Christiansborgs regnearksledelse har intet hold i virkeligheden
Vi mangler på landsplan sygeplejersker og rigtig mange endda.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) mener, den akutte og landsdækkende sygeplejerskemangel kan løses her og nu, hvis blot alle sygeplejersker på deltid går 1,3 timer op i tid.
Denne udtalelse viser mig, at politikere på Christiansborg befinder sig endda meget langt fra virkeligheden og læner sig op ad beregninger, der ikke indefra tager højde for sundhedsvæsenets præmisser og vilkår.
Sygeplejersker arbejder rent faktisk allerede mere end de timer, de er ansat til. Jeg synes, I politikere skulle interessere jer mere for sygeplejerskers faktiske arbejdsvilkår og f.eks. se på alle de udbetalinger af overarbejdstimer, merarbejdstimer og frivilligt ekstraarbejde, der finder sted. Tallene viser nemlig, at der arbejdes ekstra hver eneste dag! Der arbejdes allerede langt, langt mere, end den enkelte sygeplejerske er ansat til.
På hospitalerne arbejder vi ikke længere ud fra normeringer, men efter lønsumsstyring, hvilket betyder, at det er størrelsen af posen med penge, der bestemmer, hvor mange og hvilke medarbejdere man kan have ansat.
Hvis alle sygeplejersker gik op på fuld tid, vil det paradoksalt nok for de afdelinger, som arbejder 24/7/365, betyde, at konsekvensen vil være fyringer af personale, eller ikke at ansætte i de stillinger, der er ledige, for netop at få pengene til at slå til. Og det vil således betyde, at der vil være endnu færre sygeplejersker ansat til at dække alle vagterne på døgnafsnittene.
Så længe I som politikere primært styrer efter skævvredne data og dyrt købte regnearksforslag, der ikke har hold i virkeligheden, ender det med, at vi som sundhedspersonale bliver skubbet ud over afgrunden, hvor den enkelte sygeplejerske efterhånden ikke kan se sig selv i jobbet, hverken fagligt eller familiemæssigt.
For at få vagtplaner til at gå op må sygeplejersker tage rigtig mange ulempevagter (aftenvagter, nattevagter, weekend- samt helligdagsvagter). Derudover kommer der ekstra arbejdsweekender for at få ferieplaner til at gå op. Selv med ekstra indsats er ferieplaner, hvor så mange som muligt kan holde ferie sammen med deres børn og familier, endt med at blive en uløselig opgave. Det antal medarbejdere, som i 2019 er ansat på Aarhus Universitetshospital (AUH), er så lavt, at der, for at en afdeling hænger sammen driftsmæssigt, kun er få sygeplejersker, der kan få tre ugers planlagt sammenhængende ferie. Hvis der så derudover kommer en langtidssygemelding, vælter vagtplanerne som et korthus, og så kører arbejdsmiljøets dødsspiral med yderligere pressede arbejdsvilkår, flere sygemeldinger, frivillige samt pålagte ekstravagter, usikkerhed om fridage osv.
For at løse sygeplejerskemanglen handler det om at se på og gøre noget ved arbejdsvilkårene – samt arbejdsmiljø og atter arbejdsmiljø. Så længe I som politikere primært styrer efter skævvredne data og dyrt købte regnearksforslag, der ikke har hold i virkeligheden, ender det med, at vi som sundhedspersonale bliver skubbet ud over afgrunden, hvor den enkelte sygeplejerske efterhånden ikke kan se sig selv i jobbet, hverken fagligt eller familiemæssigt. Vi ser allerede nu, at nogle sygeplejersker søger andre græsgange eller går ned i tid for at kunne holde til at arbejde i deres ansættelsesbrøk og få privatliv og arbejdsliv til at hænge sammen.
Der er brug for, at I lytter til os og gør et ihærdigt forsøg på at sætte jer ind i vores hverdag og forstå vores argumenter for, at vi ikke længere kan spare og beskæres.
Vi har brug for flere midler til ansættelser og en akut håndsrækning, hvis vi ikke skal se, at f.eks. AUH begynder at falde fra hinanden. Sygeplejersker har i årtier påtaget sig den opgave at holde hjulene kørende i sundhedsvæsenet. Men jeres regnearksledelse presser sygehusvæsenet ud over kanten, og den enkelte medarbejders moralske ansvarlighedsfølelse daler i takt med det stigende daglige arbejdspres og dårligt arbejdsmiljø, uligeløn for lige uddannelser og dårlige fleksibilitetsaftaler.
I politikere bør lytte til os og skabe nogle rammer for sundhedsvæsenet, hvor vi som fagpersoner kan gøre det, vi er allerbedst til, nemlig føre vores sundhedsvæsen op i den verdensklasse, hvor vi bør høre til.