhus Kunstmuseum – rykke ind i en ny bygning på Galgebakken (der tidligere var blevet benyttet som en interimistisk parkeringsplads) centralt i Aarhus. Men det ser ud til, at der igen er brug for mere plads og ikke mindst højere til loftet i den aarhusianske kunstinstitution. I hvert fald er museet i forbindelse med udstilling af den nyeste del af den permanente samling løbet ind i nøjagtig samme problem, som det var tilfældet med Kirkeby.

Mikkel Carls maleri fra 2018 er simpelthen for stort til, at det kan hænge på væggen. Man har i stedet været nødt til at stille det på skrå, som i sin tid Kirkeby.

Kunstinstitutionerne vokser uafladeligt. Men kunstnerne fortsætter op i størrelse og sprænger den tilbudte ramme, så nye udvidelser trænger sig på.